En fredag for nylig havde jeg lagt planer. Jeg skulle ud at teste en nyåbnet restaurant på Nørrebro, og så var det egentlig det. Skæbnen ville dog, at stedets salte menu samt en dessert ikke var nok til at mætte os, hvilket selvfølgelig var irriterende. Min ledsager og jeg lod os dog ikke slå ud. Weekenden var lige begyndt, og vi skulle hygge os, og det udviklede sig i en god retning, som danner fundament for denne guide til Nørrebro.
Vi blev enige om at tage en drink i nabolaget, og det blev på The Barking Dog på Sankt Hans Gade nær Søerne. En dørmand kaldte min ledsager “frøken” på vej ind, og stemningen var god. The Barking Dog er en cocktailbar uden fine fornemmelser, og på sin vis minder den måske mere om en ølbar med sin livlige stemning og uformelle tilgang til gæsterne. Oven på den klejne dessert virkede det oplagt at bestille en tiramisucocktail, og den fik vi også slubret i os på ganske kort tid. Den mørke smag af espresso, amarettoens bitterhed og mandelsmag samt den luftige mascarponeskum var lige, hvad der skulle til på nuværende tidspunkt – en berusende dessert.
Her stod på et tidspunkt et cocktail …
… som var en flydende fortolkning af tiramisu, der blev drukket så hurtigt, at kameraet kom for sent.
Gæster på rad og række i baren på The Barking Dog.
En kebabfordom blev dræbt
Sulten var dog ikke helt stillet. Jeg må indrømme, at min erfaring med kebabbarer i København er yderst begrænset, men eftersom vi var på Nørrebro, virkede det rigtigt at udforske den del af det kulinariske stamtræ. Min anmelderkollega Ole Troelsø, der netop har lavet en større reportage i Børsen om byens bedste shawarma (som det hedder på arabisk, men “kebab” er tyrkisk). Med i opløbet på dette tidspunkt, hvor vinderen ikke var udnævnt, var Dürüm Symfoni på Nørrebrogade. Troelsø havde nogle dage forinden rost stedet på Facebook for de friskbagte fladbrød, som udgør rygraden i deres durumrulle (durum betyder faktisk “rulle”, hvorfor det egentlig er dobbeltkonfekt at kalde det en durumrulle).
En durum af den fineste slags.
Vi rejste os fra den fyldte cocktailbar og satte kursen mod Nørrebro Runddel. Vi ankom kort før lukketid, men det var intet problem. Dog gjorde vedkommende, som jeg vurderer til at være ejer eller bestyrer, os opmærksomme på, at kødet ikke var helt friskskåret, fordi den roterende kødrullen var taget ned. Kødet blev dog holdt lunt, og da vi først satte tænderne i vores durum, var er rigelig saftighed at spore i kødet. En almindelig durum koster i øvrigt yderst rimelige 40 kroner, og bestilte man som os udgaven med feta, må man slippe 50 kroner. Det er rørende billigt for et mættende måltid sammensat af friske råvarer. Tag bare det fornævnte brød. Det blev bagt på den varme pande foran os, og da rullen kom til bordet, kunne vi endnu dufte den ristede nøddesmag og noter af frisk olie. En durum på Dürüm Symfoni er et klokkeklart eksempel på, at kebab på ingen måde er junkfood, når det er lavet ordentligt. Salaten og grøntsagerne var friske og saftige, dressingerne hjemmelavede, og kødet består af 100 procent oksekød, som stedet selv marinerer og krydrer – ingen færdiglavede industriruller får lov til at træde over dørtærsklen på denne adresse.
Besøget satte i højeste grad tingene i perspektiv. En time tidligere havde vi forladt en hypet restaurant og betalt en del penge for blot at få stillet den lette sult, og nu, på Dürüm Symfoni, var vi blevet mætte og glade, og jeg var blevet en kebabfordom fattigere. Jeg er i øvrigt nødt til at skamrose betjeningen, der er behagelig, venlig og med et engagement som på en toprestaurant. Man går op i sine råvarer og gæster, og på den måde er Dürüm Symfoni et spisested, som jeg ikke kan anbefale kraftigt nok, hvis man er i humør til tyrkisk madforkælelse.
Gode øl på Elmegade
Sidste stop på aftenen blev Ølbaren på Elmegade. Vi var nær gået forgæves, for der var stuvende fuldt af mennesker, der tog for sig af de mange specialøl fra ind- og udland, der bliver skænket fra hane såvel som flaske. Glæden blev stor, da jeg spottede Herslev Bryghus’ syrlige, spontangærede Mark Hø på tavlen, men den blev hurtig punkteret, da det viste sig, at fadet netop var blevet tømt. Den øl er ganske enkelt den bedste, jeg har smagt, og for at være ærlig skyldes det, at den ikke smager så meget af øl. Den er ekstremt syrlig og vinøs i udtrykket, og jeg er vild med det. Det var dog ikke værre, end at vi kunne bestille en belgisk sur variant, Girardin Gueuze 1882, som dog i sammenligning med Mark Hø savner noget vildskab.
Ølbaren på Elmegade har ikke så få øl på kortet.
Alt i alt blev en aften, der lagde lige lovlig sløvt ud, rigtig vellykket, og jeg garanterer dig for, at et efterfølgende forløb som vores – i den ene eller anden rækkefølge – vil give dig en god aften på Nørrebro.
Nota bene. Den ringe billedkvalitet skyldes, at turen var helt og aldeles improviseret. Jeg beklager.
