Hvis du i de seneste par år har fulgt med i tendensen på de nørdede kaffebarer i specielt København og Aarhus, har du ikke kunnet undgå at bemærke filterkaffens renæssance i form af de små singlefiltre, hvor man selv skal hælde vandet ud over kaffen. I forhold til den espressobaserede kaffe er filterkaffe mere let, mild og ofte syrligere. I Skandinavien er traditionen uden tvivl at drikke filterkaffe. Alene herhjemme købte de danske husstande i 2011 21.991 tons kaffe, og 89 procent af denne var filterkaffe (kilde: kaffeinfo.dk).
Læs også: Nespresso åbner i Aarhus
På de gode kaffebarer har trenden med den manuelle filterkaffebrygning selvfølgelig også været en god gimmick, som er sjov for gæsterne at betragte, men forklaringen ligger også i, at håndbrygningen gør det nemmere at fordele vandet jævnt ud over kaffen i det rigtige tempo og med vand, der har den rigtige temperatur.
Det er langt fra alle, der gider det show, hver gang der skal kaffe i koppen. Derfor var det også med en vis spænding, at feinschmeckeren.dk tog til præsentationen af Wilfas nye filterkaffemaskine, Svart Presisjon, i Coffee Collectives nye, vildt lækre lokaler på Godthåbsvej på Frederiksberg. Wilfa er norsk og har besluttet sig for at gøre op med de oceaner af elendige kaffemaskiner, som ikke leverer varen, hvilket resulterer i sur, bitter kaffe.
Svøbt i et lækkert design, der har vundet den internationale iF Product Design Award 2013, er Svart Presisjon sat i verden for at hæve niveauet for den kaffe, vi drikker, i vores egne hjem. Maskinen er udviklet i tæt samarbejde med tidligere baristaverdensmester Tim Wendelboe for at sikre, at bryggekvaliteten hele tiden var i fokus undervejs. Det betyder blandt andet, at Svart Presisjon under hele brygningen holder en konstant temperatur mellem 92 og 96 grader, som er det optimale interval, der sikrer den bedste udtrækning af smag fra kaffen. Hvor man på normale kaffemaskiner normalt kun kan se, hvor meget vand man har hældt i vandbeholderen, indikerer Svart Presisjon også, hvor meget kaffe du skal bruge.
”Generelt bruger danskerne alt for meget kaffe, når de brygger. Hvis man ønsker den optimale kaffe, kan man ikke sløse med målene. Her på Coffee Collective bruger vi 60-65 gram per liter vand,” siger Klaus Thomsen, tidligere baristaverdensmester og medejer af Coffee Collective.
Apropos vand, så har Svart Presisjon en egenskab, som jeg finder ganske væsentlig. I almindelige kaffemaskiner er der tildens til, at der samler sig restvand, helt op til halvanden deciliter. Dette vand cirkulerer så med rundt, næste gang du brygger kaffe. Forestil dig, hvordan det vand er, når du kommer hjem fra tre ugers sommerferie…
Svart Presisjon samler til gengæld restvandet, som du kan hælde fra. Smart.
Det afgørende spørgsmål er selvfølgelig, om en feinschmeckerkaffebar som Coffee Collective kunne drømme om at få en maskine som Svart Presisjon inden for døren.
”Det er klart, at håndbrygningen også er en visuel gimmick, som også er sjov for vores gæster; men rent kvalitetsmæssigt er der ingen grund til ikke at vælge Svart Presisjon,” siger Klaus Thomsen.
En blåstempling fra en tidligere verdensmester vejer selvfølgelig tungt, og under smagningen af kollektivets skønne, varierede kaffer er der heller ikke tegn på, at Svart Presisjon mangler – ja – præcision.
Kaffekvaliteten er afgørende
Det er selvfølgelig en vigtig pointe, at kaffemaskinen ikke gør det alene. Kvaliteten af den færdige kop afhænger naturligvis af bønnernes kvalitet. Skal du have det optimale ud af apparatet, er du altså også nødt til at ofre lidt på nogle bedre bønder. I sidste ende gør det jo heldigvis bare oplevelsen bedre, og kaffen behøver ikke længere at være en sur, bitter væske, du alene drikker for ikke at falde i søvn foran skærmen.
Et andet godt tip fra Klaus Thomsen er at benytte en billig flaske kildevand, når du alligevel har spenderet en pæn mængde penge på gode bønner – det kalkrige vand i Danmark neutraliserer mange af de smags- og aromabærende syrer, som er med til at give kaffen sin gode smag.
Wilfa Svart Presisjon fås i sort plastik til 2.499,- og i aluminium til 2.999,-. Wilfa Svart Presisjon forhandles i de fleste specialforretninger i Danmark. For nærmeste forhandler kontakt Wilfa Danmark A/S på 7020 2044.
Læs mere om Wilfa Svart Presisjon her.
THE COFFEE COLLECTIVE
Godthåbsvej 34B
2000 Frederiksberg
Læs flere anbefalinger fra feinschmeckeren.dk her.