For næsten præcis et år siden, på mortensaftensdag, tikkede der en mail ind ad den elektroniske brevsprække. I den stod der, at der var blevet plads til en smagning af årgang 1982 bordeaux på Marchal samme aften, og at jeg var inviteret. Det gav et sug i maven at læse den indbydelse, men hurtigt herefter blev jeg en kende bleg i ansigtet. Sagen var, at mine forældre var kommet langvejs fra aftenen forinden, og om aftenen skulle vi sætte deres medbragte and til livs. Med nærmest rettergangslignende attitude viste jeg min kæreste, hvad der stod på skærmen. Hun kunne se, at det var mere end almindeligt vigtigt for mig at få lov til at deltage i den smagning, og således gik det til, at hun og mine forældre fortærede anden uden mig den aften.
Læs også: Andreas Bagh tryller på Marchal
Det var dette svimlende heat, der stod for skud på Marchal, Hotel d’Angleterre.
Uden for rækkevidde
For udenforstående er det afgørende at forstå, at der ikke var tale om en sædvanlig smagning. Sagen er, at jeg med mine 28 år tilhører en generation af vinskribenter, som ganske enkelt er kommet for sent til bordet, når det gælder muligheden for at smage stor bordeaux. ”Jeg kan huske, dengang en flaske 1. cru kostede 300 kroner,” har jeg flere gange hørt mine vinkolleger, der er dobbelt så gamle (og lidt til) som mig, fortælle. Det er fascinerende at tænke på, men det hjælper hverken mig eller andre – unge som ældre – interesserede i god bordeaux. Priserne er stukket af til svimlende højder, hvor det ikke er nok at være glad entusiast – flere af de fem 1. crus runder de 7.000 kroner … i forsalg. Lægger man dertil, at smagningen bød på 11 vine, alle fra årgang 1982, giver det sig selv, at man skal have den store tegnebog frem.
1982 – et legendarisk år
Hvad er det med den årgang 1982? Den regnes ganske enkelt for at være blandt de største – måske den største – årgang i Bordeaux i det 20. århundrede. Det var på mange måder en perfekt sommer med høje temperaturer og mange solskinstimer. I august kølede det en anelse af, inden der igen kom nogle varme dage inden selve høsten. Det tørre, varme vejr betød, at producenterne var så godt som fri for udfordringer med skadedyr og råd, og det blev samtidig en historisk moden årgang. Begejstringen var dog ikke entydig til at begynde med blandt de førende vinskribenter og –anmeldere, da vinene første gang blev smagt, i 1983. Det skyldtes blandt andet netop modenheden, som havde resulteret i svulstige, krydrede og kraftige vine. Der var der dog en 35-årig amerikansk advokat ved navn Robert Parker, som så lyset i årgangen. Han var fem år tidligere begyndt at skrive om vin for sin publikation, Wine Advocate, og han var svært begejstret for årgang 1982, hvor han gav legenderne Petrus og Mouton-Rothschild den maksimale score på 100 point.
Således tog propperne sig ud efter mere end 30 år i flaskerne.
Læs også: Prisbaskere fra Bordeaux
Efterhånden som vinene tog form og smed hvalpefedtet, begyndte folk for alvor at kunne se kvaliteten, og Parkers lovprisning og forudsigelse om, at der var noget stort i vente, blev gennembruddet for amerikaneren, der sidenhen manifesterede sig som verdens mest indflydelsesrige vinanmelder.
I rette element
Og her sad vi så, 33 år senere, i Marchals chambre séparée på Hotel d’Angleterre, med fødderne placeret på de tykke, lydisolerende gulvtæpper med udsigt til det tempererede rum bag glasfacaden, hvor sommeliererne på den michelinbestjernede restaurant håndterede de udsøgte vine. Det foregik ikke uden en vis nervøsitet, for tænk, hvis der var prop i nogle af flaskerne, som i flere tilfælde kun var repræsenteret ved en enkelt eller to flasker.
Koncentreret sommelierarbejde – propperne er ofte skrøbelige efter 33 år.
Der er ingen grund til at trække den – lad os hoppe direkte til det sjove. Der var tre 1. crus på tapetet, og de kom ind til den sidste salte servering som den store finale. Der var tale om Chateau Mouton-Rothschild, Chateau Latour og Chateau Cheval Blanc, de to sidstnævnte på magnumflasker(!). Cheval Blanc – i hvert fald denne flaske – var begyndt at vise tegn på træthed. Det var stadig en formidabel vin, men den fremstod en kende afdæmpet og med et udtryk i retning af, at den sidste saft var klemt ud af frugten. Jeg nød den så afgjort, og hvad der manglede i frisk frugt, havde den i sarte, tertiære noter i retning af læder, trøffel og hengemte blommer.
