Miniguide til brunello di montalcino

Vin 27. oktober, 2016 0 Kommentarer

Brunello di Montalcino er Toscanas mest berømte vin. Den kraftige rødvin er blevet et brand på godt og ondt med topkvalitet fra de seriøse producenter samt udgaver, der lukrerer på områdets gode navn uden at levere varen. Når brunello er bedst, er det fabelagtigt. Her får du en overskuelig guide til vinen og området, den kommer fra.

Brunello di montalcino
Brunello troner op i det toscanske landskab.

For nylig havde jeg fornøjelsen af at møde Elisabetta Gnudi Angelini til en smagning af hendes brunello di montalcino-vine fra huset Altesino. Vinene gjorde stort indtryk på mig og mindede mig om, at brunello virkelig kan noget, når det er godt. Elisabetta Gnudi Angelini blev ikke født ind i vinens verden. Som 20-årig blev hun gift med sin mand, Paolo Angelini, og dermed giftede hun sig ind i Italiens største medicinalvirksomhed. Hendes mand døde desværre i en tidlig alder. Elisabetta Gnudi Angelini trådte ind i bestyrelsen men solgte sidenhen sine aktier i 1998 for at hellige sig sin anden store passion: vin. Hun studerede ønologi på aftenskole og læste landbrugsvidenskab på universitetet.
”Jeg drømte om at leve på landet, så jeg solgte alt for at hellige mig vinproduktionen,” siger Elisabetta Gnudi Angelini, der i dag ejer fire huse i Toscana, heriblandt det andet brunellohus Caparzo og altså Altesino. Sidstnævnte købe hun i 2002, da hun fik nys om, at legendariske Chateau Margaux i Bordeaux ville opkøbe det.

Brunello di montalcino
Altesinos domæne.

”Altesino ligger lige ved siden af Caparzo, og jeg skulle ikke have en fransk nabo, der skulle fortælle mig, hvordan man skal lave brunello, så jeg tog et nyt lån og købte Altesino,” siger Elisabetta Gnudi Angelini med italiensk patriotisme i stemmen.

Altesino laver formidabel brunello; elegante, friske og komplekse i udtrykket modsat de bulderbasser, som også kommer fra området. Den almindelige brunello di montalcino er et decideret scoop til prisen, der lyder på 149,95 kroner per flaske ved køb af 12 flasker for den seneste årgang, 2011, hos importøren, Philipson Wine. Husets topvin er fra enkeltmarken Montosoli, og om end priserne for denne ligger på 299,95 til 499,95 afhængig af årgangen, er det heller ikke for dyrt, for kvaliteten er i top.

Altesino har i årtier hørt til i toppen blandt producenterne i Montalcino, og Elisabetta Gnudi Angelinis vine inspirerede til at lave en lille guide til vinen og området, den kommer fra.

Montalcino
Montalcino er en lille by og kommune 80 kilometer syd for Firence, placeret omkring en gammel fæstning fra middelalderen, og indbyggertallet ligger på beskedne 5.000 plus det løse. Byen ligger i regionen Toscana cirka midt på støvlelandets skaft. Byen ligger i højderne og er således omgivet af en lang række skråninger, og det er på disse, druerne bliver dyrket.

Navnet Brunello
Man har kunnet finde notater om ”brunello” helt tilbage til første del af det 14. århundrede i området omkring byen Montalcino, og i 1830’erne hyldede premierministeren af Toscana, Cosimo Ridolfi, vinene for deres udsøgte kvalitet, som han fandt bedre end den blandt de øvrige toskanske vine. ”Brunello” kommer af ”bruno”, som betyder brun, og det blev navnet på druen, som, man mente, kom fra Montalcino. I 1879 fastslog man – efter flere års undersøgelse – at brunello og sorten sangiovese var den samme sort. Sidenhen udviklede ”Brunello” sig til at blive selve betegnelsen og oprindelsesbetegnelsen for vine lavet i Montalcino af 100 procent sangiovese.

