Carnuntum – østrigsk vinregion af overset høj kvalitet

Vin 24. februar, 2022 0 Kommentarer

Østrig er et vinland i en rivende udvikling med store ambitioner. Og det er ikke kun berømte regioner som Wachau og Kamptal, der kan være med. Carnuntum sydøst for Wien er en lille men spændende region, som for alvor er ved at bringe sig i spil på det østrigske landkort takket være sine rødvine af særdeles høj kvalitet. Her kigger vi nærmer på nogle af vinene, og hvad der karakteriserer disse og området, de kommer fra.

Østrigsk vin har de seneste par årtier vundet større og større indpas herhjemme, ikke mindst takket være den gode relation mellem alpelandets mange små økologiske og biodynamiske producenter og de mest toneangivende danske restauranter. De fleste vil nok først og fremmest forbinde Østrigs vinproduktion med hvidvin fra eksempelvis områderne Wachau, Kamptal og Kremstal, hvor druerne grüner veltliner og riesling dominerer; men der bliver også lavet spændende rødvin i flere af regionerne, og i det på disse kanter ganske ukendte område Carnuntum er det ligefrem rødvinene, der tegner områdets image udadtil.

Anmeldelse: Fem gode franske vine

carnuntum

Carnuntum ligger sydøst for Wien, lige syd for Donau.

Carnumtum ligger i den nordøstlige delstat Niederösterreich. Det er i denne delstat, Wien ligger, og Carnumtum ligger lige sydøst for hovedstaden med den østligste del grænsende helt op til Slovakiet. Det ikke synderligt tysk-klingende navn stammer tilbage fra romersk tid, hvor romere bosatte sig i den landsby, der i dag hedder Petronell.

carnuntum

Heidentor er det mest berømte arkitektoniske vartegn i Carnumtum. Det blev opført mellem år 351 og 361.

Lille område, stor kvalitet

Østrigs samlede vindyrkede areal er på godt 45.000 hektarer, og med sine blot 906 hektarer fylder Carnuntum mængdemæssigt ikke det store i landskabet; men hvad området ikke nødvendigvis har i størrelse, har det i kvalitet. I 2018 indledte området sammen med organisationen ÖTW, Österreichischer Traditionsweingüter, et intensivt arbejde på at kortlægge og klassificere de bedste vinmarker i området og samtidig udarbejde et klassifikationssystem, som kunne være med til at give forbrugerne et bedre overblik over, hvad de har med at gøre, når de køber en vin med ”Carnuntum” stående på etiketten. Der er klare ligheder med klassifikationen i Bourgogne. Basisniveauet er de regionale vine, som kan komme fra hele området. For de røde, som vi fokuserer på i denne artikel, dominerer druerne zweigelt og/eller blaufränkisch og skal som minimum udgøre to tredjedele af indholdet i flasken. I alt er 56,4 procent af områdets vinmarker beplantet med blå druesorter. Zweigelt er den mest plantede efterfulgt af den grønne drue grüner veltliner samt den fornævnte blå drue blaufränkisch. Zweigelt er en østrigsk drue, som er en krydsning af blaufränkisch og st. Laurent udviklet i 1922, og en fjerdedel af området er beplantet med denne.

Det næste niveau er de såkaldte ”Ortsweine” svarende til village-vinene fra Bourgogne. Her er der tale om vine fra de seks underområder i Carnuntum: Stixneusiedl, Göttlesbrunn, Höflein, Petronell-Carnuntum, Hainburg og Prellenkirchen. Inden for disse underområder/kommuner finder man de to øverste niveauer. Det næstøverste er ”Riedenwein” – enkeltmarksvine lavet af druer fra én bestemt vinmark. Blandt disse vinmarker er ni udvalgt til det højeste niveau, ”Erste Lage”. Det drejer sig om vinmarkerne Ried Aubühl, Ried Bärnreiser, Ried Haidacker, Ried Kirchweingarten, Ried Rosenberg, Ried Schüttenberg, Ried Spitzerberg, Ried Steinäcker og Ried Stuhlwerker. Hver især har de nogle særlige jordbunds- og mikroklimaforhold, som gør, at man får fine nuanceforskelle fra mark til mark.

carnuntum

Økologi og bæredygtighed fylder meget på dagsordenen i området.

Stort lagringspotentiale

Og når vi er ved jordbunds- og klimaforholdene, kan man generelt sige, at Carnuntum nyder godt af relativt små mængder nedbør i løbet af året. Det betyder, at vinavlerne har mulighed for at høste sent og opnå fuldmodne og smagskomplekse druer. Carnuntum ligger lige syd for Donau, som bidrager med kølige vine. Der kommer ligeledes vinde fra søen Neusiedlersee længere mod syd. De kølige vinde sammenholdt med de generelt tørre forhold og stabilt høje temperaturer og mange solskinstimer giver ganske gunstige vindyrkningsforhold. Jordbundsforholdene varierer lige fra de meget lerholdige jorde til det mere sandede og kalkholdige. Stilmæssigt spænder vinene fra det lette, saftige og finesserige uden nævneværdige mængder tanniner til de mørke, meget kraftige og intense vine. Der er med andre ord stor variation fra sted til sted og producent til producent, mens ens for de førende producenter i området er, at kvaliteten er i top. Desuden er Carnuntum en af de regioner i Østrig med den største andel økologiske og/eller biodynamiske producenter. Om få år forventes størstedelen af dem at være certificeret. 

