Månedens vine (og en whisky), april

Anbefalinger, Vin 3. maj, 2013 0 Kommentarer

Vin betyder generelt meget i artiklerne her på siden. Derfor er det blevet tid til at indføre en ny artikelserie, hvor jeg vil beskrive de vine, der har rørt mig mest i løbet af den sidste måneds tid. Nogle er klar i handlen, mens andre er smagt i private sammenhænge, hvorfor den smagte årgang formentlig er udsolgt; men så må du bare på jagt på nettet eller hos vinhandlere, der har et spændende kælderudvalg.

Ud over vin vil jeg også, hvis jeg har smagt noget interessant, komme ind på andre drikkevarer, som har smagt mig.

Weingut Prager, Riesling Smaragd Wachstum Bodenstein Ried Achleiten 1990, hvidvin, Østrig

Denne skønne riesling blev smagt i selskab med vinmager, Toni Bodenstein, på domainet i den smukke Wachau-region i Østrig. Vinen er tilmed Tonis favorit, så det var en ære at smage årgang 1990. Den nyeste udgave, årgang 2011 er også forrygende, men det selvfølgelig altid interessant at smage de ældre årgange.  Vinen brillerede med stor frugtintensitet, masser af mineralitet og stadig opfriskende syre og viste dermed stort potentiale.
Weingut Prager bruger ingen svovl i vinmarkerne og ganske lidt ved flaskeaftapning, hvilket giver nogle meget levende og karakterfulde vine. Vinene passer forrygende til skaldyr og hvide fisk i lette retter.

Vinen kan købes i årgang 2008 og 2011 hos Bergman Vinimport til 261 kroner

Etiketten faldt af, men smagen er på ingen faldet af på den i denne forrygende riesling.
Etiketten faldt af, men smagen er på ingen faldet af på den i denne forrygende riesling.

FX Pichler, Grüner Veltliner Loibner Frauenweingarten Federspiel 2011, hvidvin, Østrig

Loibner Frauenweingarten ligger helt ud til Donaus vandkant i Wachau. FX Pichler regnes af mange som en del af den absolutte hvidvinselite på verdensplan. Vinene er også kostbare, men denne grüner veltliner til 165 kroner er til at komme i nærheden og et flot eksempel på, hvad FX Pichler kan. Vinen er frisk, syrerig og spændstig. Næsen byder på fersken, grønne æbler flint og et lidt røgtone. En virkelig skøn vin, der vil stå fremragende til denne ret med kammuslinger.

Forhandles af Østrigsk Vinimport til 165 kroner.

Lucas Pichler har overtaget efter sin fader, Franz Xaver (FX), som dog stadig er at finde i vinmarkerne.
Lucas Pichler har overtaget efter sin fader, Franz Xaver (FX), som dog stadig er at finde i vinmarkerne.

Domaine Leflaive, Puligny-Montrachet Clavoillon 2005, 1er cru, hvidvin, Bourgogne, Frankrig

Kongebourgogne fra kultproducenten Domaine Leflaive. Det er altid en fornøjelse at smage så store vine. Tak til Jimmy Rørbæk, vinnørd, masterchefdeltager og gentleman par excellence for den oplevelse.

Vinen havde noter af popcorn, bagt peberfrugt, nødder, æbler og citrusskal og en flot balance mellem frisk, spændstig syre og bourgognefedme; en flot vin.

Her kan du se opskriften på maden, vi fik at spise til

Årgang 2005 er udsolgt, men 2010’eren fås hos Thorkilds Vinhandel til 675 kroner.

Leflaive, her i godt selskab med volnay fra Domaine Comtes de Lafon.
Leflaive, her i godt selskab med volnay fra Domaine Comtes des Lafon.

Bodegas Luis Cañas, Reserva Sellection de la familia 2006, rødvin, Rioja, Spanien

Vinoble er for nylig begyndt at importere vinene fra dette moderne Rioja-hus, der producerer vine med stor frugtintensitet. Reservaen havde noter af muldet jordbund, mørke bær og urter. Dertil et behersket brug af fad, som gav noter af kaffe. Generelt er vinene fra Luis Cañas på et højt niveau, og denne vin er et godt køb, ikke mindst til prisen.

Vinen fås til 179 kroner hos Vinoble

Reservaen, her ved siden af storebroderen, gran reserva. Den lettere stil i reservaen faldt dog mere i min smag.
Reservaen, her ved siden af storebroderen, gran reserva. Den lettere stil i reservaen faldt dog mere i min smag.

Umani Ronchi, Cumaro Rosso Conero 2008, Marche, Italien

Druen montepulciano er normalt ikke kendt for at levere lige så storslåede italienske vine som for eksempel nebbiolo og sangiovese, men producenten Umani Ronchi får virkelig meget ud at sine druer i Marche-regionen i det midtøstlige Italien. Farven er mørk og tæt, næsen byder på store mængder kirsebær og urter. Det er en knastør vin med kraftige tanniner, og den har godt af at ligge nogle år. Den ældre 2001’er viste, at det kan betale sig at være tålmodig, får det var en meget velbalanceret, kompleks vinoplevelse.

Forhandles hos Philipson Wine til 159,95 kroner ved køb af 12 flasker.

Særdeles dejlig vin på den lidt undervurderede montepulciano-drue.
Særdeles dejlig vin på den lidt undervurderede montepulciano-drue. Foto: Philipson Wine

De stærke drikke

Talisker Storm Single Malt Whisky, Skotland

En af de store spillere på whiskymarkedet er afgjort Talisker, der nu har begået en ny whisky med navnet Storm. Navnet er en reference til de brusende, store bølger omkring Isle of Skye, hvor Talisker holder til. Talisker Storm er sammensat af flere fade med forskellige aldre for at sammensætte den rigtige smagsprofil. Den mørkgyldne whisky er også ganske stormfuld i munden med tydelige noter af røg, som Talisker er kendt for, en pæn mængde karamel og en pebret note, der melder sig på banen til sidst. Personligt foretrækker jeg Storm med et par dråber vand i, der åbner for de mere subtile noter af frugt og blomster.

Til smagningen prøvede vi whiskyen til mad, blandt andet en ret med blåmuslinger, chili og masser af peber. Rettens styrke og sødme passer godt sammen med whisky, så hvis du er interesseret i at forsøge dig med whisky til maden, er det stærke asiatiske køkken en god vej at gå.

Prismæssigt lægger Storm sig med en pris på 399 kroner mellem Talisker 10 Years og Talisker Distillers Editions. Forhandles hos et udvalg af spiritusforhandlere, blandt andre Whisky.dk. 

Læs Gastromands anmeldelse af Talisker Storm.

Talisker Storm er ikke blot en storm i et glas vand - der er bølgebrus med bål og røg i hele munden.
Talisker Storm er ikke blot en storm i et glas vand – der er bølgebrus med bål og røg i hele munden.