Dansk frugtvin blomstrer

Vin 16. juni, 2015 0 Kommentarer

For nylig blev Frugtvinsmesse 2015 afholdt på Frederiksdal Gods på Lolland. Her blev årets bedste frugtvine præmieret inden for de forskellige kategorier, og niveauet er rigtig højt. Så mens det kniber med at producere ekstraordinær druevin, kan Danmark lave noget helt særligt af især æbler og kirsebær.

 

I midten af maj var vi en gruppe af vinhandlere, restauratører og journalister, der var samlet på Pometet i Taastrup for at bedømme årets frugtvine forud for Frugtvinsmesse 2015, der blev afholdt d. 31. maj. Pometet, der hører under Københavns Universitet, er en frugtbank med gamle sorter, heriblandt 750 æblesorter, og stedets formål er at producere frugt og planter til forskning og undervisning ved Københavns Universitet og Nordisk Genbank. Derfor var det meget oplagt at afholde smagningen netop dér, for vin lavet af frugt (druevin har sin egen kategori) er i rivende udvikling herhjemme.

Der var cirka 750 mennesker på Frederiksdal til Frugtvinsmesse 2015. Foto: Johan Sjöstedt.
Der var cirka 750 mennesker på Frederiksdal til Frugtvinsmesse 2015. Foto: Johan Sjöstedt.

Det hele begyndte for alvor, da foreningen Dansk forum for frugtvin blev etableret for en håndfuld år siden, fordi en herre ved navn Jens Skovgaard Pedersen, der står bag Cold Hand Winery, var frustreret over, at Foreningen af Danske Vinavlere ikke ville tage den æblevin, som han var begyndt at lave ved siden af den ”elendige druevin”, som han efter sigende producerede, alvorligt. Vin skulle laves af druer, og sådan var det. Jens Skovgaard Pedersen mente imidlertid, at potentialet i frugtvin var langt større, og derfor gik han i gang med at samle andre frugtvinproducenter, der delte hans overbevisning. Det var svært i begyndelsen, men da Frederiksdal Kirsebærvin på Lolland tilbage i efteråret 2012 gik med på ideen, fulgte flere andre trop, og så kunne han kalde til foreningens første generalforsamling. I 2013 kunne foreningen invitere til Frugtvinsshow på Fussingø Slot ved Randers. Det var af mere intern karakter for branchen, men i fjor skulle publikum for alvor indvies i frugtvinens spændende univers, da Frugtvinsmesse for første gang blev afholdt på Frederiksdal Gods. Jens Skovgaard Pedersen er ikke i tvivl om, hvad dansk frugtvin som genre skal satse på.

– Det handler om at skabe noget unikt, noget med en nordisk profil. Vi skal fokusere på de frugter og bær, der er bedst i Danmark, og vi skal gøre det på vores egen måde. Begynder vi først at efterligne cider fra Normandiet og konkurrere på pris, går det galt. Tænk, hvis udlandet omvendt får den opfattelse, at dansk frugtvin er noget særligt. Vi kan konkurrere på kvalitet, og vores erfaring er, at det vil kunderne gerne betale mere for, siger han med henvisning til eksempelvis Frederiksdal, der har fået foden inden for på det kinesiske og japanske marked, mens Horn Cider fra Silkeborg sidste år solgte stort set hele sin produktion til en thailandsk hotelkæde.

Jens Skovgaard jubler over sin guldmedalje til Malus Feminam 2013, en sød æblevin. Foto: Johan Sjöstedt.
Jens Skovgaard jubler over sin guldmedalje til Malus Feminam 2013, en sød æblevin. Foto: Johan Sjöstedt.

Høj kvalitet
Tilbage på Pometet er vi i fuld gang. Vi smager alle vine blindt, og vi er ikke bekendt med, hvilke producenter der har sendt vine ind til bedømmelse. Når vi får vinen, er det eneste, vi ved, om det er cider, mousserende vin, mousserende æblevin, kirsebærvin og så videre. Det hører med til historien, at nogle af vinene var decideret rædselsfulde; pænere kan jeg ikke sige det. Omvendt var der også så mange lyspunkter, at det er indtrykket af, at dansk frugtvin stormer fremad, der står klarest i erindringen. Når eksempelvis de søde æblevine, der er lavet af sent høstede danske æbler, er allerbedst, minder de mig om den tyske beerenauslese (sød vin af sent høstet riesling) med en fortrinlig dybde i smagen og en velbevaret syrlighed, der agerer perfekt partner til den høje sukkerkoncentration. Også de mousserende vine og cider kan noget, og det bliver spændende at følge udviklingen, og her skal man huske, hvor mange århundreder det har taget at bringe druevinproduktion til det niveau, vi kender i dag, så dansk frugtvin er godt på vej, hvilket også er Jens Skovgaard Pedersen holdning.

