Opskrift: Moderne karrysild af gammeldags modnede sildefileter

Opskrifter 22. marts, 2023 0 Kommentarer

Påsken nærmer sig, og vanen tro skal der sild på frokostbordet i mange danske hjem i forbindelse med denne højtid. Man kan selvfølgelig købe færdige sild på glas, men det er faktisk ganske nemt at lave sine egne marinerede sild og dermed præge dem i mange forskellige retninger efter eget ønske. Her har jeg lavet mit eget bud på en moderne karrysild, som er nem at lave og ganske velsmagende.

Annonce

Vi er mange danskere, der sætter pris på en god sildemad – ikke mindst i forbindelse med højtiderne, hvor det store frokostbord rulles ud. Silden trives i de danske farvande og har igennem adskillige tidsaldre været en vigtig del af kosten. Sild er sunde, ikke mindst takket være deres store indhold af omega 3-fedtsyrer og vitaminer, så man kan roligt spise løs. Den nemme løsning er selvfølgelig at købe et glas med sild af sin foretrukne slags i et hvilket som helst supermarked, og det er for så vidt ikke noget galt med; men skal man gøre det lidt ekstra særligt og personligt, kan jeg varmt anbefale, at man prøver kræfter med at lave sine egne marinerede sild. Det er utrolig nemt, og så kan man tilmed præge sine sild i den retning, man ønsker, fordi man selv bestemmer krydderiblandingen og marineringstiden. Skal man begynde helt fra begyndelsen, fanger man selvsagt sine egne sild, renser og fileterer dem for derefter selv at salte dem i månedsvis.

karrysild

Gammeldags modnede saltsild fra Lykkeberg.

Skaf en god saltsild

Jeg vil dog anbefale, at du sprænger et par led over og begynder med gammeldags modnede saltsild. Det er sild, som har gennemgået den lange saltningstid, og så er du sikker på, at det er gjort rigtigt, og at alle hygiejnemæssige standarder er overholdt. Saltsild kan man typisk købe hos en fiskehandler. En saltsild er meget salt. Ellers ville den ikke kunne holde sig i lang tid, hvilket var et sprængende punkt tilbage i tiden før køleskabe og frysere. Af den grund skal sildene udvandes, inden man marinerer dem. En god tommelfingerregel er at tage lige dele sildefileter og vand og så lade udblødningen vare et døgn. Det giver en behageligt smagende sild med en god fasthed. Dernæst er det tid til at lave marinaden. Basen er lige dele eddike og sukker, og hvad man derudover vælger at lægge i af krydderier, kan varieres i det uendelige. Laurbærblade og hele peberkorn er klassiske komponenter. Du finder en rigtig god introduktion til hjemmelavede marinerede sild her.

Moderne karrysild

Der er som skrevet mange veje at gå, når man marinerer sine egne sild. I denne første opskrift (to mere er på vej) har jeg valgt at lave en version af en af de mest klassiske varianter: karrysilden. I denne opskrift finder du alle de genkendelige smage fra den klassiske karrysild på glas. Her er den dog anrettet en anelse mere elegant med karrymayonnaise, syltede perleløg, æble og dild, hvilket dine gæster om påskebordet helt sikkert vil bemærke. Lad os kaste os ud i det!

OBS. Ønsker du ikke at marinere dine sild selv, så køb et glas gammeldags modnede marinerede sild, eksempelvis fra Lykkeberg. Undgå de eddikemodnede sild, som ikke har samme raffinerede sildesmag og fasthed som de gammeldags modnede sild. Gammeldags modnede sild er kendetegnet ved deres komplekse sildesmag og et mere fast bid.

karrysild

Moderne karrysild med karrymayonnaise, perleløg, æble og dild.

Ingredienser til fire personer

4 saltsildefileter, cirka 200 gram
2 dl lagereddike
200 gram sukker
3 laurbærblade
10 peberkorn
1 stjerneanis
1/2 løg, skåret i ringe

Karrymayonnaise
1-2 spsk karrypulver
2 dl smagsneutral olie, fx solsikkeolie
1 spsk citronsaft
1 æg
Salt
Peber

Syltede perleløg
1 håndfuld perleløg, pillede
1 dl vand
1 dl eddike
1 dl sukker

Garniture 
4 skiver godt rugbrød
Smør
1/2 æble, skåret i tynde bjælker
Dild, plukket i mindre stykker

Fremgangsmåde: Udblød sildefileterne i samme mængde vand, som sildene vejer, i en skål med låg på. Stil på køl i 24 timer. Hæld derefter vandet fra, og skyl sildefileterne, så de er rene og blanke. Kog ingredienserne til marinaden op (på nær løgringene), og lad den køle ned til stuetemperatur. Kom sildene i et skoldet glas, læg løgringene ved, og dæk med lagen. Stil dem på køl i minimum tre dage, så sildefileterne kan optage en masse smag fra marinaden.

Syltede perleløg: Kog vand, eddike og sukker op, og sluk for varmen. Kom de pillede perleløg i lagen, og lad dem stå ved stuetemperatur i minimum en halv time inden servering. Syltede perleløg kan også anvendes.

Mayonnaise: Varm karryen op i en gryde sammen med en fjerdedel af olien. Tag den af varmen, når olien begynder at syde. Afkøl til stuetemperatur. Kom dernæst æg, citronsaft, salt, peber, almindelig olie og karryolien i et cylinderformet glas, og blend det med en stavblender. Juster tykkelsen med mere olie/vand afhængig af konsistensen.

Anretning: Smør rugbrødsskiverne, og læg en marineret sildefilet oven på. Kom dutter af mayonnaise oven på, og læg dernæst bjælkerne af æble og slutteligt dild på toppen. Velbekomme!