Hvis jeg uden at kende noget til udvikling i København Zoo blev inviteret til middag på familierestaurant, ville jeg være mere end ualmindeligt nervøs bare ved tanken om at sætte mig til bords; med ved siden af det nyåbnede pandabur har Madkastellet åbnet Bistro PanPan med kokkebamsen Casper Sobczyk ved roret, og jeg lægger mig fladt ned: Det må være Danmarks bedste familierestaurant.
Der er noget negativt over begrebet “familierestaurant”, formentlig fordi det er blevet overtaget af tarvelige, præfabrikerede buffeter og uambitiøse bøfkæder. Og det er da forbandet synd, at steder, der er tænkt som samlingspunkt og spisested for hele familien ikke laver ordentlig mad. Heldigvis findes der ildsjæle derude, som tror på, at man kan skabe en sund forretning med et koncept, som rent faktisk også giver folk nogle gode madoplevelser. Det er netop, hvad Madkastellet satte sig for, da de fik ansvaret for at løfte madniveauet i København Zoo. De åbnede i alt tre nye restauranter, Botanika, som er et grøntsagsbaseret spisested, Folk, der er et smørrebrødsdomineret spisested, og slutteligt er der kronen på værket: den fransk-asiatiske Bistro Panpan, som er en integreret del af det nye pandaanlæg.
I spidsen for køkkenet står kokken Casper Sobczyk, som de fleste formentlig kender fra Go’morgen Danmark. Han er en afsindigt dygtig kok, hvis talent for at skabe velsmag i overvældende mængder jeg blandt andet har oplevet på Søren K i Den Sorte Diamant, da han var dér. Derfor var jeg også ganske tryg ved at tage plads ved vores bord, der ligesom de andre i restauranten står lige op ad ruden ind til den ene halvdel af pandaanlægget, hvor hanbjørnen huserer. Og ja, det at spise ved siden af en panda er en oplevelse, og det bør alle prøve, inden kineserne beslutter sig for, at de vil have deres bamser tilbage.
Man kan roligt booke bord, for det behøver absolut ikke at være nogen stor udskrivning at spise på PanPan. Begynder vi med børnemenuen, koster den sølle 85 kroner og bliver serveret i den madkassetype, man kender fra Thailand, hvor en række metalbøtter stables oven på hinanden. Den byder på spyd med saftig kylling, nudler, grøntsagsstave, en frisklavet forårsrulle og lidt sød i form af kage, frugt og en lille lykkekage; et særdeles lødigt og velsmagende børnemåltid, som er præsenteret så lækkert, at jeg ikke kan holde mig fra den.
Heller ikke de voksne skal have den store pung op af lommen. Tre retter koster 300 kroner, og ønsker man en vinmenu med tre glas dertil, står pakken i 500 kroner – det er altså en skarp pris!
Masser af smag
Vi kan dog ikke holde os til tre retter og kaster os ud i lidt af hvert for at komme godt rundt i udvalget. Vi begynder med frisklavede stegte forårsruller med fyld af braiseret okse og kål, og dertil hører en ponzudressing såvel som chilimayonnaise. De er sprøde, saftige og yderst delikate.
Vi får også tre forskellige østers, henholdsvis med citrus og wasabi, passionsfrugt, chum-chum-chilisauce og rød skovsyre. De er alle perfekt afstemt og giver således plads til smagen af østers.
Med næste servering bevæger vi os ind i feltet af forretter, hvor vi begynder med sashimi af laks toppet med ponzumarinade, koriander, chili og puffede ris. Der er masser af kompleksitet, dybde og friskhed i serveringen, der ligeledes giver plads til, at laksen kan træde frem.
Næste ret byder på mere fylde. Den består af nye majs på en bund af svampe- og trøffelpuré med en overraskende intens smag af trøffel. Ved bordet bliver der revet yderligere frisk sommertrøffel på retten, som smager godt ud byder på god teksturvariation – en anelse mere syre havde givet godt modspil til de søde majs og den fyldige puré.
Herefter står den på bao med trevler af braiseret gris. Der er forskelligt grønt, syltede rødløg, chili og masser af koriander. Bollen er perfekt svampet og blød, grisen er smørmør, og korianderen bidrager med parfumeret friskhed. Sådan skal det gøres.
Fantastisk hotdog
Næste ret synes at være en fast bestanddel af menuen på Bistro PanPan, og efter at have smagt den forstår jeg det godt. Der er tale om hotdog “Tiger Lee” med en pølse lavet af durocgris tilsmagt med rød karry fra dygtige Slagter Jacob i Kalundborg toppet med hummermayonnaise, stykker af hummer, syltede og ristede løg samt koriander. Det er utvivlsomt den bedste hotdog, jeg hidtil har spist. Det er ikke nemt at lave en hotdog, som både udfordrer konventionerne og er til at spise med fingrene, men det lykkes her. Den røde karry er perfekt afstemt, således at man uden problemer kan smage hummerkødet, og balancen mellem teksturerne er eminent. For nylig fik hotdoggen en andenplads ved DM i hotdog på Food Festival i Aarhus. Vinderen blev MeMu i Vejle, og til det kan jeg kun sige, at den må være helt ubegribeligt god, siden den kan slå dette mesterværk fra Sobczyk og co.
Vi snupper en hovedret mere i form af braiseret svinebryst glaseret i en asiatisk barbequemarinade og serveret med stegt hjertesalat med masser af urter; en både smags- og størrelsesmæssigt særdeles tilfredsstillende hovedret til meget, meget rimelige 145 kroner.
Herefter får vi lov til at smage alle tre desserter på kortet. Jeg vil koncentrere mig om desserten, som endnu er på kortet: Yuzusorbet på en bund af hvid chokolade og tørrede kumquats. Den yderst velsmagende sorbet er toppet med dobbeltbrændt marengs, hvilket vil sige, at den er blevet brændt både før og efter, at den er kommet på toppen af isen for at give ekstra meget af den karamelliserede smag; en frisk og samtidig cremet og fyldig dessert, som jeg varmt kan anbefale.
Casper Sobczyks højre hånd på PanPan, Dorte Svendsen, er netop blevet færdiguddannet som chocolatier, hvorfor vi ikke tør gå glip af hendes petit fours. Hver og en kan på det varmeste anbefales. Specielt hendes version af en Bounty med saftig kokus svøbt i et tykt lag mørk chokolade er guddommelig.
Godt mæt på både mængde og indtryk er det blevet tid til at opsummere og konkludere, og er nødt til at skrive, at jeg er voldsomt imponeret over det niveau, som Bistro PanPan leverer på både mad og service. Samtlige retter er uhyre velsmagende og generøse, og jeg forstår slet ikke, hvordan de holder priserne på det niveau, de befinder sig på. Tjenerpersonalet er både vidende, særdeles servicemindede og dygtige til børn, hvilket er et must på et sted som her.
Jeg håber virkelig, at michelininspektørerne kan lide dyr, for Bistro PanPan er i mine øjne en klokkeklar kandidat til en bib gourmand, Michelinguidens god til prisen-udmærkelse, for jeg har sjældent oplevet et så godt forhold mellem pris og kvalitet, og jeg løser gerne billet til København Zoo en anden gang for at spise hos Sobczyk og co.
feinschmeckeren.dk var inviteret af Bistro PanPan.
Bistro PanPan
Roskildevej 32
2000 Frederiksberg
Web