Vi er nået til tredje ud af fire fortællinger om Samsøs bedste restauranter. Denne gang er turen kommet til Ilse Made, som har taget navn efter en helligkilde, en udhulet egetræsstamme fra bronzealderen, af samme navn ved Vesterløkken på Sydvestsamsø. Ilse Made er først og fremmest et lille hotel med hyggelige værelser, der ligger med udsigt ud over frodige marker og det blå hav i baggrunden. Hotel Ilse Made har også en restaurant, og konceptet er ganske enkelt: Ved morgenmaden kan hotellets gæster forhøre sig om, hvad dagens to-retters menu byder på, og interesserede udefra kan ringe indtil klokken 14. Hvis menuen ikke frister én, må man vente til en anden dag. Alle møder op lidt i 19, så maden kan serveres for alle på samme tid. Og her er det væsentligt at pointere, at personalet sætter stor pris på, hvis man kommer til tiden. Prisen er fast: 270 kroner for to retter, og så er der mulighed for tilkøb af ost og dessert (95 kr.).
Læs også: Ambitiøst Samsø-køkken på Ballen Badehotel
Konceptet er, at køkkenet hver dag sammensætter menuen, ud fra hvad de kan få fra de lokale fiskere, landmænd og små hobbyavlere. Det er den dygtige kok Kasper Gaard, der styrer køkkenet. Det er sjældent, at de samske restauranter kan holde på de gode kokke, men Kasper Gaard har hængt på i et par år nu, og han har ingen planer om at tage væk. Hans begejstring for Samsø og de dagsfriske lokale råvarer lyser ud af øjnene på ham. Han har det sidste års tid været med i flere River Cottage-programmer, efter at folkene fra det engelske madprogram besøgte Samsø sidste sommer. feinschmeckeren.dk var inviteret til middag for at blive klogere på Ilses Mades kulinariske evner.
Læs også: River Cottage besøgte Samsø
Først blev vi budt velkommen med et glas rosé (70 kr.), Cremant de Bourgogne fra den glimrende producent Louis Boillot. Den var fyldig, havde tætte, liflige bobler og noter af jordbær og rød peber i næsen. Kombineret med udsigten fra terrassen ud over land og hav fik vi en glimrende begyndelse på aftenen.
Forretterne kom nu til bordet. Denne aften i uge 29 var det skindstegt sild med bagte tomater og et væld af forskellige friske urter, blandt andet dild og persille. Silden var helt perfekt med saftigt kød, der med sin fedme gik godt sammen med de bagte tomater med masser af sødme og let syrlighed. De mange urter bragte masser af smag og let bitterhed, som fuldendte den simple, velsmagende ret.
Crémantens bærnoter og tyngde gjorde den til en god ledsager til sild og tomat.
Læs også: Anmeldelse af Restauranten Ved Kæret i Nordby
Med glimrende australsk shiraz, Faith 2009 fra producenten St Hallett i Barossa Valley, i glasset, der bød på noter af kaffe og modne bær, var vi klar til hovedretten. Langtidstilberedt rosa kalvefilet, der på tallerkenen fik selskab af samsøkartofler, kraftig sauce og en bønnesalat af friske grønne bønner fra en lille hobbyavler, som pusher sine bønner til Kasper Gaard. Det møre kød havde det godt sammen med den intense sauce med et strejf af sødme, og tyndskårne skiver rødløg gav det fornødne afbræk sammen med den sprøde bønnesalat. Intet vildt og voldsomt, bare velsmagende og veltilberedt, som er det, køkkenet satser på.
Heldigvis var den tilhørende shiraz ikke nogen marmeladebombe, som australsk shiraz kan af og til kan være, og med sin relative lethed gik den glimrende til det sarte kalvekød.
Ost og brystimplantater
Det var blevet desserttid, og her åbnes der op for, at gæsterne selv kan få indflydelse på, hvad der lander foran dem. Fire af slagsen var der at vælge imellem, alle til 95 kroner, og vi endte med at komme hele vejen rundt. Jeg faldt for en osteservering, der ikke var for sarte sjæle. Ostene får Ilse Made fra Deli’en i Jægergårdsdage i Aarhus, der selv kører ned og henter ostene på små gårdmejerier i Frankrig. Der blev disket op med en 24 måneder gammel comté med nøddenoter og knasende proteinkrystaller, en meget lagret tomme de savoie, der bestemt gjorde opmærksom på sig selv, dog uden at dufte af ammoniak. Dernæst en barsk gedeost, som ej heller var for begyndere, mens det blå indslag var en cremet, velbalanceret roquefort. Dertil hjemmelavede knækbrød og syltede nødder. Respekt for, at man laver en osteservering, der udfordrer gæsterne med nogle vellagrede ostetyper.
Den ene af mine ledsagere hoppede om bord i en kærnemælksmousse, der af den underholdende og opmærksomme vært, Brian Grosen, var blevet døbt ”brystimplantatet”. Den skælvende halvkugle afslørede hurtigt hvorfor. Smagen af kærnemælk var ren og frisk og fik selskab af en crumble med nødder og mynte.
Min anden medspiser lod sig friste af en bærdessert, der kom i to glas. Det ene indeholdt en frisk, syrlig kompot med stikkelsbær og fløde på toppen, mens det andet indeholdt en rund, mild og sødlig hvid chokolademousse med hindbærgelé og hele hindbær på toppen. Begge var i flot balance mellem syrlig bærfrugt og cremet, fedmefuld konsistens.
Den sidste dessert var en klassisk isparfait med vanille og en smule mørk chokolade. På toppen en fræk crumble med timian og chili samt brud af marengs. Ydermere var isen pyntet med perfekte samsøjord- og hindbær. Timian og bær har det godt sammen, og alt i alt var det en flot isservering.
Efter en herlig aften i aftensolen på sydvestsamsø med hyggelig betjening med et glimt i øjet og veltilberedt mad med udgangspunkt i Samsøs bedste råvarer var vi glade. Det er ærlig mad, som ikke skal forestille mere, end det er, hvilket er helt i tråd med det naturlige landskab, som man bliver en del af på Ilse Made. Det er ikke decideret billigt at spise på det lille hotel, men ej heller dyrt, og du får god mad og vin for pengene.
Ilse Made
Vesterløkken 16
8305 Samsø
Hjemmeside
Vil du læse mere om Samsøs restauranter? Læs anmeldelserne af Ballen Badehotel og Restauranten Ved Kæret. Kan du lide, hvad du har læst, du må meget gerne give siden et like på Facebook.