Chateau Lafite Rothschild har hidtil været notorisk lukket land for enhver, der ikke har kunnet lægge ordrer på yderst anseelige beløb i euro, og medmindre du har heddet Robert Parker, har du som vinjournalist også kunnet glemme alt om at komme på besøg; men noget har ændret sig på det legendariske slot i Bordeaux, som gæstede København i slutningen af januar.
Det kan godt være, at vin bare er vin, men ser man på markedskræfterne, må man alligevel konstatere, at alle vine ikke er født lige. Eller det var de måske, men som bekendt kan ting hurtigt udvikle sig i en ny retning, og det gjorde det i høj grad for nogle få, udvalgte vinslotte i Bordeaux i 1855, hvor Napoleon annoncerede sin såkaldte 1855-klassifikation, som ranglistede de bedste slotte i Bordeaux, der var anset for at være den fineste og mest aristokratiske vinområder i Frankrig.
De bedst rangerede slotte fik status af grand cru classé, og inden for denne kategori blev de rangordnet fra 5.-1. grand cru classe med 1. cru’erne som de bedste. Blot fire slotte, Haut Brion, Chateau Latour, Chateau Margaux og Chateau Lafite, fik status af 1. grand cru classé, men sidenhed blev Chateau Mouton-Rothschild dog føjet til det fineste selskab, men ellers er der ikke blevet ændret på slottenes status lige siden.
Læs også: Russisk restaurant laver unik grøntsagsvin
I takt med, at især nyrige kinesere i løbet af de seneste årtier har fået øjnene op for de prestigefyldte vine fra Bordeaux, er priserne skudt fuldkommen i vejret. Ikke så få af mine kolleger, der har rundet de 50 år, kan berette om dengang, hvor en flaske 1. cru fra Bordeaux blot kostede et par hundrede kroner, men i dag kommer man altså ikke ret langt for under 5.000 kroner – for én flaske.
Alt har en grænse
Alt er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og de himmelflygtende priser er i høj grad et udtryk for, at disse vine er blevet investeringsobjekter. Med andre ord: De rige bliver rigere på at købe vin, som vi andre, der rent faktisk gerne vil smage de legendariske dråber, ikke har en chance for at komme i nærheden af. I Bordeaux har man siden 1700-tallet praktiseret det såkaldte en primeur-salg, hvor vinen er blevet solgt på forhånd, inden den blev flasket, fordi opkøbere købte tønder, som de selv bragte hjem til deres respektive markeder; men i 1970’erne tog en primeur-salget en ny drejning, da Baron Philippe de Rothschild, ejeren af Chateau Lafite Rothschild (Rothschild blev tilføjet, efter at Rothschild-familien købte Lafite i 1868) i den såkaldte en primeur-uge præsenterede sine vine, inden de var kommet på flaske, hvilket tiltrak stor opmærksomhed fra verdenspressen, og det dannede præcedens for, at vinopkøbere kunne handle vinene, inden de blev flasket med den fordel, at de kunne få vinene til en bedre pris end efter flaskning godt to år senere. For vinproducenterne betød det, at de fik en stærk pengestrøm, som kunne holde gang i hjulene, og nye investeringer kunne foretages. Ugen, hvor de endnu ufærdige vine kunne smages, tiltrak også de førende vinanmeldere med Robert Parker som den absolut vigtigste. Han gav ligeledes sine foreløbige point for de endnu ikke færdige vine, og gav han sine maksimale 100 point eller lige deromkring, kunne priserne på flaskerne ryge yderligere i vejret. Sådan har spillereglerne været lige siden, om end Parkers point i dag ikke er lige så afgørende som tidligere, og med kinesernes indtog på markedet for bordeaux er priserne kun gået i én retning … indtil i 2018, hvor man får første gang så en nedgang i salget i Bordeaux som helhed, ikke mindst på grund af markant tilbagegang i Kina, og noget tyder på, at det har fået slottene til at indse, at selv når træerne vokser ind i himlen, kan de også stagnere.
Læs også: Smagning med Chateau Margaux
Der skulle noteres flittigt fra smagningen med Chateau Lafite.
