Druesorten barbera kommer fra Piemonte, hvor den i stor stil anvendes til at fremstille frugtige, fyldige og let forståelige vine, som er nemme at gå til og prismæssigt overkommelige.
Hos producenten Scarpa mener man dog, at barbera har potentiale til endnu mere, og de har ligefrem specialiseret sig i den lidt undervurdere druesort, som de løfter til næste niveau.
Hvis du ynder at drikke italiensk vin, er du højst sandsynligt stødt på druen barbera, som er udbredt i store dele af Italien. Det er dog i den norditalienske region Piemonte, den hører hjemme, og det er også her, den er mest udbredt. De mest kendte appellationer i Piemonte er Barolo og Barbaresco. Vinene derfra er udelukkende lavet på druesorten nebbiolo, som er kendt for at kræve lang tids lagring, før den er klar til at blive konsumeret. Nebbiolo er ydermere en forholdsvis svær drue at dyrke, så det kan være farligt at basere hele sin forretning på den. Barbera har derfor været populær, lige siden den første gang blev beskrevet tilbage i 1200-tallet. Den menes at stemme fra Monferrato-skråninger i det centrale Piemonte, og dens popularitet har især skyldtes, at den giver et højt udbytte, og at den typisk modner to uger før nebbiolo, selv når den står på mindre soleksponerede stykker land, og dermed har man kunnet prioritere at dyrke nebbiolo på sine bedste marker. Ydermere kan barbera nydes ung, hvilket har betydet, at man har kunnet drikke sine barbera-vine, mens man har ventet på, at nebbiolo-vinene skulle blive klar.
Læs også: Domaine de Bellene – sjældent set value for money i Bourgogne
Der er nu altså pænt i Piemonte. Foto: Scarpa.
Potentiale til mere
Barbera har været værdsat for sin intense, fyldige frugtkarakter med kirsebær og brombær som de dominerende noter, og der findes ganske rigtigt masser af gode vine, som kan drikkes purunge, mens de er friske og frugtige, ikke mindst takket være den begrænsede mængde tanniner, som gør, at barbera er langt mere tilgængelig end nebbiolo i en ung alder.
Desværre har mange vinproducenter også været fristede til at kapitalisere på druens evne til at give store udbytter. Barbera har fra naturens side en evne til at sætte rigtig mange klaser, men jo flere klaser man lader sidde, desto mindre koncentrerede bliver vinene, og det betyder, at der desværre også findes mange ganske udvandede barbera-vine på markedet.
Eftersom barbera har udfyldt sin rolle som ”ventevin” til storebroderen nebbiolo, har der heller ikke været stor tradition for at lave topvine på barbera, og det er på sin vis synd, for potentialet er der.
Der er dog visse producenter, der har specialiseret sig i barbera på mere end hverdagsniveau. Druen er mest udbredt i Alba og Asti i Piemonte, hvor appellationen for barbera henholdsvis hedder Barbera d’Alba og Barbera d’Asti. I sidstnævnte har man tre underregioner, som har udmærket sig særligt inden for barbera: Tinella samt Colli Astiani og Nizza. I sidstnævnte finder man producenten Scarpa, som holder til i landsbyen Nizza Monferrato. De har specialiseret sig i den Barbera d’Asti Superiore DOCG, som er en appellation for de bedste barbera-vine i området. I modsætning til i Barbera d’Asti DOCG, hvor alkoholprocenten skal være mindst 11,5 procent, skal den i superiore-kategorien være minimum 12,5 procent. Det handler ikke om, at man skal blive mere fuld af den – den højere alkoholprocent er et resultat af en mere koncentreret og moden frugt.
Disse vine skal ydermere lagre minimum 14 måneder, hvoraf seks af disse skal være foregået på fad.
Barbera har traditionelt været den druesort, man kunne nyde godt af, mens man ventede på, at nebbiolo-vinene blev klar. Foto: Scarpa
Så simpelt som muligt
Selv om Scarpa ligeledes producerer vine i Barolo og Barbaresco på nebbiolo, er producentens helt store passion barbera. For nylig var producenten repræsenteret ved wine export director Andrea Roccione ved en smagning i København, og han lagde ikke skjul på, at barbera er hjertebarnet hos Scarpa.
