Opskrift – SALMA-laks med blomkål, æble og brunet sriracha-smør

Opskrifter 11. november, 2020 0 Kommentarer

Annonce i samarbejde med SALMA og Vendsyssel Seafood

For nylig præsenterede jeg min ret med SALMA-laks i rå form, og i denne artikel får du opskriften på, hvordan den kan serveres i tilberedt form. SALMA-laks er ekstremt delikat og må kun tilberedes ganske lidt, så laksens naturlige, rene smag kan træde frem. Jeg synes dog sagtens, at man kan forsvare at anvende den til andet end sashimi, for en let tilberedning fremhæver den delikate fedme i fisken. Her er den serveret med karamelliseret blomkålspuré, dampet blomkål, æble og brunet sriracha-smør.

salma-laks

Stegt laks med blomkål, æble, koriander og brunet smør.

Fik du ikke læst min første artikel, hvor jeg går i dybden med SALMA-laks? Læs den lige her.

Indrømmet: Når man køber SALMA-laks i de 160-gramsportioner til 79,95 kroner, som er tilgængelige på det danske marked, bliver det en høj kilopris, hvis man skal servere stegt laks til hele den store familie. Derfor er det også især i sin rå form, at laksen skiller sig ud med sin rene smag og det faktum, og den helt og aldeles forsvarligt kan spises rå inden for holdbarhedsdatoen. Dog synes jeg godt, at man kan forsvare at tilberede fisken let, fordi det giver nogle andre nuancer til fisken, og bor man alene eller eventuelt sammen som par, er der masser af mad i sådanne to portioner. Kunsten her er at tilberede fisken ganske kort, således at laksens indre forbliver glasklart og blot tempereret. I varm tilstand træder fedtsmagen rigtig dejligt frem. Den smager dejligt at ristede nødder, hvilket fik mig til at tænke i retning af stegt blomkål, som ligeledes spiller på disse nuancer. Friskheden får den fra sprøde danske efterårsæbler, mens retten får lidt kant fra det brunede smør med sriracha. Det er en nem, overskuelig opskrift, og man behøver ikke at pynte den lige så meget, som jeg har gjort. God fornøjelse!

salma-laks

Retten tager udgangspunkt i dette portionsstykke på 160 gram.

Opskrift til to personer

2 portioner SALMA-laks af 160 gram
50 gram smør
1 tsk sriracha, gerne økologisk uden MSG – fås blandt andet i Føtex

Karamelliseret blomkålspuré
1/2 blomkål
3 spsk olivenolie
1 dl fløde
2 dl sødmælk
Salt
Citronsaft

Dampet blomkål
2 store buketter blomkål
8 af de inderste blade fra blomkålen

Citronmarineret æble
1/2 dansk efterårsæble
Saft og skal af 1/4 citron

Pynt
Koriander

Fremgangsmåde

Blomkålspuré: Skær blomkålen ud i skiver, og skær efterfølgende disse ud i mindre stykker. Vend dem med olivenolien, og fordel stykkerne på en bageplade. Bag i ovnen på 230 grader ved kombineret varmluft og grill i 20 minutter, eller indtil blomkålen har taget farve, som var den blevet stegt, og er blevet mør. Hæld blomkålen i en blender sammen med fløde og mælk, og blend. Smag til med salt og citronsaft.

Æble: Skær æblet i små stave, og vend dem med citronsaft og -skal. Sæt dem til side.

Dampet blomkål: Skær buketterne ud i mundrette bidder, og damp dem under låg i saltet vand i tre minutter. Vend bladene med de sidste 30 sekunder. Damp først blomkålen, når du har puréen klar, så de dampede stykker ikke står og bliver overtilberedte.

Laks: Tag laksen ud af køleskabet, når du begynder på puréen. Salt den let, og steg den i alt smørret, som først lige skal have lov til at bruse op. Vend laksen efter ét minut, og giv den ét minut på den anden side. Træk panden af varmen, og lad laksen trække et halvt minut. Hæld smørret fra, og bland det med srirachaen.

Anretning: Placer laks og blomkålspuré ved siden af hinanden, og pynt med dampet blomkål, bladene, æble og koriander. Server saucen ved bordet, når retten er serveret. Drik den gerne med et glas afkølet pinot noir eller en fadlagret chardonnay til.

Salma forhandles hos Meny, foreløbig primært på Sjælland. Du kan læse mere om SALMA her. 

salma-laks

God fornøjelse med kokkerierne!