Jeg er fascineret af storbyernes små åndehuller; små fristeder, hvor byens hastige tempo med dyttende biler og cyklister, der ikke følger ensretningen, glemmes for en stund. Sådan et sted er Orangeriet, hvis facade ligger på Kronprinsessegade, i København, mens Kongens Have åbenbarer sig i, når man træder indenfor. Restauranten er ideel, når det er godt vejr, for det giver mulighed for at sidde udenfor på den idylliske terrasse, hvor man som gæst hurtigt mærker, at freden har sænket sig, og at du bare skal falde ind. Godt vejr var det, da en god ven – og flittig medspiser – og jeg aftalte et impulsivt frokostmøde, og eftersom humøret var til smørrebrød i rare omgivelser, lå Orangeriet lige til højrebenet, fordi den ydermere er udmærket med en bib gourmand, Guide Michelins god-til-prisen-betegnelse.
Det begyndte så fint med en Summer Pale Ale fra Fur Bryghus (35 kr. for 0,3 liter), der var gylden og let sløret i glasset og havde en læskende effekt med afstemt, modereret bitterhed og pale alens sarte frugtnoter. Jeg er ikke nogen stor øldrikker, og min udfordring er, at jeg sjældent støder på udgaver af denne drikkevare, som giver mig lyst til at tømme glasset. Det var dog intet problem her, og således var vi godt i gang.
Menukortet byder på kolde og varme retter samt en fast menu med tre retter til 265 kroner. Smørrebrød synes dog at være hofnummeret, og med en enhedspris på 75 kroner på alle stykker kan man frit lade smagspræferencerne råde uden skelen til prisforskelle. I første runde faldt valget for begges vedkommende på et stykke med hønsesalat. På en skive af økologisk kernerugbrød lå en appetitlig, rustik dynge hønsesalat med store stykker kød, der var trukket fra hinanden. Der var god smag, bid i kødet og en delikat smag af karry fra dressingen, som der dog ganske enkelt var for lidt af, hvilket resulterede i en ganske tør mundfornemmelse. De på menukortet angivne svampe viste sig at være champignoner, og det ærgrede mig, når nu kantarellerne har fundet vej op af jorden herhjemme. Et sprødt drys af ventreche, en sydvestfransk peberbacon, formildnede omstændighederne, men stykker af æble, der lignede royal gala fra fjerne himmelstrøg, og som var uden videre interessant smag og fornøden syrlighed, detroniserede de gode hensigter. Det kunne have været så godt, men det tørre stykke mad efterlod os med et indtryk af, at Orangeriet ikke gør det store nummer ud af at lade de danske sæsoner forme retterne.
Ganske fristende ser det ud, men der manglede noget fedme og saftighed.
Nuvel, dommen skal ikke fældes på baggrund af ét stykke, så vi satte os for at prøve stedets roastbeef. Det kom ligeledes på rugbrød og var skåret i nydelige, tynde skiver, og kødets kerne var rosa, som den slags skal være. Det var toppet med finthakkede pickles, symbolske spåner af peberrod, persille og en generøs mængde ristede løg, der dog ikke smagte af det store. Det eneste fede element i serveringen var således det skrabede lag smør, og endnu en gang efterlod det os med en tør fornemmelse i munden, og vi måtte ty til det kolde øl for at smøre ganen undervejs. Man kunne have lavet en remoulade ud af picklesene for at give en mere cremet konsistens, men det var ikke tilfældet, og i endnu større grad end med hønsesalaten sad vi tilbage med en skuffet følelse efter indtagelsen af det temmelig uinspirerede stykke smørrebrød.
Igen nydeligt eksekveret rent visuelt, men stykket manglede altså noget karakter.
Vi spurgte tjeneren, om det var meningen, at stykkerne skulle være så tørre – at vi savnede fedme. Hertil svarede han, at køkkenet ikke arbejdede med nogen fast opskrift, og at det varierede fra dag til, hvilket fik mig til at konkludere, at vi i så fald blot var uheldige.
”Eller heldige, afhængigt af hvordan man ser det,” sagde tjeneren. Jo tak. Måske var vi for subtile i vores ”klage”, men mere kom der ikke ud af den sag. De to skuffelser efterlod os uden nogen videre trang til at fortsætte, og vi betalte regningen på 490 kroner for fire stykker smørrebrød, en stor flaske mineralvand og to små fadøl per snude. Det er i sig selv ikke dyrt, men når man kunne have gjort det bedre selv på egen matrikel, var det i sidste ende en kedelig og skuffende frokost, vi indtog i de ellers fuldkommen vidunderlige omgivelser i Kongens Have. Der skal strammes op, inden jeg føler trang til at komme igen.
Orangeriet
Kronprinsessegade 13
1306 København K
mail@restaurant-orangeriet.dk
Hjemmeside
Læs flere anmeldelser her.
