Den nye generation i Piemonte imponerer

Vin 13. maj, 2016 0 Kommentarer

Piemonte er et at de mest berømte vinområder i Italien og i verden, særligt kendt for byen og området Barolo, hvor de største vine på druen Nebbiolo bliver produceret. Her finder man en række af store, berømte huse, som har været veletablerede igennem generationer, og så finder man den jævne masse, hvor ensretning betyder mere end personlighed. En ny generation af vinmagere er på vej frem, og som det ofte gælder for ungdommen, er det vigtigt at skille sig ud og vise, at man har personlighed. Det resulterer i spændende karakteristiske vine, og her skal du møde tre af de mest interessante lige nu.

monforte-piemonte

Udsigten over Piemonte fra byen Monforte.

Det hele begyndte en lun forsommerdag forrige år i en lejlighed på Østerbro. Et lille vinimportfirma ved navn Solo Nebbiolo havde kontaktet mig, fordi de gerne ville præsentere deres vine for mig. Det er altid interessant for en vinskribent at smage ny vin, og derfor takkede jeg ja til invitationen. På den aftalte dato havde jeg planer om aftenen, så der var kun tid til et kort visit på vejen. Jeg havde ikke nogen forventninger til vinene, og måske netop derfor blev jeg særligt overrumplet over den kvalitet, jeg oplevede, i deres vine fra Piemonte i den nordlige del af Italien.

Jeg kunne begynde med en beskrivelse af mine smagenoter, områdebetegnelser og lignende, men jeg vil tage det vigtigste først: Vinene gjorde mig glad. Jeg blev ganske enkelt opløftet af at drikke dem, og eftersom jeg blot tilbragte en time sammen med herrerne bag Solo Nobbiolo, var det ikke alkoholens skyld. Der var en livlighed og en nerve, som kom til udtryk i form af en renhed, finesse og velsmag, som desværre ofte går tabt i masseproducerede vine, hvor udtrykket er det samme hver gang.

Jeg har sidenhen haft fornøjelsen at besøge de tre producenter, som det drejede sig om, og det understøtter den oplevelse, vinene giver, samt den bevæggrund, Solo Nebbiolo har haft for at hjemtage vinene til Danmark.

Læs også: Naturvin – elsket og hadet

”Vores vigtigste mantra er, at den vin, vi sælger, skal have personlighed. Mange af de velkendte vinhuse fra Piemonte har gennemlevet en guldalder over de seneste årtier. Det har i mange tilfælde gjort, at slutproduktet ikke længere afspejler vinbondens personlighed. Der er sket en ensretning hos de fleste producenter i Piemonte, og hvis man bare udvælger tilfældige producenter langs vejen, kan man næsten altid forudse porteføljen og de ord, der følger med. Samtidig bliver der ofte spillet lidt for meget på en flot omtale i et amerikansk vinmagasin præsenteret i et overpoleret smagelokale. Det fjerner fokus fra det helt essentielle, nemlig hvad bonden egentlig vil med vinen, og hvordan han/hun fremstiller den. I begyndelsen var vi meget benovede over de etablerede huse, men de begyndte efterhånden at kede os. Den nye generation er mere frigjort i produktion og markedsføring, og det tiltaler os rigtig meget,” siger Morten Aastrup, medindehaver af Solo Nebbiolo.

solo-nebbiolo

Tre glade herrer, der til sammen udgør Solo Nebbiolo. Fra venstre Morten Aastrup, Theis Ott Nielsen og Laurids Glottrup.

Den rene vare
Tag bare Luca Faccenda, der driver sit eget lille vinhus ved navn Valfaccenda i det i forhold til Barolo væsentligt mindre gloriøse Roero, som han har sat sig for at sætte på kortet. Mens han bijobber som vinmager hos nogle af Barolos bedste huse, er han i færd med at omlægge sin egen produktion til certificeret biodynamisk. På gården er der ingen polerede smagelokaler. Til gengæld tager hans trofaste hund imod, og man går ind i den lille lade, hvor cirka et par håndfulde fade med vin står stablet. Luca Faccenda, der er klædt i t-shirt, shorts, uldstrømper og vandrestøvler, skænker op af sine forskellige vine til de fremmødte, og så står vi dér og smager. Hans speciale er hvidvin på druen Arneis, der i sig selv er en let, slank og floral druesort, der er nem at gå til. Han har dog formået at give den et lag mere takket være den længere kontakt mellem druemost og skaller, som giver en dyb, gullig farve og mere fylde i munden i form af nødder, tørret frugt og en let tanninstruktur. Vinen hedder Arzigh, og den hører til noget af det bedste hvidvin, jeg har smagt, fra Piemonte.