– Mit indtryk er, at antallet af gode vine vokser. Ser man på prisuddelingen ved Frugtvinsmesse 2015, kan man også konstatere, at mange af de nye producenter høster udmærkelse. Der er et kæmpe marked, fordi dansk frugtvin endnu er så ukendt, så vi kan lave et rigtig godt brand omkring den. Der er også efterspørgsel fra udlandet. Vi har vores vine repræsenteret på to michelinrestauranter i Frankrig og en ny, meget hypet restaurant i Berlin, og det interessante er, at restaurantgæsterne efterfølgende efterspørger produkterne, siger han og forklarer, at en del af den voksende succes skyldes, at de enkelte producenter har et godt sammenhold, hvor de hjælper hinanden i stedet for at konkurrere.

 

Disse producenter bør du prøve 

Horn Cider
Horn Cider har fået sit navn efter sit oprindelsessted, Horn, i det midtjyske søhøjland ved Silkeborg. Manden bag er skovfoged Kristoffer Møller, der høster, moster og gærer saften fra sine belle de boskoop- og bramley-æbler, som til sidst ender på flaske som virkelig velsmagende cider. Drømmen og filosofien er at lave naturvin af æbler, hvorfor det udelukkende er de naturlige gærceller på og omkring æblerne, der skaber fermenteringen, der varer mellem 70 og 300 dage. I det danske klima kan det dog være en udfordring at få sukkerniveauet tilstrækkeligt højt, og derfor tilsætter Horn Cider lidt af gårdens egen koldslyngede honning for at hjælpe gæringen på vej. Honningen giver ydermere en fyldig, blomsteraromatisk karakter, som står rigtig fint til de syrlige æblesorter. Specielt cideren Idun, der er navngivet efter den nordiske gudinde for æbler og ungdom, er i flot harmoni med en forfriskende æblesyrlig karakter og et sukkerniveau, som gør den til en halvsød drik, der er svær at holde sig fra. Honningen er til at spore, men den overdøver på intet tidspunkt flaskens hovedattraktion, æblerne.
horncider.dk

Horn Cider deler smagsprøver ud. Foto: Johan Sjöstedt.
Horn Cider deler smagsprøver ud. Foto: Johan Sjöstedt.

Cold Hand Winery
”Vinhuset med de kolde hænder” skal tages ret bogstaveligt. Jens Skovgaard Pedersen alias Skov-Jens gik nemlig rundt i Læsten ved Randers med stivfrosne fingre i sin iver efter at lave eiswein på danske æbler; en ide, der opstod, da Skov-Jens smagte på den brune, tyktflydende og ikke mindst velsmagende væske, der lækkede fra en beholder med æblemost i hans fryser. Smilende, venlige og energiske Skov-Jens havde været efterskoleforstander i 12,5 år på Mors, men drømmen om at producere kvalitetsvin på danske æbler havde vokset sig så stor, at det skulle have en reel chance. Hans relativt beskedne areal på 2,5 hektarer med æbler og de store opstartsudgifter gjorde dog, at han allierede sig med gartneren Flemming Villebro Jørgensen, der har 47 hektarer æbleplantage på gården i Øksendrup mellem Nyborg og Svendborg. I dag er de partnere i Danmarks hidtil mest spændende og vellykkede projekt med alkoholiske drikke på æbler, som har vundet flere internationale priser.
coldhandwinery.dk

Frederiksdal Kirsebærvin
Frederiksdal Kirsebærvin fra Lolland er ikke til at komme uden om. Kirsebærvinen bliver lavet ligesom druevin. Resultatet er nogle kraftige, ekstremt frugtige vine med god syrlighed fra den gamle danske kirsebærsort Stevnsbær. Foretagendet er et samarbejde mellem godsejer Harald Krabbe, der ejer de 48 hektarer, som var på vej til at blive revet op, før journalist og vinnørd Morten Brink Iwersen sagde, at han skulle lave vin af dem. Også kokken Jan Friis Mikkelsen er inde over, og tilsammen har de skabt et meget seriøst projekt, som også eksempelvis kineserne har fået øjnene op for. Kirsebærvinene er perfekte til risalamanden til jul, men de gør sig også fortrinligt til vildt, blåskimmelost og mørk chokolade.
frederiksdal.com