Guide: De bedste spisesteder på Samsø

Anbefalinger 14. juli, 2014 0 Kommentarer

Sommeren er over os, og holder du ferie inden for landets grænser, kan du lige så godt være beredt, når du bevæger dig ud i sommerlandet. Samsø er en ø i kulinarisk opblomstring, hvor især de seneste fem år har bragt nye, gode spisesteder til øen. Mit indtryk er, at samsingerne i højere grad har forstået værdien af deres fantastiske råvarer, som foruden kartofler også tæller alskens grønt og bær. De billige konservesprodukter, du kan finde i Netto, får i højere grad modspil fra små producenter, der satser på at lave kvalitetsprodukter. På restaurantfronten er der også kommet langt mere stabilitet i køkkenerne, fordi flere dygtige kokke tager flere sæsoner i træk, og det har hævet kvaliteten mærkbart. Derfor får du her en guide til de bedste spisesteder på Samsø lige nu.

Ballen Badehotel

Samsøs bedste kartoffelmad 2013 gik til Ballen Badehotel.

Samsøs bedste kartoffelmad 2013 gik til Ballen Badehotel.

Badehotellet i Samsøs svar på Saint Tropez, Ballen, har for alvor fundet takten i Restaurant Behrnt. Fokus ligger på de bedste lokale råvarer såsom økologiske asparges fra Alstrup, vildt fra øens skove og oste fra Bents otte køer i Kolby på sydøen. Der er både en klassisk og en mere moderne menu, og uanset hvilken du vælger, vil du ikke blive skuffet. Til hovedretterne hører naturligvis samsøkartofler fra Langemarksgård, og jeg har ikke fået dem bedre end på Ballen Badehotel. Læn dig tilbage og nyd det gode værtskab og den solbeskinnede terrasse, hvis vejret er til det.
Læs: Ambitiøst Samsø-køkken på Ballen Badehotel og Ballen Badehotel – tro mod Samsøs bedste råvarer

 

Strandlyst

Tag cyklen, eller spadser ad Strandvejen til Strandlyst.

Tag cyklen, eller spadser ad Strandvejen til Strandlyst.

Vi bliver i Ballen, men rykker fra selve byen og ud på Strandvejen 12, hvor Strandlyst ligger. Lækre omgivelser er kodeordene på det lille hotel, hvor designermøbler præger interiøret, uden at atmosfæren lider tab på hyggebarometret. Køkkenet på Strandlyst har sin egen køkkenhave, hvorfor råvarerne i særligt høj grad er friske, når de ankommer til dig på tallerkenen. Servicen er god og afslappet, og maden er uformel, men på ingen måde uambitiøs; et spejlbillede af Samsøs aktuelle råvarer.
Læs: Strandlyst – lokale råvarer i lækre omgivelser

 

Ved Kæret

Søren Ørums klassiske jordbærdessert.

Søren Ørums klassiske jordbærdessert.

Ved Kæret er en institution på Samsø. I mere end 25 år har den karismatiske kok og restauratør Søren Ørum drevet stedet, der ligger ved det idylliske, afstressende gadekær i Nordby på nordøen. Han kan sine smagssammensætninger, og når han ligeledes benytter øens skatkammer af gode råvarer, resulterer det altid i særdeles gode spiseoplevelser, hvorfor Ved Kæret også har rigtig mange stamgæster, der kommer igen år efter år.
Læs: Restauranten Ved Kæret på Samsø – hjertevarm betjening og skarpe smagsløg

 

Ilse Made

Aftensolen på Ilse Made.

Aftensolen på Ilse Made.

Ilse Made ligger på den sydlige del af Samsø, og det lille kombinerede hotel og restaurant er i sig selv et besøg værd på grund af den fantastiske aftensol, som kan nydes på terrassen, mens du nyder din mad og vin. Køkkenchefen har i flere sæsoner været Kasper Gaard, og han har sørget for at opbygge høj, stabil kvalitet på stedet. Han har flere gange deltaget i de engelske River Cottage-programmer, og han har stort fokus på at benytte de bedste råvarer, øen har at tilbyde.
Læs: Ilse Made – kilde til velsmag på Samsø

 

Restaurant SAK

Vindermaden til Samsøs bedste kartoffelmad 2014 fra Restaurant SAK blev enstemmigt kåret af dommerpanelet som konkurrencens bedste.

Vindermaden til Samsøs bedste kartoffelmad 2014 fra Restaurant SAK blev enstemmigt kåret af dommerpanelet som konkurrencens bedste.

Undertegnede har endnu ikke nået at besøge Restaurant SAK, der ligeledes ligger i Ballen; men at dømme ud fra den kartoffelmad, som SAK leverede til Samsøs bedste kartoffelmad 2014, er jeg ikke i tvivl om, at restauranten er et besøg værd. Indretningen er moderne, rustik og lys, og menukortet er præget af flere mindre retter til små priser, således at der er mulighed for at prøve flere forskellige ting.

Læs: Vinderen af Samsøs bedste kartoffelmad 2014 er fundet!