Latour havde det godt – rigtig godt. Den var rank og selvsikker i sin fremtoning med udviklede, modne noter uden på nogen måde at mangle frugt eller tanniner for den sags skyld; en meget nobel og helstøbt vin, der samtidig var en arketypisk repræsentant for bordeauxstilen med sine noter af læder, mentol, blomme, cigarkasse og grafit.
Mesterlige Mouton
For mig var det dog Mouton-Rotschild, der for alvor tog kegler. At en vin 33 år efter sin tilblivelse kan besidde den friskhed, som det var tilfældet med denne flaske, er tæt på ubegribeligt, og det siger alt om, hvilken år 1982 var. Som en pil skød den direkte ind i bull’s eye af min smagspalet, der omgående sendte besked videre til hjernen om, at dette var noget helt særligt. Mouton er voluminøs, frugtspækket og koncentreret, men på trods af sin bredskuldrede facon er den elegant, finesserig og balanceret – et vinøst mesterværk, og selv om Robert Parker og jeg langt fra altid deler smag, forstår jeg hans maksimale score til Mouton.
Det er svært at afgøre, om vinen er pengene værd. I skrivende stund kan en 1982’er erhverves på finewines.dk for 9.999 kroner, hvilket langt fra er det dyreste bordeaux, man kan komme i nærheden af. Hos Philipson Wine ligger den senest frigivne årgang, 2014, til 2.999,95 kroner – ved køb af 12 flasker forstås. Det er utrolig mange penge for en flaske vin, som man også kan finde i flasker til en tredjedel, men uanset hvad kommer man ikke uden om, at det er en formidabel vin.
Tre legender på rad og række. Mouton vandt i min bog.
Middagen bød heldigvis også få en række andre bemærkelsesværdige vine til langt mere overskuelige summer. Eksempelvis 4. cru-slottet Chateau Talbot, der i 2014’eren kan købes hos fornævnte Philipson Wine til 349,95 kroner ved køb af 12 flasker. 1982’eren fik omgående skuldrene til at sænke sig med sin blødhed fuldkommen blottet for stridhed fra tanninerne. Næsen bød på et væld af tertiære noter i form af musk, mentol, tørret dyrekølle og blommemarmelade, og jeg noterede mig hele 95 point ud for den givne vin.
Et enkelt point mere gav jeg sågar til 1982 Chateau Le Bon Pasteur fra Pomerol, der udmærkede sig ved en nærmest chililignende krydring efterfulgt af cayennepeber, blæk, læder og blommelikør. Philipson Wine ligger tilmed inde med 1982’eren, som står til 2.199,95 kroner – igen ved køb af 12 flasker.
Slutteligt føler jeg trang til at fremhæve en af mine darlings fra Bordeaux, Chateau Léoville-Poyferré, der er rangeret som 2. cru og ligger på Bordeauxs venstrebred i Saint-Julien. I 1982-udgaven var den præget af røgede toner, nærmest i retning af lejrbål med røde bøffer og godt med timian, og derudover havde den sin altid karakteristiske balance og elegance – 95 point herfra.
I 2015-årgangen, der dog først ventes hjemme i juni 2018, kan man nærmest gøre et scoop og købe 12 flasker hos Philipson Wine til 529,95 kroner per flaske. Så er der lidt af se frem til.
Sikke en aften på Marchal. En ganske sjælden aften var ovre, og jeg må sige, at 1982 bordeaux tog pusten fra mig. Hvis du kan komme i nærheden af det for rimelige penge, må du ikke snyde dig selv for oplevelsen. Det er jeg glad for, at mine mortensaftengæster ikke gjorde. Tak for det.
Kort om grand cru classé
Grand cru classé-klassifikationen stammer helt tilbage fra 1855, hvor Napoleon forud for den store verdensudstilling i Paris havde behov for at rangordne vinene, således at det var til at forså for de udenlandske gæster. De bedste slotte blev inddelt i crus efter fra 1-5 med 1 som bedste kategori. Vurderingen skete ud fra slottenes omdømme og salgspriserne for deres vine – med andre ord en forholdsvis unuanceret vurdering, der ikke siden er blevet taget op til revision. Mens eksempelvis producenterne i Bourgogne har et hav af små marker og parceller, hvor nogle er grand cru, andre premier cru og nogle tredje blot kommunevine, kan slottene i Bordeaux – hvis de ønsker det – bruge druer fra samtlige marker, de er i besiddelse af, til deres topvine.
Fem slotte er rangeret som 1. cru, og det drejer sig om:
Chateau Latour
Chateau Lafite Rothschild
Chateau Mouton Rothchild
Chateau Margaux
Chateau Haut-Brion
Smagningen med middag var en i rækken af Philipson Wines såkaldte VIP-vinmiddage, der finder sted få gange om året. Man kan følge med i deres kalender på philipsonwine.dk. feinschmeckeren.dk var inviteret til smagningen.