Det fik undertegnede for alvor at føle i forbindelse med en smagning af seks Erste Lage-vine i selskab med producenterne, der havde lavet dem. Temaet for smagningen var at vise, hvor nydeligt de bedste vine Carnuntum udvikler sig med tiden i flasken. Udgangspunktet var den formidable 2015-årgang, som områdets producenter over en bred kam betragter som en af de bedste de seneste 10-15 år. 2015 var tørt og stabilt og gav således mulighed for fuldmodne druer. Konklusionen var afgjort, at vinene modnes med ynde, og at de uden problemer kan lagres yderligere 5-10 år. Blandt de seks vine har jeg udvalgt mine fire favoritter, som jeg her giver min beskrivelse af. Nogle af dem forhandles i Danmark (i nyere årgange), mens man må ty til udenlandske forhandlere (eksempelvis producenterne egne webshops) for at få fat i de øvrige.

De blå druer, der dominerer i Carnuntum, trives i det milde klima.

Ried Stuhlwerker Erste Lage, Weingut Böheim, Carnuntum

25 euro (cirka 190 kr.) for årgang 2017
gut-boeheim.at/weinshop
Her har vi med at blend på zweigelt, merlot, syrah og blaufränkisch at gøre. Vi er i den vestlige del af regionen, nærmere betegnet i Göttlesbrunn,. Der er tale om en mørk, fyldig rødvin med et meget krydret væsen. Foruden fuldmodne kirsebær er der noter af chokolade og szechuanpeber, og tanninerne er fyldige, men modne, bløde og afrundede. Vinen rummer også frisk syre og udtalt salt mineralitet, og eftersmagen er lang og intens; en dejlig rødvin, hvor der er godt med fadpræg, uden at det dog slører frugten.

Ried Kirchweingarten Erste Lage, Weingut Artner

30,50 euro (cirka 230 kr.) for årgang 2018
artner.co.at
Denne vin er lavet udelukkende på økologiske blaufränkisch-druer og har fået 18 måneder på fad. Næsen lægger fra land med sødlige nuancer af moden frugt og varme krydderier. I munden er der masser af røde bær, og teksturen er silkeblød, og viskositeten er dejligt cremet. Der er ligeledes noter af mentol, lakrids, flintesten, peber og røget paprika. Der er tale om et virkelig dejligt og helstøbt glas vin, som har nogen internationalt over sig a la en supertoscaner fra, ja, Toscana. Der er brede skuldre og muskler, men vinen forstår alligevel at bevæge sig yndefuldt og elegant; masser af koncentration og potentiale for yderligere lagring.

Ried Spitzerberg Erste Lage, Weingut Michaela Riedmüller, Carnuntum

315 kr. for årgang 2017
uncorkmywine.com
Vi snupper endnu en vin på ren blaufränkisch fra Michaela Riedmüller, en af de ganske mange kvindelige vinmagere i Carnuntum. Ried Spitzerberg er kendt for at levere elegance vine med stor finesse, og det er skam også, hvad man får her. Der er fine noter af hindbær og rabarber akkompagneret af blommesten, marcipan og karamel samt et strejf af stald, som udelukkende bidrager med charme. Syren er frisk og afgørende for vinens saftige udtryk, som forstærkes yderligere af den salte mineralitet; en særdeles flot vin, som viser blaufränkisch og carnumtum fra sin elegante side.

Ried Spitzerberg Erste Lage, Weingut Dorli Muhr, Carnuntum

699 kr. for årgang 2018
victoriavine.dk
Dorli Muhr er endnu en kvindelig vinmager fra Carnuntum og en af de mest anerkendte fra området i det hele taget. Også her er vi på Spitzerberg med en vin, der byder på endnu mere finesse og en nærmest vægtløs fornemmelse i munden. Det er igen, igen blaufränkisch, her fra 50-70 år gamle stokke, der danner fundamentet, men blindt kunne jeg sagtens have gættet på pinot noir fra Bourgogne. Det er en vin med en særlig svævende karakter, som ikke på forveksles med mangel på koncentration og dybde, for det er der masser af. Der er jordbær og kirsebær og en knitrende mineralitet, som slår gnister i munden og helt op i hjernen. Tanninstrukturen er helt glat og silkeblød, og der er ganske enkelt tale om vin i særklasse. Man skal lige sluge tanken om at spendere 700 kroner fra en vin fra et (for de fleste) ukendt område, men den hamler uden problemer til med – og overgår endda flere – vine i samme prisklasse fra de mere berømte områder.