Anmeldelse – Restaurant Pony sparker igennem

Anmeldelser 26. oktober, 2012 4 Kommentarer

På Vesterbrogade 135 ligger en nyåbnet restaurant ved navn Pony. Hvis du nu tænker: ”Hov, der ligger Kadeau København”, så fortvivl ikke. Kadeau København blev kåret til årets spisested i gourmetklassen af AOK i sommer, og den velfortjente succes har gjort, at lokalerne på Vesterbrogade simpelthen blev for små, hvorfor Kadeau er rykket til større lokaler på Christianshavn, mens konceptet på Vesterbro er ændret lige som navnet på restauranten. Her serverer bornholmer-drengene i noget, der kunne betegnes som en dansk bistro, nu mad til priser, hvor de fleste kan være med, og lad mig blot afsløre med det samme, at måltidet på Restaurant Pony er et af de bedste, jeg har fået længe, og tages prisen med i betragtning er det klart det bedste.

Restauranten er ganske lille og smal med plads til cirka 25 personer. Der er dejligt liv i lokalerne, hvilket blandt andet må skyldes de dygtige tjenere, den behagelige og afslappede indretning med billeder af Krølle Bølle og en lokal fisker med flere, mens de beskedne træborde er dækket med charmerende og personlig keramik, som jeg ville elske at have i mit eget hjem.

Maden er stadig kadeausk med fokus på bornholmske råvarer, og anretningerne bærer tydeligt præg af Kadeau-drengenes legende og originale udtryk, som kommer til udtryk på billederne i denne artikel.

Flere af retterne ligger på et prisleje omkring små 100 kroner, mens nogle af hovedretterne sniger sig op på 150 kroner. Vi besluttede at lade rytterne bestemme og tog derfor dagens ponyspark, en fireretters menu til 400 kroner, som komponeres af køkkenet.

I samme prisklasse: Læs anmeldelse af michelinrestauranten Relæ her.

Forinden lagde vi ud med en snackservering (71 kroner per person). Den kom ind på et stykke oversavet træstamme og indeholdt et herligt udvalg af primært bornholmsk charcuteri.

Et vue over brættet med delikate bornholmske snacks.

Makrelrillette og røget laks bød på røgsmag og cremet fedme, mens en ølpølse fra Hallegård gjorde det godt med et let krydret udtryk. Dertil et dejligt syrligt element i form af en syltet agurk, som var dejligt sprød, og det hele blev bundet sammen af nybagt brød med sej krumme, ledsaget af delikat smør, der var pisket med kærnemælk; en herlig begyndelse på middagen.

Vinene på Pony hører alle ind under kategorien ’naturlig vin’, et lidt svært håndgribeligt begreb, som i korte træk betyder, at vinene er helt uden tilsætningsstoffer eller ganske få i form af svovl ved flaskeaftapningen. Vi valgte en tør riesling anno 2011 fra den dygtige Mosel-producent Weingut Laurentiushof (400 kroner), som laver denne vin på Europas stejleste vinmark, Calmont Urgestein. Den var saftig, sprød og fyldt med citrusnoter, som blev bakket op af en mineralitet i form af våd flintestens, mens en frisk syre gjorde vinen oplagt til den menu, vi havde i vente.

Så er der dømt sprød riesling fra Mosel. Jeg er stor fan af Laurentiushof.

Første ret var blæksprutte med smørkogt selleri, sprøde grønkålsblade og en frisk juice på blandt andet æble, blegselleri og persilleolie, som blev hældt over ved bordet.

Blæksprutten var rå og skåret i små tern, hvilket straks vækkede minder om den ret med blæksprutte, jeg fik, på noma. Rå blækspruttes konsistens når lige at give én følelsen af, at den er sej som gummi, men inde i munden bliver den hurtigt blød og mør. Det er delikat og specielt, og i de rette mængder, som i denne ret, fungerer det. Den smørkogte selleri bød på dybde og smørfedme, og grønkålen gav sprødhed. En ret, der på et og samme tidspunkt var ganske fersk og alligevel fyldt med dybde og smagsrigdom. Lækkert.

