For en gangs skyld optræder redaktøren visuelt i en artikel. Det er dog Lea Linster, der er stjernen på billedet.
Inden for alle genrer findes der rockstars, således også i gastronomiens verden. I Luxembourg findes én af dem. Hun hedder Léa Linster og er den eneste kvinde, der nogensinde har vundet det uofficielle verdensmesterskab for kokke, Bocuse d’Or, hvor vores egen Rasmus Kofoed, som de fleste sikkert vil vide, har vundet både guld, sølv og bronze.
Titlen vandt hun tilbage i 1989. Dengang arbejde danske Morten Nielsen, bedre kendt som Morten Kok, der ejer Mortens Kro i Aalborg, på den to-stjernede Restaurant Saint Michel i Luxembourg. Han husker tydeligt Lea Linsters triumf.
”Det var stort for et lille land som Luxembourg at vinde Bocuse d’Or. Af samme grund blev jeg selv inspireret til at deltage i en konkurrence på en messe i Luxembourg. Her mødte jeg good old Jan Cocotte-Pedersen, der kreerede retterne til Babettes Gæstebud. Han vandt en førstepris ved samme Bocuse d’Or i 1989 for bedste fiskeret med en vidunderlig hummerkrebinet. Og som Jan udtrykte det for mig, handlede Bocuse d’Or for bare få år siden mere om rigtig mad, der kunne inspirere en hel kokkeverden, og mindre om teknikker og anretninger. Lea lavede lammeryg svøbt i en skorpe af sprød kartoffelrösti, og tænk på, hvor mange kokke der har lavet den ret i tusindvis af variationer. Det er en genial ret, og derfor er Léa Linster noget særligt,” fortæller Morten Kok.
Læs også: Morten Kok, det blå lys og det affarvede hår
Crémant på programmet
Anledningen til mit besøg i Luxembourg var en pressetur for vinskribenter, og temaet var crémant fra hele Frankrig og Luxembourg (mere om det i et senere indlæg). Første programpunkt var altså en frokost hos Lea Linster, hvis restaurant i Frisange tæt på Luxembourg by bærer hendes navn. Restaurant Lea Linster har én stjerne i Guide Michelin.
Da vi i solskinnet på terrassen er blevet udstyret med kold luxembourgsk crémant i glasset, byder Lea os velkommen, og hendes charme fornægter sig ikke i det storsmilende ansigt. Hun tager sig tid til alle og er oprigtigt interesseret, når hun konverserer med hver enkelt.
Der serveres crémant på den solvarme terrasse.
Vi går til det veldækkede bord med friske blomster og porcelæn i havblå farver. Jeg fornemmer det kvindelige islæt. Fokus er naturligvis på crémant, og frokosten her er mere simpel end den frokost eller middag, man normalt vil opleve i restauranten.
Blomster på bordene og nydelig service.
Første ret er en klassisk luxembourgsk suppe med bacon, skiver af pølse og forskellige grøntsager og urter. Den smager fint men er mest af alt blot en klar suppe, som i øvrigt blev tilføjet til vores menu, mens vejret endnu var køligere, undskyldte værtinden.
Vinen dertil blev dog en af mine favoritter på hele crémantturen. Det var en Crémant Riesling Jubilée Brut fra Caves Gales, der holder til ved den luxembourgske del af Mosel-floden, som også lægger navn til et forrygende vinområde i Tyskland. Den leverede alt, hvad man kunne ønske sig af en opfriskende crémant, og rieslingen fremstod flot med sin karakteristiske friske og markante syre samt herlig mineralitet med duft af flintesten. Der var en god balance i den knastørre vin.
Et stykke skøn mousserende riesling.
Næste ret var meget klassisk. Et stykke glimrende torsk, som dog havde fået 20 sekunder for meget på panden, var ledsaget af en hvid risotto med god smag af ost, som ligeledes gav den helt rigtige cremede konsistens, som en risotto skal have. Friske grønne asparges, der endnu var al dente udgjorde det grønne element.
Ikke så meget nyt på tallerkenen, men velsmag var der.
Hertil drak vi – naturligvis – endnu en crémant, der denne gang var væsentligt mere frugtdomineret end rieslingen. Det var endnu en luxembourger, Blanc de Blancs Brut fra L & R Kox. Et lille strejf af sødme gik godt til den lidt karamelliserede overflade på fisken, og en fin syre spillede fint op imod de cremede ris.
Af hensyn til de tørre crémanter stod den på ost i stedet for dessert, og det gjorde mig bestemt ikke noget. De fire oste blev ikke præsenteret, men det var tale om en mild rødkit, comté, som jeg skød til at være 24 måneder gammel, den blå fourme d’Ambert samt en cremet gedeost med fyldig og syrnet smag.
Læs også: Tre gourmet-oste fra Arla Unika
Fire gode oste, tre af komælk og én af gedemælk.
Hertil stod den på en rigtig flot crémant, Brut fra Alice Hartmann af chardonnay, pinot noir og riesling, der var bronzegylden i farven og bød på svampe, nødder og moden frugt i næsen, og selv om der var tale om en vin uden specifik årgang, virkede den til at have nogle år på bagen; en flot vin, der gik godt til ostene og som kunne hamle op med god champagne. Av, nu står det på skrift!
Læs også: Den store test af champagne
En fremragende crémant med tegn på alder og med stor kompleksitet.
Slutteligt stod den på Lea Linsters vel nok bedst kendte signatur, madeleinekager. Da hun bærer fadet ind er det med et ”ingen forlader Restaurant Lea Linster uden at have smagt mine madelainekager”. Bevares, de fine muslingeformede kager ser skønne ud, men jeg har aldrig for alvor set madeleine-lyset, fordi kagerne ofte er temmelig tørre; men ved første bid blev jeg omvendt af dette friskbagte, lune stykke bagværk, der med en imponerende sprød skorpe, et blødt, svampet indre og en intens smag af mandler og smør sad lige i skabet. Nu forstår jeg, hvorfor hun ligefrem har en butik, der sælger madeleines.
En madeleinekage havde sneget sig ud på bordet. Dér fik den dog ikke lov at ligge længe.
En hyggelig frokost var ved vejs ende, og jeg glædede mig over at have mødt en af gastronomiens store personligheder. Det ærgrede mig en anelse, at vi ikke fik den rigtige menu at se, men det må blive næste gang. Kvaliteten af de enkelte råvarer er i hvert fald i top, og skulle du komme forbi Luxembourg, tør jeg godt anbefale dig at gøre et stop ved Restaurant Léa Linster.
Restaurant Léa Linster
17, route de Luxembourg
L- 5752 Frisange
Tel : +352 23 66 84 11
info@Lealinster.lu
www.Lealinster.lu