Regler for ægte brunello
Som nævnt ovenfor er det udelukkende vine lavet på sangiovese, der har lov til at skrive Brunello di Montalcino på etiketten. Derudover skal druerne naturligvis komme fra området omkring Montalcino. Appellationen Brunello di Montalcino besidder den højeste klassifikation i Italien, DOCG, der står for Denominazione di Origine Controllata e Garantita. I alt 74 appellationer i Italien er udmærket med DOCG-status.
Foruden kravene til druesort og oprindelse skal producenterne også følge kravene til lagring. Vinene skal lagre i minimum fem år, hvor af to årene skal have været på fad. Derudover laves også udgaven Riserva, som i alt skal lagres minimum seks år. Riserva laves er væsentlig mindre udbredt end den normale og laves primært i særligt gode år, hvor vinen har potentiale til at lagre længe.

Stilarter
Man taler om to stilarter inden for brunello di montalcino: Den traditionelle og den moderne. Den traditionelle er – ikke overraskende – den oprindelige. Har foreskriver traditionen brug af store, brugte fade. Disse fade afgiver ikke direkte smag til vinen, og deres primære funktion er at sikre en langsom udvikling af vinen via udsætning for små mængder ilt. Disse vine udvikler typisk noter af tørret frugt, læder og blomster og har et langt lagringspotentiale. Producenten Biondi-Santi, der lancerede sin første vin i 1888, er den første kommercielle producent af brunello og dermed foregangsproducent for denne stilart. Eksempelvis Altesino er et andet eksempel på et vinhus, der følger denne stil.

Den moderne stil er inspireret af specielt Bordeaux, hvor man har tradition for at anvende nye og mindre fade. Disse afgiver mere smag af fad til vinen og udvikler den hurtige på grund af et større træ til vin-forhold, som gør, at vinen bliver udsat for mere ilt, der modner vinen. Denne stilart byder typisk på noter af mørk frugt, chokolade og vanilje. Blandt andre producenten Banfi er eksponent for denne stilart.

Anvendelse
Det siger næsten sig selv, at de to stilarter ikke passer til præcis den samme type mad. Tager man udgangspunkt i Altesinos brunello di montalcino, får man en mere let og elegant vin uden særlig markante tanniner. Om end det er en vin med masser af smag, går den sågar til stegt fisk med fede saucer, kål og nødder, mens den også uden problemer klarer rødt kød og fjerkræ.
Den moderne stilart med kraftige tanniner og mørk frugt appellerer i højere grad til kraftige gryderetter og mørke fonder. I stedet for at gå efter det perfekte valg til maden kan man også nøjes med at spørge sig selv, om man er mest til den mørke, kraftige, moderne stil, eller om man foretrækker den finesserige, elegance udgave, som traditionalisterne står for.

Brunello di montalcino

Tre gode bud fra Altesino (bedømt på en 1-6-skala)

2011 Brunello di Montalcino, 149,95 kroner per flaske v/køb af 12
2011 regnes ikke for at være nogen står årgang, men hvad den mangler i rankhed og fylde, har den charmerende saftighed og finesse. Vinen har bløde tanniner, er mundvandsdrivende saftig og besidder lidt af sangioveses støvede karakter, der lægger et lille, men fint slør over den rene kirsebærfrugt. Et rigtig godt køb til prisen.
*****

2006 Brunello di Montalcino, 149,95 kroner per flaske v/køb af 12
Det er imponerende, at man kan få 10 år gammel brunello til den pris. Den er flot afrundet uden unoder, der stikker ud. Dette er moden brunello, der er lige til at sætte på bordet, for den besidder både friskhed og afrundet dybde fra de 10 års lagring. Frugten er mild og bakkes op af urter og grønne oliven. En helstøbt og svært harmonisk vin.
******

2008 Brunello di Montalcino Montosoli, 299,95 kroner per flaske v/køb af 12
Nu rykker vi en liga op med Altesinos enkeltmarksvin, Montosoli. Her bliver der skruet en tand på samtlige parametre. Næsen byder på udviklede noter af balsamico, kaffe, trøfler, karamel og tomat. I munden er den nærmest tyktflydende, syrerig og alligevel fløjlsblød. Brunello på topniveau til en flot pris.
******

Vinene fra Altesino forhandles af Philipson Wine.