Årets bistro 2012 – MEST til fransk

Anbefalinger 19. oktober, 2012 0 Kommentarer

I slutningen af august var jeg som en del af en selvarrangeret pressetur rundt i Nordjylland på Restaurant MEST i Aalborg, som jeg havde hørt en masse positivt om. Det viste sig, at den positive kritik var fuldt ud berettiget, og ikke overraskende blev Restaurant MEST kåret til Årets Bistro 2012 ved prisuddelingen Årets Gericke en måned efter mit besøg.

Parret Mette Nygaard Klausholm og Stefan Klausholm har drevet restauranten i lidt mere end to år nu, og der er tale om et ultraklassisk fransk brasseriekøkken med de gode, gamle kendinge, og vinkortet er også 100 procent fransk. Det er Mette, der får tingene til at glide i restauranten, mens Stefan svinger taktstokken ved komfuret. De har begge arbejdet under en af nyere dansk gastronomis fædre Michel Michaud på Ruths Hotel, så den franske inspiration er ikke kommet ud af den blå luft.

Vi besøgte Restaurant MEST til frokost, og selv om dette ikke er en anmeldelse, skal der lyde en klar anbefaling fra redaktørens side om at prøve MEST. Min medspiser og jeg havde svært ved at komme i tanke om et mere klassisk fransk brasseriekøkken andre steder i Danmark, så er du til foie gras, confit de canard og profiteroles, er en tur på MEST et must.

Foto: Jonas Gehl Madsen

Mette Nygaard Klausholm har styr på sit tjenerhåndværk og er en meget behagelig værtinde.

Nogle af de mest kødfulde og velsmagende franske østers, jeg har fået længe. Hertil klassisk tilbehør i form af grillet citron og rødvinseddike med skalotteløg.

Da vi spiste på MEST, var svampesæsonen netop begyndt, så dagens ret var svampetoast med blandt andet kantareller; ren velsmag, der stadig sidder klart i hukommelsen.

Fiske- og skaldyrssuppe med intens hummerbisque til rørende 98 kroner – et sandt scoop. Bemærk kammuslingens flotte, karameliserede overflade.

Foie gras terrine med ristet brioche og blommechutney. Foie gras’en var flot smagt til med salt, peber og armagnac, som fremhævede den delikate, fede smag, som i sig selv bliver for overvældende, men som her var helt i balance.

 

Rørt tatar af okseinderlår med pommes frites i en portionsstørrelse, der bør kunne tilfredsstille selv de mest sultne nordjyder. Den var cremet, havde en fin syrlighed og tydelig, men ikke overrumblende, smag af kapers.

Confit de canard med sprødt skind og en glace, som var så indkogt, at den hurtigt stivnede på tallerkenen, hvilket måske var lige i overkanten. Et friskt element i form af en syrlig salat ville klæde retten

På vinfronten kom vi både forbi Champagne, Alsace og Bourgogne. Jeg var særligt glad for gewürztramineren fra Schlumberger anno 2009, som havde den karakteriske rige duft, men som i munden var ganske tør og med delikat syre, som brød foie gras’ens fedme.

Besøget på Restaurant MEST var en sublim brasserieoplevelse på højeste niveau herhjemme. Priserne er meget rimelige, og jeg forstår udmærket, at Mette og Stefan har vundet Årets Bistro-prisen ved Årets Gericke.

RESTAURANT MEST
Brandstrupsgade 11
9000 Aalborg
Tlf.:  70 22 92 72

www.restaurantmest.dk