Det kan virke spøjst at tale om rigtige og forkerte ure, for er et ur ikke et ur, hvis det kan vise klokken? Jo, så afgjort, men det at få et “rigtigt” ur handler også om at realisere en drøm, opbygge en relation og bære gode historier på armen.
For godt ni år siden købte jeg mit første “rigtige” ur – et Omega Seamaster 300M – også kendt som “James Bond-uret”. Hvorfor jeg faldt for det, og hvad uret har med en tilskadekommen håndværker at gøre, kan du læse i denne beretning.
Året var 2011, og jeg var kommet i journalistpraktik på det nu hedengangne JSL Publications, et magasinforlag, som blandt andet talte magasinet MAD&venner samt Årbog for feinschmeckere. Jeg sad ved siden af redaktøren for begge dele, og vi faldt hurtigt i hak takket være vores fælles passion for de gode, kvalitetsrige ting i tilværelsen. Jeg var 21 år gammel, og jeg var i fuld gang med at vokse hårpragten lang nok til den man bun, der skulle følge mig i fem år frem. Den selvbundne sløjfe om halsen var også ved at blive fast del af arbejdsuniformen, og mens jeg ikke fortryder at have skilt mig af med de lange lokker, er jeg glad for fortsat at have butterflyen som en del af mit image. Drømmen om at få et lækkert ur på håndleddet var begyndt at vokse, og uden for alvor at have et meget indgående kendskab til ure på daværende tidspunkt, havde jeg alligevel udset mig mit drømmeur: et Omega Seamaster 300M. Uret med referencen 2531.80 blev lanceret i 1993, og i 1995 blev uret udødeliggjort, da Pierce Brosnan bar det i Golden Eye. Jeg var vild med den blå lynette (krans) og urskive med de karakteristiske bølger, der understregede, at der var tale om et dykkerur. Og så var jeg naturligvis vild med, at det var James Bonds ur. Ja, det var product placement for fuld skrue, men det er også et godt eksempel på, at man køber meget mere end blot det stykke mekanik, der rent fysisk sidder på armen.
Læs også: En guide til køb af mekaniske ure med Franz Jaeger & Me
I dag handler det om mit første “rigtige” ur.
Mødet med en håndværker
Et sådant ur kostede fra nyt cirka 25.000 kroner, og de fleste brugte lå til godt det halve. Modellerne med de batteridrevne quartz-urværker (som faktisk var den udgave, Brosnan havde på i Golden Eye) var billigere, men jeg havde besluttet mig for, at det skulle være modellen med det automatiske urværk, der skulle sidde på min arm. De 12.500-25.000 kroner var dog lige i overkanten for mig, så jeg sad regelmæssigt på Den Blå Avis og holdt øje med, om der skulle dukke et Omega Seamaster 300M op til en skarp pris. Det gjorde der pludselig en dag. 6.000 kroner ville sælger have for det, og selv om det næsten lød for godt til at være sandt, tænkte jeg, at det ikke kunne skade at mødes med ham. Det gjorde vi foran Klarlund. Han ankom i sin varevogn og viste sig at være håndværker, og han lagde ikke skjul på, at uret var blevet brugt flittigt i arbejdstiden. Det kunne han også lige så godt, for det var forholdsvis hårdt medtaget. Grunden til, at han ville sælge det, var, at han havde haft brækket sit håndled og af den årsag fået indopereret metal, hvilket gjorde det ubehageligt for ham at bære ur. Specielt lynetten var fyldt med ridser og mærker, og selve urkassen var heller ikke sluppet for mærker hist og her. Lænken havde også set bedre dage, og den havde mistet meget af sin spændstighed. Til gengæld kom uret med både boks og certifikat, og man kom ikke uden om, at det var tale om et potentielt kup. Jeg var frisk og bød ham 4.500 kroner, og han accepterede.
Læs også: Disse vine skal du drikke til kartofler, asparges og rabarber
Uret er hverken sjældent eller svært at skaffe, men alligevel har det en stor affektionsværdi for mig.
Læs også: Udfordringen at købe et velsiddende jakkesæt
For 4.500 kroner havde jeg altså fået et ur, der helt klart var uden for min rækkevidde på daværende tidspunkt, og det føltes fremragende. Jeg gik til den førende urmager i min hjemby, Skive, som bestilte en ny lynette til mit ur – det var, før Omega centraliserede al form for servicering, så de kunne på daværende tidspunkt skaffe de fornødne reservedele. Den gamle lynette gemte på alskens skidt og møg, men efter udskiftningen stod uret virkelig flot. Den kostede mig 1.300 kroner, og således endte den samlede pris på 5.800 for netop det ur, jeg gerne ville have. Tilmed har det vist sig at være en god investering, for Omega Seamaster 300M 2531.80 sælges i dag sjældent som fuldt sæt for under 15.000 kroner. Jeg har dog ikke nogen planer om at sælge uret, for det gør mig glad, hver gang jeg kigger på det.
At kigge på sit ur handler om mere end blot at se, hvad klokken er.
Hvilket ur er dit drømmeur – fortæl mig om det i kommentarfeltet herunder.
Skulle du være nysgerrig efter at prøve et Omega-ur på håndleddet, kan du finde en oversigt over danske forhandlere her.
