Tre gode sommercocktails

Opskrifter 20. juli, 2016 0 Kommentarer

 

Sponseret indlæg i samarbejde med BorderShop Puttgarden

Sommeren er over os, og det er på tide, at få nogle gode sommercocktails på bordet, hvad enten ferien foregår på en varm sandstrand eller foran skærmen med udsigt til Chris Froomes piskende ben.

Derfor har jeg bikset tre cocktailopskrifter sammen med udgangspunkt i gode, gamle klassikere. Når solen bager, orker man ikke alt for meget, så derfor har kriteriet været, at cocktailene skulle være nemme at lave uden for megen forberedelse og en alenlang ingrediensliste.

sommercocktails.
Tre gode ingredienser til sommercocktails.

Min favorit-gin og tonic
Den første er en gin og tonic inspireret af den bedste, jeg nogensinde har fået, af slagsen. Den fik jeg på den fantastiske restaurant Taubenkobel syd for Wien tidligere på året. Jeg er tilhænger af agurk i min gin og tonic, og her havde Taubenkobel fået den glimrende ide at lave isterninger af juicet agurk. Det giver en langt mere intens agurkearoma til drinken, mens smagen af agurk også forstærkes, efterhånden som isterningerne opløses. Jeg har taget udgangspunkt i en for mig ny gin ved navn Copperhead, der produceres i Belgien. Det er en gin destilleret i kobberkedler, og der er tilsat fem ingredienser, som til gengæld træder tydeligt frem og giver særpræg til ginen. De fem ingredienser er enebær, kvanrod, kardemomme, appelsinskal og korianderfrø, og tilsammen giver de en gin, der hovedsagligt spiller på enebær, mens de øvrige giver henholdsvis dybde og friskhed dertil.

Isterningerne er det ”sværeste”, for de kræver en juicer. Tag to agurker, kør dem igennem en juicer, og hæld juicen i en isterningebakke eller –pose. Behold gerne skrællen på – det giver mere agurkesmag til drinken.

Opskriften er som følger:

4 cl Copperhead Gin
10 cl tonicvand af god kvalitet
3-4 agurkeisterninger, alternativt almindelige isterninger og en skive agurk

Fremgangsmåde: Kom gin i glasset, tilsæt isterningerne, og slut af med tonic.

sommercocktails
Den klassiske gin og tonic får et delikat løft via agurkeisterningerne.

To røde italienere
De to andre cocktails er begge røde og med udgangspunkt i henholdsvis Aperol og Campari.
Førstnævnte bruges til den klassiske Aperol spritz, en læskende, frisk og sommerlig drink. Den er samtidig ikke for stærk, hvilket kan være rart, når solen bager. Drinken består af aperol, mousserende vin og danskvand. Jeg lavede en luksusudgave med champagne i form af Bollinger Special Cuvée, der med sine fyldige stil giver dybde til drinken. Man kan også sagtens bruge andre former for mousserende vin, hvis prisen skal holdes lidt nede.

Aperol spritz
6 cl Aperol
6 cl Bollinger Special Cuvée eller anden champagne/mousserende vin
6 cl danskvand
3 appelsinbåde, helst økologiske
Isterninger

Fremgangsmåde: Fyld godt med isterninger i et vinglas, og tilsæt aperol, danskvand og slutteligt champagnen og de tre appelsinbåde.

Aperol spritz er en vaskeægte sommercocktail; ikke før stærk, og så er den frisk og festlig.
Aperol spritz er en vaskeægte sommercocktail; ikke før stærk, og så er den frisk og festlig.

Den tredje og sidste drink er en negroni, og den egner sig bedst til aftentimerne, hvor solen er på vej retur. Negroni er en stærk drink, så pas på med tempoet. Sip af den over en god samtale med gode venner. Man kan servere den med eller uden is. Jeg foretrækker med, for det fortynder drinken en smule og gør den en anelse mere medgørlig.

Negroni
3 cl Copperhead Gin
3 cl Campari
3 cl vermouth, eventuelt Noilly Prat
Isterninger
1 appelsinbåd

Fremgangsmåde: Rør alle ingredienser sammen, tilsæt is efter ønske, og slut af med appelsinbåden.

sommercocktails
Negroni sparker fra sig med sin høje mængde af alkohol, så hold igen med hastigheden. Nyd den til et godt cykelløb eller med gode venner.

Cocktailene er lavet med inspiration fra sortimentet hos BorderShop Puttgarden, og priserne, som giver mulighed for en god besparelse i forhold til i Danmark, er:

Copperhead Gin 40% til 329,95 kroner
Aperol (1liter) til 109,95 kroner
Campari (1 liter) til 99,95 kroner
Noilly Prat Vermouth (1 liter) 99,95 kroner
Champagne Bollinger Special Cuvée 309,95 kroner

Læs mere om BorderShop Puttgarden i dette indlæg, eller besøg dem på deres facebookside.