Der eksisterer en uskreven regel om, at grillmad skal ledsages af tunge, kraftfulde vine med høj alkohol og mægtige tanniner; men tænker man efter og spørger sig selv, hvad man egentlig mest har lyst til i sommervarmen, vil svaret nok for mange være, at det skal være noget friskt og let. Det er jeg personligt fortaler for, og i denne artikel kommer jeg med seks bud på lette vine til grillmad.
Store bøffer og pølser fra grillen kalder da på tunge, mægtige rødvine, ikke sandt? Sådan har den gængse opfattelse været i en del år, og diverse vinimportører har over en bred kam promoveret deres sydlandske vine med 15-16 procent, som kan slå enhver solskoldet dansker i gulvet, inden man har nået at antænde grillbriketterne.
Der er som sådan ikke noget galt med tunge, kraftfulde vine, men når man ser på, hvad et grillmåltid egentlig består af, vil jeg anfægte, at de er det bedste valg til maden.
Læs også: Vermouth – en perfekt og lækker sommerdrik
For det første, er grillmad ofte domineret af store mængder kød, som med en vis rimelighed godt kan betegnes som tung kost. Parrer man det med en tilsvarende tung vin, er der en vis risiko for, at det bliver lidt drøjt at komme igennem.
For det andet er der varmen at tage højde for, og ser man på, hvad vi ellers ynder at drikke i sommervarmen, stritter de kraftige vine lidt i en anden retning. Kølige drinks med isterninger, rosévin med kondens på glasset og andre ting i samme boldgade er normalt det, vi slukker tørsten i om sommeren, så hvorfor ikke tage den forfriskende tilgang til drikkevarerne med til middagsbordet, som i øvrigt også er præget af sæsonens frugt og grønt? Dette handler ikke om at vende rødvinene ryggen. Tværtimod kommer jeg her overvejende med rødvinsanbefalinger, som har det til fælles, at de har krop til at udfylde rollen som hovedretsvin, samtidig med at de frisker op frem for at tynge. God fornøjelse i sommervarmen.
7195 Rosé 2019, Weingut Bernhard, Rheinhessen. Tyskland
5 stjerner
85 kr.
hojsteenvin.dk
Rosé bliver ofte en ensartet og desværre også bitter smagsoplevelse, men det er ikke tilfældet med denne rosé på druesorterne dornfelder og portugieser. Der er masser af friskhed og frugt. Der er både hindbær i farve, duft og smag, og med en anelse restsødme bliver det sidste stik hentet hjem: Dette er saftevand for voksne, der egner sig rigtig godt til de varme temperaturer, og med sine røde duft- og smagsnuancer vil den egne sig fortrinligt til stegte skaldyr og fisk eller for den sags skyld en god grillet kylling.
Læs også: Fem sommerfriske tyske vine
Crianza 2016, Bodegas Vivanco, Rioja. Spanien
4 stjerner
119 kr.
wine.dk
Crianza med begyndende tegn på modenhed, som kommer til udtryk i form af blommer og tørrede bær samt et strejf af røg, som nydeligt understøtter de mere mørke og fortsat friske nuancer, vinen endnu også besidder. Strukturen er medium fyldig med god koncentration, men tanninerne er alligevel bløde og afrundede i karakteren. Der er masser af smagsintensitet, uden at der er tale om en bulderbasse, og havde der været en anelse mere syre, havde vinen fået en stjerne mere. Fire store stjerner herfra til en rigtig glimrende allround-rødvin, som vil gøre de fleste rundt om sommerbordet glade.
Fleurie 2019, Domaine de Colette, Beaujolais. Frankrig
5 stjerner
149 kr.
jyskvin.dk
Delikat beaujolais med en nydelig balance mellem lethed og friskhed og mere mørke nuancer. I næsen er der noter af blommer, rødbede og sort peber, som også udfolder sig i munden, hvor vinen byder på stor saftighed, mediumfyldige tanniner og en ren og klar frugt akkompagneret af varme krydderier og en intens, salt mineralitet. Drik den i afkølet tilstand, og den vil kunne gå til et stykke stegt fisk, og lad den stige lidt i temperatur, og den vil kunne ledsage både lyst og mørk fjerkræ eksempelvis; en velsmagende vin, som vil ramme bredt med sin charmerende karakter.
Mon Coeur Côtes du Rhône 2019, J.L. Chave Sélection, Rhône. Frankrig
5 stjerner
145 kr.
jyskvin.dk
Jean-Louis Chave kræver næppe nogen nærmere introduktion hos folk, der er fans af topvinene fra Rhône-dalen. Her får man et væsentligt mere prisvenligt indblik i hans sans for kvalitet. Det er en rødvin med det nordlige Rhônes finesse og den sydlige dels saft og kraft. I næsen er der noter af brombær, roser og vioeler. I munden er strukturen tæt og koncentreret og alligevel frisk og balanceret med en delikat syre og mineralitet, som sikrer masser af saftighed. Det er en særdeles flot allround-vin, som vil gå godt til et stykke rødt kød. Meget fair pris!
Durbacher Kochberg Spätburgunder 2018, Weingut Wörner, Baden. Tyskland
5 stjerner
200 kr.
vinifikant.dk
Spätburgunder fra Baden er inde i en rivende udvikling, man som pinot noir-fan bør følge godt med i. Her har vi fat i en lys, lækker og charmerende udgave fra den granitholdige skråning Kochberg. Druerne har lagret i cirka 20 måneder på en blanding af nye og brugte barriques efter først at have været udsat for maceration carbonique, og resultatet er en saftig, frugtintens vin med noter af kirsebær, hindbær og en salt mineralitet. Tanninerne er saftige og blide og bidrager til det samlede billede af en vin, der bare gerne vil drikkes – og det bliver den! Perfekt sommerlæskende rødvin til sommervarmen.
Cotes de Nuits Villages 2017, Jeremy Recchione, Bourgogne. Frankrig
5 stjerner
298 kr.
rufusvin.dk
Jeremy Recchione er en lille negociant, som blot laver et til tre fade af hver af sine vine. Stilen læner sig i retning af det naturlige, og der tilsættes meget lidt eller slet ingen svovl til vinene. Denne côtes de nuits er ekstremt saftig og frugtdreven med noter af røde kirsebær, ribs og hindbær. Den lette, lyse vin har en meget let tanninstruktur og et slankt udtryk. Der er en intens, salt mineralitet, som trækker masser af mundvand og gør denne vin særdeles indsmigrende og svær at holde fingrene fra. Man vil sagtens kunne servere vinen til fed grillet fisk med en intens sauce, men den vil også stå flot til grillet kylling med svampe eller lignende; et charmerende glas vin, som glider ned i hurtigt tempo.
Jeg håber, at du har fået lidt ny inspiration til lette vine til grillmad. Rigtig god sommer!