Luca Faccenda laver biodynamisk vin i appellationen Roero.

Luca Faccenda laver biodynamisk vin i appellationen Roero.

Og så er der Olek Bondonio, der er halv italiener, halv polak. Han er en festlig, løssluppen fyr, og man kan mærke på ham, at vin er noget, der skal drikkes frem for at overdiskuteres. Han har base i området Barbaresco, Barolos lillesøster, hvor nebbiolo også spiller hovedrolle.

”For mig er en god barbaresco forførende som en smuk, elegant kvinde. Den skal have masser af frugtighed, og den skal være saftig og nem at drikke. Der må ikke være for tydeligt fadpræg, som overskygger vinens naturlige aroma,” siger den underholdende vinbonde, der er Solo Nebbiolos enfant terrible i porteføljen.

”Olek er en rebel i det ellers meget konservative Barbaresco, og det skinner klart igennem, at han bare gerne vil arbejde i marken og levere den bedst mulige frugt. Hans logo på etiketterne er en traktor! Man skal ikke forvente grissini og nypolerede glas, men til gengæld skænker han gerne vin til dig direkte fra tanken i et støvet glas,” siger Morten Aastrup.

Olek Bondonios barbarescoer er intense, koncentrerede og alligevel elegante, hvilket skyldes, at det er frugten kombineret med den friske syre og ikke nye fade, der skaber tyngden. Man mærker det uhøjtidelige og frie i vinen, som er vigtig for ham.

”Jeg laver vin med så lille indblanding som overhovedet muligt. For mig handler det om at udtrykke terroiret, ikke at få mange point hos Robert Parker. Mine vine er udsat for minimum to måneders skindkontakt, og presningen foregår ved ren tyngdekraft, og jeg tilsætter meget lidt svovl (der anvendes som konservering, red.) til vinene. Der er ingen regler eller korrekt opskrift, når man laver vin,” siger han.

barbaresco-piemonte

Udsigten over Barbaresco.

barolo-boys

Hvert år i Monforte samler fodboldholdet Barolo Boys, der består af vinproducenter fra området, penge ind til deres hold.

Mod og faglighed
En tredje fra den nye generation er Gianluca Colombo, der driver Signi di Langa beliggende i Langhe-regionen i Piemonte. Han har ligeledes arbejdet for nogle af Barolos bedste producenter, og nu har han altså kastet sig over sit eget projekt. Hans produktion består af blot 7.000 flasker per år, men til gengæld er vinene vidunderlige, hvilket blandt andet skyldes Gianluca Colombos store faglighed.

”Gianluca er gruppens nørd (Olek, Luca og Gianluca er gode venner, red.), og det er som altid ment positivt. Han har en meget perfektionistisk tilgang til produktionen, og det smitter selvfølgelig af på kvaliteten. Derudover er det bare virkelig interessant, at manden satte sig for at lave pinot nero på en af de højest profilerede marker i Barolo, hvor kun vine lavet på nebbiolo kan blive betegnet som ægte barolo. Det vidner om mod og faglighed, hvilket vi har stor respekt for,” siger Morten Aastrup.

Læs også: Stor test af Barolo

Gianluca Colombos pinot nero (italiensk for pinot noir) er et glimrende eksempel på hans kunnen. Den er kraftigere end bourgogne, men den har den samme finesse og masser af frugt.

Dog er det hans vin på barberadruen, der imponerer mig mest. Den er opkaldt efter datteren Greta, hvis fingeraftryk sidder på alle flaskerne. Hvert molekyle i vinen er pakket med smag og den fineste kirsebærkarakter, man kan komme i nærheden af. Hvis han selv skal beskrive, hvad der kendetegner hans generation, ligger han især fokus på viden.

”I forhold til generationen før os er vi ganske enkelt mere veluddannede. Vi har studeret ønologi på universitetet, hvilket er en ny ting for vinmagere i området. Samtidig med vores tekniske viden har vi også et ønske om at lave vin med respekt for naturen. Vi er alle tre begyndt fra bunden, hvilket betød, at vi ikke havde nogen kunder i forvejen. Derfor har vi kunnet gøre, præcis hvad vi ville,” siger Gianluca Colombo.

Denne tilgang er en del af forklaringen på, at vinene besidder megen nerve og kvalitet, og deres løsslupne personlighed afspejler sig tydeligt i dem, og det er afgjort medvirkende til, at de påvirker mig så positivt.

Alle tre producenter forhandles af Solo Nebbiolo.