I dag skal du med til Sverige, hvor der er ildelugtende fødevarer i vente.
Jeg har altid haft en fascination for surströmming. Det skyldes, at jeg har læst og set, hvordan den frembringer voldsomme væmmelsesreaktioner hos folk, der nærmer sig en åben dåse. I videoer på nettet kan man se, hvordan voksne mennesker brækker sig alene ved surströmmingens lugt, og det har fået mig til at tænke, om det virkelig kan være så slemt? Min holdning til fremmed mad er, at jeg kan lide det, indtil det modsatte er bevist, og alt skal have en chance. Jeg har spist græshopper i Cambodja, levende bænkebidere på Alchemist og naturligvis myrer på noma, og de har alle smagt mig glimrende.
For nylig var jeg i sommerhus i Lønneberg i Sverige (du har ret – dér, hvor Emil slog sine folder) med gode venner, og den svenske del af selskabet havde sørget for, at jeg kunne få taget min surströmmingsmødom i de helt rigtige omgivelser i midt i de smålandske skove. For at give det dig det bedste indtryk af, hvad der venter, hvis du skulle få lyst til at prøve surströmming, har jeg lavet en video, der dokumenterer, hvordan det gik (jeg beklager, at billedet ikke er i bredformat).
Gærede sild
Kort fortalt er surströmming kraftigt gærede sild. De rå fisk bliver akkurat saltet i en grad, der gør, at de ikke går i forrådnelse, men blot går i en ekstremt heftig gæring, som foregår over cirka et halvt års tid. Jeg havde fået fat i en dåse af mærket Röda Ulven, og jeg skal love for, at der blev anledning til at hyle, da først dåsen blev åbnet. Jeg er som udgangspunkt modstander at latrinære udtryk, når jeg skal beskrive mad, men jeg kommer ikke uden om det i denne sammenhæng. Måske kender du duften på et udedas? Hvis ja, så prøv at lukke øjnene, og forestil dig luften fra et sådant das på størrelse med et garderobeskab, hvor beholderen til dine og andres efterladenskaber ikke er blevet tømt i en rum tid. Sådan lugter surströmming. Jeg er ked af at skrive det, men det er sådan, det er. Da jeg fik hul på dåsen, og lagen sprøjtede ud, fandt jeg faktisk ikke duften fuldkommen uudholdelig. Det kom først for alvor, da vi satte den fra os og placerede os i dens vindretning. Av for en stank, der kom snigende og erobrede den ellers behagelige duft af svensk ødegårdsidyl.
Læs også: Formidabelt bagværk i Malmø
Jeg havde ladet mig fortælle, at smagen er langt mindre slem end luften. Det kan jeg ikke bekræfte. Om end vi var udstyret med knækbrød, peberrodsfriskost og løg, var smagen så hæslig, at jeg ikke kan komme i tanke om noget andet, jeg har spist, der var værre. Smagen er salt og erobrer samtlige smagsløg i din mund. Faktisk er kødets konsistens overraskende fast, men det betyder, at der skal tygges mere. En harsk smag breder sig i munden, og væmmelsen tager kun til i styrke, jo mere du tygger.
Fotografen holdt sig på forsvarlig afstand.
Selv med skøn, syrerig riesling i glasset var det svært at skylle eftersmagen væk, og på trods af udsigten til et flot udvalg af lokale svenske gårdoste, forsvandt appetitten fuldstændig. Ubehaget varede det meste af en time, inden den for alvor var væk.
Stanken forsvinder ikke
Eftersom sommerhuset lå relativt øde, havde vi et stykke vej til nærmeste affaldscontainer. Således blev dåsen placeret udendørs natten over. Mens den ikke egner sig til menneskeføde, fungerer den strålende som værn mod elge, ræve og hvad ved jeg på grunden, og dåsen stod fuldkommen uberørt dagen derpå. Stanken var heller ikke forduftet, og inden for en radius af 10 meter vendte gårsdagens middag sig i maven.
Jeg glæder mig over, at surströmming nu kan skrives på mit kulinariske cv. Min fascination er afløst af afsky og forundring over, at nogle personer – særligt svenskere – vender tilbage til produktet år efter år. Man skal aldrig sige aldrig, men det bliver med sikkerhed ikke af egen fri vilje, at jeg igen indtager fordærvede sild.
