Det er næsten ikke til at tro, at vi kan blive ved at se nye, store kokketalenter indtage verdenscenen med bravour, men i går skete det igen. Den kun 21-årige kok Kasper Christensen kæmpede sig til førstepladsen i World Association of chefs societies’ Global Chefs Challenge, der fandt sted i den norske by Stavanger og betragtes som VM for kokke under 25. Til daglig arbejder han på Svinkløv Hotel, og han er assistent for Kenneth Hansen ved Bocuse d’Or, og som du måske ved, er makkerparret nået hele vejen til finalen, der finder sted i Lyon næste år. Ved et privat prøvemiddag havde jeg æren af at smage Kasper Christensens vindermenu, og de flotte kreationer kan du se nedenfor.
Der skal hermed lyde et stort tillykke til Kasper Christensen, der i højeste grad indskriver sig som et nyt håb på den kulinariske scene. Godt gået, Kasper – vi glæder os til at følge din videre færd.