Bordeaux er en svær vinregion at navigere i for mange. De bedste vine koster adskillige tusind kroner, mens de uberømte at slagsen har svært ved at komme af med deres vine til en brøkdel af prisen. Så hvor går man hen, hvis man sætter pris på de koncentrerede, komplekse vine fra Bordeaux uden at brænde hele pensionen af? Jeg har fundet et rigtig godt bud.
Foto: PR
Bordeaux spiller en helt særlig rolle i vinens verden. Den sydvestfranske region har gennem flere hundrede år stået som en grundpille i det franske vinlandskab. Dets vine såvel som vinstilen i området er i dag eftertragtet verden over, og eksempelvis det universelle begreb ”bordeauxblend” vidner om, at de intense rødvine, oftest på druerne cabernet sauvignon, merlot og cabernet franc, forsøges efterlignet af adskillige producenter verden over.
Læs også: Château Palmer – blandt de absolut bedse
Bordeaux kan også være et svært område at navigere i. På den ene side har man de afsindigt kostbare vine, som koster flere 1.000 kroner per flaske, og på den anden side har man de meget billige vine, som ikke for alvor interesserer nogen – og forholdsvis ofte også med god grund. Det svære kan være at finde de vine og producenter, som leverer den gode kvalitet, men som ikke prismæssigt lukrerer på de gunstige og meget lidt dynamiske klassifikationer, som er blevet tildelt nogle af slottene gennem historien. Nogle gange er man dog heldig at finde producenter, der på trods af manglende klassifikationer er begunstiget med ejere, som tør at satse stort i forsøget på at udleve jordbundens potentiale.
Læs også: Il Borro – overset toscansk perle
Undtagelse bekræfter reglen
Château La Garde er et godt eksempel. Producenten holder til på den sydlige del af den såkaldte venstrebred i Bordeaux, nærmere betegnet i Pessac-Léognan, den nordlige og – generelt betragtet – bedste del af appellationen Graves. Det mest berømte slot i Pessac-Léognan er Château Haut-Brion; men her skal det altså handle om Château La Garde, som i 1990 blev opkøbt af negociant-virksomheden Dourthe, og fra 2021-årgangen er vinen blevet lavet i det spritnye vineri på den smukke ejendom, som ligger lige ved de i alt 54 hektarer jord, som slottet er i besiddelse af. 50 hektarer anvendes til rødvin, mens fire hektarer er dedikeret til de fortrinlige hvidvine, som Pessac-Léognan også er leverandør af. Jordbunden er præget af grus og desuden kalksten og ler, og Château La Garde gør meget ud af at vinificere de enkelte parceller separat for at have det bedste udgangspunkt for at lave de bedst mulige blends. Merlot er den dominerende sort hos Château La Garde med hele 34 hektarer, mens cabernet sauvignon vokser på 15 af de 50 rødvinshektarer. Petit verdot har en enkelt hektar, mens sauvignon blanc og semillon udgør hvidvinsarealet med henholdsvis 3,5 og 0,5 hektarer.
Flot kvalitet
Rejsen til Bordeaux tog mig forbi slotte, som papiret nyder væsentligt højere anseelse og prestige, end det er tilfældet for Château La Garde, men jeg kan blot konstatere, at niveau er rigtig flot, og man kan smage på vinene, at der er blevet investeret markant i nye og bedre produktionsfacilitet. I prisniveauet 100-200 kroner kan man godt komme galt af sted i Bordeaux, men prisen på 209 kroner for eksempelvis den røde Château La Garde 2018 er en virkelig skarp pris, som man sjældent ser i Bordeaux, og derfor bør man – klassifikationer eller ej – stifte bekendtskab med vinene fra denne producent. Herunder kan du læse nærmere om nogle af de konkrete vine fra porteføljen, som i skrivende stund er til salg i Danmark.
Château La Garde Blanc 2022, Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig
475 kr.
kjaersommerfeldt.dk
Hvidvin er et af Pessac-Léognans store fortrin. Nogle af de bedste hvidvine fra Bordeaux kommer herfra, og Château La Garde er også med på vognen. 475 kroner er mange penge for en vin, men det skal i den forbindelse også nævnes, at den kan bide skeer med væsentligt dyrere hvidvine fra regionen – ingen nævnt, ingen glemt. 2022 er purung og allerede indsmigrende med en generøs frugt i form af stikkelsbær samt hvide asparges og hyldeblomst. Strukturen er dejligt cremet, samtidig med at vinen fremstår frisk og spændstig takket være den læskende syre og mineralitet, som efterlader en tiltalende salt eftersmag i munden. Om end det kan være svært, ville jeg gemme denne væk i 10 år og dermed se frem til en storslået hvidvinsoplevelse med masser af kompleksitet og velsmag.
Château La Garde Rouge 2018, Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig
209 kr.
kjaersommerfeldt.dk
2018 er en god årgang i Bordeaux og ganske varm, som det var tilfældet i hele Europa det år. Det er samtidig en årgang, der på mange måder blev et opgør med den gængse opfattelse, at bordeauxvin er komplet utilnærmeligt inden for sine første to-tre års levetid. Med 2018’erens fuldmodne frugt domineret af solbær og mørke kirsebær er der masser af imødekommenhed at spore, og det gælder bestemt også for Château La Gardes bidrag fra årgangen. Bevares, den vil vinde ved at ligge på langs i 10-15 år mere, men den kan bestemt drikkes, hvis man eksempelvis serverer den til dyrevildt med en kraftig sauce, mørke bær og/eller glaserede rødbeder. Foruden de førnævnte bær er der noter af rødbede, chokolade og varme krydderier. To tredjedele af vinen udgøres af den tanninrige cabernet sauvignon, men tanninerne er flot afrundede, og man sidder tilbage med en overraskende læskende fornemmelse i munden; et virkelig dejligt glas rød bordeaux til en skarp pris.
Château La Garde Rouge 2016, Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig
359 kr.
kjaersommerfeldt.dk
2016 regnes for at være en af de bedste årgange i Bordeaux i løbet af de seneste 10 år – klassisk og rank med en mindre moden og opulent frugt end den, 2018’eren tilbyder. Til gengæld får man den bare aristokratiske bordeauxoplevelse med solbær, læder, tobak og kaffe, og det fungerer rigtig godt. Dette er en vin, der har et enormt lagringspotentiale, og skulle man g(l)emme den i 10-20, vil den kun blive bedre af den grund. Dette er vin på et flot niveau, hvor det igen er svært at forstå, hvorfor nogle af de mere berømte slottes vine skal kost 10-15 gange mere end denne vin.