Opskrift: Gammeldags modnet marineret sild med et asiatisk twist

Opskrifter 29. marts, 2023 0 Kommentarer

I sidste uge fik du opskriften på min moderne karrysild. Denne opskrift kigger mod Asien. Gammeldags modnede sild har ligget i en marinade tilsmagt med blandt andet citrongræs og limeblade, og toppingen byder på lime, soja, chili og koriander. Resulatet er en aromatisk, smagsintens sild med masser af friskhed fra både limefrugten og korianderen.

Sponsoreret artikel

Det er spændende, hvordan vi i mange sammenhænge tager ting for givet. Et eksempel er marinerede sild. I mine snart 35 år på denne jord tror jeg ikke, at jeg har fået serveret hjemmelavede marinerede sild, hvis jeg ser bort fra de sild, jeg har spist på gode smørrebrødsrestauranter – sild køber man på glas! Der er ikke noget i vejen med sild på glas, men det er så indgroet i de fleste af os, at vi slet ikke overvejer, at man faktisk kan lave dem selv. Jeg skal også indrømme, at jeg ikke selv har kastet mig ud i at marinere sild selv, men det er faktisk virkelig nemt. Samtidig giver det muligheden for at præge sildene i sin retning, og – vigtigst af alt – får man nogle delikate sildefileter med et fast bid, der er milevidt fra det lidt usammenhængende, bløde sildekød, man kan være uheldig at støde på, hvis man køber sild på glas af en ringere kvalitet.

Læs også: Vin til smørrebrød og påskefrokosten

marineret sild

Marineret sild med asiatiske nuancer.

Asiatiske nuancer

Igen har jeg taget udgangspunkt i en gammeldags modnet saltsild, som jeg har udvandet, inden jeg fortsatte videre til marineringen. Det sur-søde smagsunivers, som en marineret sild partout hører til i takket være eddiken bestående af eddike og sukker, passer rigtig godt til det asiatiske køkkens noter af umami og chili, så det er, hvad jeg har forsøgt at ramme her. Mayonnaisen er både umamirig takket være sojaen, mens skal og saft fra lime giver en særlig aroma og friskhed. Friskheden understøttes af æble, syltede løg og koriander, mens skiver af frisk chili giver et pikant spark til silden. Jeg håber, at du vil synes om den – det er nemt, sjovt og velsmagende!

OBS. Hvis du ikke kan skaffe gammeldags modnede saltsild, hos din fiskehandler eksempelvis, anbefaler jeg gammeldags modnede marinerede sild fra Lykkeberg 1899, som laver deres sild efter de traditionelle forskrifter.

Læs også: Opskrift på moderne karrysild

karrysild

Gammeldags modnede saltsild fra Lykkeberg.

Asiatisk marineret sild til fire personer

4 gammeldags modnede saltsildefileter, cirka 200 gram
2 dl lagereddike
200 gram sukker
3 laurbærblade
10 peberkorn
1 stjerneanis
1 stængel citrongræs, skåret i ringe
3 limeblade
1 knivspids tørrede chiliflager
1/2 løg, skåret i ringe

Soja- og limemayonnaise
2 dl smagsneutral olie, fx solsikkeolie
1/2 lime, skallen heraf
1 spsk limesaft
1 æg
1 spsk sojasauce

Syltede perleløg
1 håndfuld perleløg, pillede
1 dl vand
1 dl eddike
1 dl sukker

Garniture 
4 skiver godt rugbrød
Smør
1 æble, skåret i tynde skiver
1 håndfuld koriander, plukket i mindre stykker
1/2 rød chili, skåret i tynde ringe
1/2 gul chili, skåret i tynde ringe

Fremgangsmåde

Udblød sildefileterne i samme mængde vand, som sildene vejer, i en skål med låg på. Stil på køl i 24 timer. Hæld derefter vandet fra, og skyl sildefileterne, så de er rene og blanke. Kog ingredienserne til marinaden op (på nær løgringene), og lad den køle ned til stuetemperatur. Kom sildene i et skoldet glas, læg løgringene ved, og dæk med lagen. Stil dem på køl i minimum tre dage, så sildefileterne kan optage en masse smag fra marinaden.

Syltede perleløg: Kog vand, eddike og sukker op, og sluk for varmen. Kom de pillede perleløg i lagen, og lad dem stå ved stuetemperatur i minimum en halv time inden servering. Syltede perleløg kan også anvendes.

Mayonnaise: Kom alle ingredienser i en cylinderformet beholder, og blend massen homogen med en stavblender. Smag evt. til med mere soja og/eller lime, eller juster tykkelsen med mere olie.

Anretning: Kom smør på rugbrødsskiverne, og top dem med en sildefilet hver. Læg tre teskefulde mayonnaise på sildefileten, og læg dernæst en række af æbleskiver på langs, så de dækker den ene halvdel af silden. Læg halve perleløg på langs på den anden halvdel, og læg en skive chili på hver af perleløgene. Afslut med koriander, og server!

Velbekomme!