”Barbera er fantastisk, fordi den er nemmere at tilgå. Den giver en direkte nydelse, hvorimod nebbiolo kræver megen ventetid. Barbera passer til stort set al mad og giver i mine øjne nogle meget gastronomiske vine,” siger Andrea Roccione.
Scarpa producerer barbera d’asti på flere niveauer, og helt grundlæggende er det, at vinene lagrer længere tid, end reglerne foreskriver. Vinene lagrer på store 5.000-literfade, som er formet via damp frem for brænding for at sikre, at de giver så lidt smag fra dig som muligt.
”Barbera har en meget intens, frisk frugt, som vi ikke ønsker at forstyrre med noter af ristet fad,” forklarer Andrea Roccione.
Denne eftermiddag handlede det om den fornemmeste af Scarpas barbera d’asti-vine, La Bogliona. La Bogliona er navnet på et bestemt plot beliggende i 400 meters højde. Jordbunden består primært af sand, hvilket giver et meget elegant udtryk for barbera, end det normalt er tilfældet. Ydermere betyder beliggenheden i højderne, at der er større temperaturudsving mellem dag og nat end tættere på havets overflade, og det bevarer friskheden og syrligheden i vinen.
La Bogliona frigives tidligst seks år efter høsten. Den ligger minimum tre år på fad og to et halvt år på flaske, inden den ryger over disken. Andre Roccione havde taget tre årgange med, som hver især skulle demonstrere, at barbera – selv i topkvalitet – både kan nydes ung og med flere år på bagen. Herunder følger smagenoterne på de tre vine.
Scarpa anvender store, gamle fade til lagring af sine vine – det er ikke smagen af nye, små egefade, der skal definere deres vine. Foto: Scarpa
La Bogliona 2011
Dette er den senest frigivne årgang af La Bogliano fra Scarpa. Næsen er præget af intens, mørk, og voldsomt koncentreret kirsebærfrugt, suppleret af en metallisk note af blod blødt op af cremefraiche. I munden fremstår den – apropos cremefraiche – ekstremt mælket forstået på den måde, at den er fuldkommen blød og cremet. Kirsebærrene buldrer videre og suppleres af krydderier, urter og fløjlsbløde tanniner, og syren sikrer den friskhed, som gør vinen interessant over flere glas. Scarpa regner 2011 for at være deres hidtil største årgang af La Bogliana, og niveauet er bestemt også særdeles flot.
La Bogliona 2008
Med 11 år på bagen begynder vinen at vise tegn på modenhed, uden at strukturen dog på nogen vis er ved at smuldre. Man skal som vinskribent passe på med underlige beskrivelser, men ikke desto mindre har vinen en vildskab, der får mig til at tænke på en parringsparat hanbjørn, som er vågnet svedig og opstemt efter flere måneders vinterhi. Det lyder måske lidt voldsomt, men ikke desto mindre giver vildskaben vinen en spændende karakter, og efter nogle minutter i glasset bevæger det sig mere over i retning af blommer, mynte, sort peber og lakrids, og de vilde dyr er ikke til at smage. I munden er der til gengæld den samme cremethed og bløde tekstur som i 2011. Kan barbera gemmes 11 år? Baseret på denne vin er svaret et rungende ”ja”.
La Bogliona 1996
Vi runder af med 1996, som er mit første møde med 23 år gammel barbera, og jeg havde ikke forhånd satset mine penge på, at den ville holde. Det gør den dog på imponerende vis med fuldmodne noter af karamel, kaffe, sart blommefrugt og en temmelig markant syre, som i høj grad kalder på noget mad, den kan spille op til. At syren bliver så fremtrædende, er givetvis et udtryk for, at 20-25 år er det stadie, hvor barbera ikke længere udvikler sig positivt, men det kræver naturligvis mere research af afgøre den sag. Under alle omstændigheder er det en vin, der endnu er i live, og som bestemt giver en yderst interessant vinoplevelse.
Konklusionen er klar: Barbera egner sig bestemt til mere end hverdagsvin, og Scarpa leverer noget af det fremmeste på området. Den aktuelle årgang 2011 kan erhverves for 449 kroner hos den danske importør, Victoria Vine.