Yderst sjældent besøg
Det har fået flere af de bedste slotte i Bordeaux til at overveje, at de måske er nødt til igen at gøre en indsats på det europæiske marked, hvis de ”gamle” kunder skal sikres for fremtiden. I hvert fald arrangerede førnævnte Chateau Lafite Rothschild, som ligger i Pauillac i Medoc på Bordeaux’ venstrebred, for første gang nogensinde – i nyere tid i hvert fald – en smagning på dansk grund i samarbejde med den danske importør, Sigurd Müller Vinhandel.
Det flotte makkerpar.
”Chateau Lafite har været for diskret – vi har ikke haft nok aktivitet uden for Frankrig. Vi skal være mere åbne, hvis vi vil fortsætte med at være interessante for omverden,” forklarer af Jean-Sébastien Philippe, commercial director på Chateau Lafite Rothschild, under smagningen.
Helt ud til folket når slottet dog nok ikke, for en flaske af den nyeste årgang koster i omegnen af 8.-10.000 kroner. Ved denne smagning får de heldige fremmødte muligheden for at sammenligne årgang 2010 og 2000, som i år kan fejre henholdsvis 10- og 20-årsjubilæum. Hos Sigurd Müller Vinhandel står de til henholdsvis 13.500 og 8.500 kroner.
”2010 er en af de nemmeste årgange at lave vin i for Bordeaux i mange, mange år,” siger af Jean-Sébastien Philippe om årgangen, som også regnes for at være blandt de største i meget lang tid. 2000 regnes ligeledes for at være en rigtig god årgang, og det skulle blive interessant at se, hvordan den opførte sig i glasset med 20 år på bagen.
Først skal 2010 dog testes, og den skuffer ikke. Har man ikke tidligere smagt cabernet sauvignon på dette niveau, vil man ganske enkelt opleve, at rammerne for, hvor elegant cabernet sauvignon-baseret vin kan være, sprænges. Næsen sprudler af kompleksitet og finesse med noter af solbær, chokolade, kaffe, trøfler og umoden banan. I munden har vinen en silkeblød struktur med fuldmodne tanniner, der nænsomt kærtegner tungen med sin finesse. Den er cremet som fløde, har syre som friskplukket frugt og dybden fra noterne af tobak og læder. Der er ganske enkelt tale om en komplet vin af den fineste slags.
Man skulle tro, at 2000’eren ville være endnu mere let og fin, men den viser sig overraskende at være endnu mere fyldig og koncentreret med et næsten diabolsk væsen. Det kan være svært at forklare, men den virker kraftfuld og nærmest frygtindgydende – ikke på grund at store muskler men for sin ekstreme koncentration og rigdom. Der er noter af chokolade, kakao, koriander og mynte foruden den delikate blommefrugt, og i farven er den kulsort og bærer ikke de mindste tegn på, at det er en 20 år gammel vin. Der er fyldige, fuldmodne tanniner og rigelig substans til to-tre årtiers yderligere lagring – imponerende.
En af smagningens deltagere havde været yderst generøs at bidrage med en Lafite ’64 til smagningen. Det var afgjort en spændende og flot vin, om end pusten var ved at gå af den.
Hvad kan man så konstatere oven på sådan en smagning, vil du måske – og med rette – gerne vide. To årgange af en vin er naturligvis ikke tilstrækkeligt til at danne sig et fuldstændigt billede af den karakter og sjæl, men der er ingen tvivl om, at Lafite er mere end bare et vidunderligt glas vin – den er levende. Er den så prisen værd? Det er svært at sige, for kan en vin til de penge være det værd. Personligt er jeg eksempelvis mere til Chateau Margaux, når vi er oppe i dette prisleje, og det skyldes en præference i retning af det endnu mere elegante og svævende, hvor Lafite trods alt er i den mere fyldige, kraftfulde afdeling, når de stilles over for hinanden; men hvem ved – fortsætter kineserne deres tilbagetog, kan det være, at priserne en dag når et mere rimelig niveau. Det kan kun tiden vise.
Smagningen blev afviklet af Sigurd Müller Vinhandel.