Rå blæksprutte har en ganske unik konsistens. En meget delikat ret.

Næste ret var i mine øjne genial. Tatar findes efterhånden på virkelig mange restauranter, og det kan være svært at skille sig ud. Det formåede Pony dog i høj grad med sin version med grove tern af okseinderlår, som først gjorde mig nervøs for, at kødet ville blive sejt, men den frygt blev gjort til skamme med noget helt igennem smørmørt kød. Kødet var blandet med en sødlig solbærgele, mens der i bunden lå en pure på trompetsvampe, der fik umamibaromeret helt op at ringe. Den sidste finish til den flotte ret med tyndskårne skiver champignon kom i en flaske, der blev stillet på bordet. Heri var en bouillon på trompetsvampe, som var kogt ind til det rette stadie, hvor den havde en intens smag af svampe, mens den endnu var mild og klar, så den ikke overdøvede retten. Det er måske den bedste og mest originale tatar, jeg har spist.

Et mesterværk af en tatar.

Nu skulle vi have aftenens eneste varme ret. Dampet torsk med rå og ovnbagte jordskokker, skum på blåmuslinger og støv af den islandske tang söl.

Læs flere anmeldelser her.

Her var der ren smag velsmag på tallerkenen. Torsken var saftig og tilberedt helt perfekt. De rå tern af jordskokker gav det sprøde og saftige element, mens de bagte jordskokker gav den nøddeagtige og let sødlige smag, som gør den til én af mine yndlingsråvarer om efteråret/vinteren. Dog var de lidt smattede indvendigt, hvilket jeg har oplevet, at de tidlige jordskokker kan have tendens til, uden at jeg skal gøre mig klog på plantebiologi. Skummet på toppen var ganske porøst og sitrende, da retten blev serveret, og det smagte herligt af muslinger og smør i rigelige og sindsberoligende mængder. Der var tydeligvis fokus på ren velsmag, og det virkede.

Perfekt tilberedt torsk, dækket af muslingeskum – ren velsmag.

Nu til desserten, som gjorde mig meget begejstret. Det var Ponys svar på en æblekage, og selv om klassikeren med æblemos, rasp og flødeskum er farlig at pille ved, gjorde køkkenet det med stor succes. Smørstegte stykker af  syrlige danske æbler lå sammen med skyer af ymerfromage, som må have fået lidt fløde med på vejen, for ellers kan jeg ikke gennemskue, hvordan de har fået den så cremet og indbydende. Begge dele lå under en knasende og lækker version af rasp, som indeholdt finthakkede stykker frysetørret brombær og, hvis mine smagsløg fornemmede rigtigt, finthakkede ristede hasselnødder. Derudover lå der nogle store, modne brombær, som både bidrog med sødme og syre. Eneste anke var brombærsorbeten, som smagte lidt rigeligt af køleskab, men herudover var det en sublim dessert.

Pony ramte plet med denne fortolkning af klassikeren æblekage.

 

Muligvis har Kadeau-holdet gjort konceptet på Pony en anelse mere simpelt, men det har ikke gjort maden mindre interessant. Køkkenet er legende, originalt og fyldt med gode og velsmagende ideer. Servicen er afslappet og behagelig, og tjenerne har styr på både mad og vin. Vi følte os velkomne hele vejen igennem.

Med en regning på 1.392 kroner for to personer for snacks, en flaske knivskarp riesling og to menuer kan Michelin næsten ikke undgå at tildele Pony en Bib Gourmand næste år, men hvis de ikke gør, får stedet i hvert fald et ”feinschmeckeren anbefaler” herfra.

PONY
Vesterbrogade 135
DK-1620 Kbh V
Tlf + 45 33 22 1000
Hvis du kunne lide, hvad du har læst, vil jeg være taknemmelig for et ‘like’ her.