Vi nærmer os højsæsonen for portvin i glasset, så timingen var god, da portvinsproducenten Taylor’s Port lagde vejen forbi Danmark. Med sig havde direktøren for det hele det absolut tungeste skyts med sig i form af otte årgange af husets topvin, Taylor’s Port Vargellas Vinha Velha, samt et par unikke skatte på helt op til 90 år.
feinschmeckeren.dk var inviteret til smagningen
Foto: PR
Vi danskere nyder et godt glas portvin, især i de kolde, mørke måneder, hvor de intense, kraftige hedvine med noter af mørke bær og varme krydderier luner som et varmt tæppe på en tandklaprende kold vinterdag. Mest af alt nydes den i forbindelse med julen, hvor ikke så få danske familier sætter den til risalamanden juleaften. Portvin er en dejlig vin, og at den kan måle sig med de bedste vine i verden, blev demonstreret ved en nylig smagning i København. Her gæstede Adrian Brigde, direktør for portvinsproducenten Taylor’s, hovedstaden for at præsentere producentens mest eftertragtede vine i form af enkeltmarksvinen Vargellas Vinha Velha.
Taylor’s tog – som mange andre portvinshuse – sin begyndelse, da engelske handelsrejsende lagde til på den portugisiske kyst ved Porto og Vila Nova de Gaia. Det var netop, hvad Job Bearsley gjorde i 1692. Historien om Job Bearsley er sparsom, men til gengæld ved man mere om den ældste søn, Peter Bearsley, som besluttede at tage den svære rejse over bjergpasset Serra do Marão for at komme til selve Dourodalen, hvor portvinsdruerne gror. Her ville han se med egne øjne, hvad det egentlig gik ud på. Skruer vi tiden 200 år frem til 1893, køber Taylor’s Quinta de Vargellas og den tilhørende Vargellas-mark, som allerede dengang regnes for at være blandt de bedste i hele Douro. Siden da indgår druerne i Taylor’s bedste vine og er afgjort med til at løfte det samlede niveau for producenten. Der skal dog gå yderligere 102 år, før den første udgave af Vargellas Vinha Velhas i 1995 bliver produceret.
”Vinstokkene i Vargellas-marken er meget gamle, hvilket er med til at give druer af meget høj kvalitet. Til gengæld er udbyttet markant lavere og vedligeholdelsen af marken meget mere krævende. Vi syntes, at det var synd, at indsatsen med at pleje og høste disse druer ikke blev udnyttet bedre, og således blev ideen om at skabe en enkeltmarksvin skabt,” fortæller Adrian Brigde, som har været en del af Taylor’s siden 2000.
Læs også: Rasmus Munk og Alchemist vil revolutionere fødevarebranchen med nyt innovationscenter
Bedste vin i 2011
Vinen bliver kun lavet i de absolut bedste årgange, hvilket betyder, at den hidtil er blevet lavet i 1995, 1997, 2000, 2004, 2007, 2009, 2011 og 2017. Vinen blev hurtigt et tilløbsstykke for portvinsentusiaster, og i 2011-årgangen fik Taylor’s en anerkendelse, som for alvor blåstemplede Vargellas Vinha Velha vind i sejlene. Den anerkendte master of wine og vinanmelder Jancis Robinson kårer vinen til den bedste vin i verden i 2011-årgangen baseret på samtlige vine, hun har smagt det det år.
”Det var virkelig stort for os. Det eneste, jeg ærgrer mig over, var, at vi fik 19,5 ud af 20 point og ikke 20,” siger Adrian Bridge med et glimt i øjet og reference til, at den ultimative score synes at være umulig at opnå hos den engelske vinanmelder.
Desværre er Vargellas Vinha Velha ikke en vin, man kommer til for småpenge. Man skal være klar med minimum 2.000 kroner afhængig af årgangen; men eftersom der ikke produceres mere end cirka 3.500 flasker årligt, er det alligevel en eftertragtet vare. Det skyldes ikke mindst den høje kvalitet, som vinen besidder, kunne jeg personligt konstatere oven på smagningen. Det er på mange måder en portvin, jeg ville foretrække at drikke til salte retter frem for desserter. Vinen rummer nemlig så megen kompleksitet, at sødmen træder i baggrunden, og man længes efter umami, salt og fedt, som vinen kan få mulighed for at interagere med; stegt rødt kød er oplagt, og føjer man eksempelvis stegte svampe, trøfler og mørke bær til ligningen, bliver det for alvor spændende.
Dermed ikke sagt, at den ikke vil gå fortryllende til risalamanden, og skal det være ekstra dekadent i år, vil Vargellas Vinha Velha være en overdådig måde at runde julemiddagen af på.
