MasterChef-opskrift – helleflynder med kokossauce, tamarinde og sojasaltede cashewnødder

Opskrifter 11. februar, 2016 0 Kommentarer
Det var en stor ære at få lov til at lave med til Dak Wichangoen fra Kiin Kiin, og jeg er glad for, at det gik så godt, som det gjorde. Foto: TV3/MasterChef.
Det var en stor ære at få lov til at lave med til Dak Wichangoen fra Kiin Kiin, og jeg er glad for, at det gik så godt, som det gjorde. Foto: TV3/MasterChef.

Hvilken måde at slutte ugen af på for mit vedkommende. Det er blevet til sejre i samtlige madudfordringer, og jeg er videre til kvartfinalen i MasterChef 2016 – sådan!
Det var en stor ære at få Dak Wichangoen fra Kiin Kiin i køkkenet. Jeg har spist i restauranten, og det er en stor oplevelse, jeg vil anbefale alle at prøve. Jeg er stolt af denne ret, som er mit bud på en moderne thairet med de tre ingredienser, vi skulle arbejde med, som var galangarod, kokosnød og tamarinde.
Der var udfordringer undervejs, men det gik godt til sidst, og i kvartfinalen skal jeg bare fortsætte i samme spor.
Jeg håber, at du vil følge med fremover. Her får du i første omgang retten fra programmet.

Find flere opskrifter her.

Min vinderret med helleflynder, kokosmælksauce, cashewnødder og galangaspray. Foto: TV3/MasterChef.
Min vinderret med helleflynder, kokosmælksauce, cashewnødder og galangaspray. Foto: TV3/MasterChef.

Ingredienser til to personer

2 stykker helleflynder af 125 gram, uden skind

Kokossauce
1 kokosnød
1 dl vand
3 spsk. fiskesauce
1 spsk. limesaft
2 stængler citrongræs
1 knold galanga
1 knivspids Xantana (kan undlades)

Galangaparfume
2 knolde galanga
2 stængler citrongræs
½ lime, saften heraf

Tamarindepaste
8 bælge tamarinde
1 dl vand
(Køb eventuelt tamarindepaste på flaske)

Sojasaltede Cashewnødder
1 håndfuld cashewnødder
½ dl sojasauce
½ dl vand

Pynt
Koriander

Fremgangsmåde

Kokossauce: Flæk kokosnødden ved at slå på midten af den hele vejen rundt, indtil den flækker. Hold den over en skål, så du får vandet med. Befri kødet fra hele kokosnødden, og blend den med kokosvand og vand i tre minutter, indtil alle stykker kokos er blendet. Hæld igennem en finmasket si eller et klæde. Hæld kokosmælken i en gryde, og varm den op ved meget svag varme sammen med bankede citrongræsstængler og skiver af galanga. Smag til med fiskesauce og lime. Hvis saucen ikke er tyk nok, kan den blendes med en smule xantana.
Galangaparfume: Kør galanga og citrongræs i en saftpresser, smag til med limesaft, og kom juicen i en sprayflaske, og sæt den på køl indtil brug.
Tamarindepaste: Befri frugterne fra bælgene, og kom indholdet i en gryde sammen med vandet, og bring det i kog. Kog det i fem minutter. Pres herefter kødet igennem en si, og kassér kernerne.
Saltede cashewnødder: Rist nødderne gyldne på en tør pande, tilsæt vand og sojasauce, og lad disse reducere, indtil væsken klæber til nødderne.
Helleflynder: Salt fisken 20 minutter før stegning på alle sider. Varm en pande op til høj varme i to minutter, og hæld to skefulde neutral olie på panden, og læg fisken på. Steg den i halvandet minut på den ene side, vend den, og tag panden af varmen.
Anretning: Læg fisken i bunden af tallerkenen, læg en halv teske tamarindepaste, tre cashewnødder og korianderblade ovenpå, og hæld saucen rundt om fisken.

Her kan du læse mere om min deltagelse i MasterChef 2016.