Kalder alle champagneelskere! Som noget helt unikt bliver det muligt at købe Krug Clos du Mesnil 2008 på glas i Det japanske tårn i Tivoli, når den portugisiske michelinrestaurant Vistas Rui Silvestre fra d. 19. november gæster forlystelsesparken.
Portugisisk gourmetmad og Krug på glas
De seneste par år har Det japanske tårn i Tivoli i perioder huset pop-up-restauranter med spændende restauranter som Koks fra Færøerne, AOC fra København og El Bar fra Cordoba i Spanien. Den 19. november overtager en ny restaurant stafetten. Det drejer sig om Vistas Rui Silvestre, som ligger nær Algarve-kysten i det sydlige Portugal. Manden bag er Rui Silvestre, som i en alder af blot 29 år er den yngste kok, der har fået en stjerne i Michelins guide til Portugal. Nu har han pakket sine portugisiske delikatesser for at vise Tivolis gæster, hvad Portugal kan fra et højgastronomisk perspektiv. Foruden sin delikate menu har Rui Silvestre et ekstra es med i ærmet. Sagen er den, at Vistas Rui Silvestre som en af ganske få restauranter i verden er en såkaldt Krug-ambassade. Kultchampagneproducenten Krug har et tæt samarbejde med udvalgte kokke og restauranter verden over, hvor gæsterne kan få nogle særlige oplevelser med de vidunderlige champagner fra husets portefølje. Og i forbindelse med Rui Silvestres pop-up kan man som noget helt unikt opleve Krugs yderst sjældne enkeltmarkschampagne Clos du Mesnil i 2008-årgangen, som regnes for at være den foreløbig bedste årgang i indeværende årtusind, serveret på glas. Champagnen er så godt som umulig at opdrive i denne eftertragtede årgang, og lykkes det, må man punge ud med minimum 15.000 kroner. Man kan dog nøjes med en del mindre i Det japanske tårn, hvor prisen bliver 1.843 kroner for et glas Clos du Mesnil 2008 – inspireret af det år, hvor Tivoli slog dørene op for offentligheden. Rygterne siger tilmed, at der følger en lille spiselig overraskelse med, når man bestiller vinen.
Læs også: Anmeldelse af Krug 2008
”Det er et scoop, at vi har fået lokket Rui Silvestre til Tivoli, og jeg glæder mig meget til at vores gæster kan opleve hans madlavning, for den er knivskarp og meget unik. Og så har jeg aftalt med Rui Silvestre, at han giver sin menu et strejf af portugisisk jul. At vi så ovenikøbet kan give vores gæster muligheden for at smage noget så unikt som Clos du Mesnil 2008 på glas, gør det bare endnu bedre,” siger Mikkel Ustrup, senior director for High end i Tivoli, om det portugisiske besøg:
Læs mere på Tivoli.dk.
Vistas Rui Silvestre og Clos du Mesnil 2008 på glas kan opleves fra d. 19. november til d. 31. december.