Det var så vidt vides første gang, at en komplet smagningen af Vargellas Vinha Velha fandt sted i Danmark, og det var også første gang, at Adrian Bridge fik mulighed for at smage samtlige årgange ved samme lejlighed. Der blev til sidst i øvrigt serveret to tawny-portvine af en anden verden. Herunder følger mine noter fra smagningen.
Taylor’s Port Vargellas Vinha Velha 1995
Den første årgang af denne vin byder på modne bærnoter i form af kirsebær og brombær samt jordbærmarmelade. Alkoholen fornemmes en smule, uden at det dog bliver generende. Vinen har en fyldig sødme og en dejligt krydret karakter. Tanninstukturen er meget blid og let for en portvin, hvilket giver den en nærmest pinot noir’sk lethed. Eftersmagen er lang og yderst delikat med noter af mentol, læder og lakrids; en nærmest læskende portvinsoplevelse.
Taylor’s Port Vargellas Vinha Velha 1997
Her bliver det mere kødfuldt, og selv om vinen er filtreret, fremstår den en anelse grumset i glasset. Det drøftes, hvorvidt der er tale om en skæv flaske, men ikke desto mindre er oplevelsen i munden ganske delikat. Den er ikke i vatter på samme måde som 95’eren, men det er fortsat et rigtig godt glas portvin.
Taylor’s Port Vargellas Vinha Velha 2000
Her er vi tilbage på sporet med en silkeblød struktur i munden og rene, modne noter af mørke bær. Den har en flot balance og eftersmag, hvor der deles rundhåndet ud af mørke bær og vanilje.
Vargellas Vinha Velha 2004
Et tørt år resulterede i lavt udbytte, men til gengæld er denne vin ekstremt kraftfuld med mægtig kirsebærfrugt, balanceret sødme og en struktureret tanninprofil. En fremragende ledsager til kød, trøfler og generelt umamirige retter.
Vargellas Vinha Velha 2007
Igen befinder vi os i den mørke afdeling med intense chokolade- og brombærnoter. Tanninstrukturen er fast uden at dominere, og i eftersmagen finder man en delikat note af karamel.
Vargellas Vinha Velha 2009
Denne årgangs næse skiller sig ud med nærmest cognacagtige noter, som var det en pineau de charantes, hvor der netop tilsættes cognac til vinen. Samtidig er den ungdommelig og byder på fyldige noter af brombær, kirsebær og vanilje. Tanninerne er fyldige, og vinen besidder en svulstig rigdom såvel som en læskende jordbærsaftkarakter.
Vargellas Vinha Velha 2011
Jancis Robinson beskriver denne som den bedste vin produceret i 2011. Den er ekstremt kraftfuld med en fast tanninstruktur og noter af mynte og mørke bær. Den er stadig i sin primære fase med masser af saft og kraft, men man mærker afgjort storheden og potentialet.
Vargellas Vinha Velha 2017
Denne vin er fortsat ekstremt ung i sit udtryk og kun på babystadiet af sit samlede udviklingspotentiale. Den har allerede en flot struktur og byder på et delikat sammensurium af bær samt noter af chokolade og vanilje. Den er fyldig uden at blive for meget, og den viser allerede nu både imødekommenhed og charme.
Very Very Old Port
Navnet siger nærmest det hele og alligevel ingenting. Alt er relativt, men der er virkelig tale om gammel portvin. I gennemsnit er vinene i denne vin 80 år gamle. Resultatet er en uendeligt lang smagsoplevelse med noter af valnød, brunet smør, tobak, lakrids og karamel ledsaget af en overraskende frisk syre; en fantastisk smagsoplevelse, som man er nødt til at opleve for at kunne forstå storheden i den. Man skal være parat til at slippe cirka 8.000 kroner for en flaske. Til gengæld er nogle få dråber nok til at opleve den uendelige smag i denne vin.
Taylor’s Port Kingsman Edition
Denne tawny blev kreeret til filmen The Kingsman og er lavet af vine med op til 90 år på bagen. Den har en højere sødme, men imponerer stadig med en flot syre (som dog er på vippen til at blive en anelse volatil), cremet tekstur og komplekse noter af vanilje og medicinske nuancer. Den har en tyktflydende viskositet og et gigantisk arsenal af smagsnuancer rangerende fra svesker til valnød, lakrids, læder og tobak. Den kommer i en speciallavet karaffel og koster i omegnen af 25.000 kroner. Det kan skræmme de fleste væk, men efter sigende efter Sydkorea alligevel størstedelen, så de klarer sig alligevel.
Taylor’s Port importeres til Danmark af Best Selection og forhandles i udvalgte butikker og webshops landet over.