Arla Unika Rød Løber, hindbær og peanuts

Opskrifter 23. oktober, 2015 0 Kommentarer

 

Rød Løber er i øjeblikket den mest interessante ost i Arla Unikas sortiment, og derfor fortjener den selvfølgelig en rød løber at ligge på.

Rød Løber er efter min mening i øjeblikket den mest interessante ost i Arla Unikas sortiment, og derfor fortjener den selvfølgelig en rød løber at ligge på.

Forleden introducerede jeg kammusling med æbleflæsk og sauce på Vesterhavsost, som var mit bud på en løsning af den udfordring, som Ost & Ko har stillet en række madblogs i forsøget på at sætte mere fokus på ostekulturen herhjemme. I denne opskrift spiller osten hovedrollen, og jeg har valgt at tage udgangspunkt i osten Rød Løber, som efter min mening er den bedste ost i Arla Unikas sortiment lige nu. Det er en cremet rødkitost med en kompleks duft og smag. Den har en meget præcist doseret duft af stald, der provokerer en anelse, men som samtidig gør den interessant. Der er også noter af blomster og honning.

Smagsmæssigt studsede det mig, at den har en distinkt smag af peanuts, og derfor var disse et oplagt sprødt element til min ret. Ydermere får retten sprødhed fra stykker af smørstegt brød med masser af kerner, som giver karakter og en delikat, ristet nøddearoma. Jeg bagte selv, men du kan også gå til bageren efter et godt brød med kerner.

I kreativitetens tegn kunne jeg ikke dy mig for at lave en rød løber på tallerkenen, og for at få et syrligt indspark til osten, faldt valget på hindbær, som jeg lavede til en puré. Den blev smagt til med lidt honning for at imødekomme honningnoterne i osten. Puréen er doseret, så man lige netop fornemmer den frugtige syrlighed, uden at den overdøver osten.

Det blev i al beskedenhed en særdeles vellykket osteservering, som er nem at gå til. Rød Løber er en taknemmelig ost at arbejde med, så det handler bare om at understøtte de delikate smagsnoter så godt som muligt.

God fornøjelse!

Opskrift til fire personer

1 Rød Løber – fås hos Arla Unika i Aarhus og København samt i udvalgte Meny- og Føtex-butikker
150 gram kernerigt brød
200 gram friske eller frosne hindbær
30 gram honning
50 gram smør
50 gram saltede peanuts
Rød skovsyre

Udstyr
Malertape
Paletkniv, gerne en lille, vinklet en a la denne

Fremgangsmåde:

Ost: Tag osten ud af køleskabet en time før brug, men skær den i stykker med det samme. Skyl en skarp kniv under varmt vand, så du kan skære nogle flotte stykker ost. Der skal være tre stykker ost på hver tallerken.

Rød løber af hindbær: Bring hindbærrene i kog, og tilsæt honningen. Blend med en stavblender, når honningen er opløst, og passer puréen gennem en si for at sortere kernerne fra. Køl ned til stuetemperatur

Brød: Tag brødet og pluk det i små totter. Steg dem på en pande ved middelhøj varme i smørret, indtil de er gyldne og sprøde.

Anretning: Sæt to stykker malertape parallelt med hinanden med cirka 4 centimeters mellemrum på hver tallerken. Sørg for, at der ikke er lufthuller. Dette gøres, så man kan få en flot, lige rød løber. Kom to spiseskefulde hindbærpuré på tallerkenen, og spred den jævnt ud med paletkniven. Træk tapen forsigtigt af, og placer ostestykkerne på tallerkenen i forskellige vinkler. Læg to små stykker brød og to peanuts ved hvert stykke ost, og pynt med rød skovsyre.

Velbekomme!

Peanuts og ost er måske ikke den mest gængse kombination, men her fungerer det.

Peanuts og ost er måske ikke den mest gængse kombination, men her fungerer det.