Opskrift – foie gras med stegt græskar, æble og kirsebær

Opskrifter 18. oktober, 2011 5 Kommentarer

Foie gras er en fantastisk råvare. Her er den kommet i selskab med hokkaidogræskar og oven på revne æbler og øverst et par syltede kirsebær fra den fremragende danske producent Selleberg, som er drevet af den meget passionerede Søren Hvenegaard. De gav et sidste syrligt/sødt element til retten.

Græskar og foie gras på samme tallerken var en uafprøvet kombination for mit vedkommende, men det fungerede rigtig godt i samspil med de friske og syrlige komponenter, alias æble og kirsebær.
Græskar og foie gras på samme tallerken var en uafprøvet kombination for mit vedkommende, men det fungerede rigtig godt i samspil med de friske og syrlige komponenter, alias æble og kirsebær.

Foie gras – hokkaido – æble – kirsebær

Til fire personer

– Ét hokkaido-græskar.

Skær skiver af cirka tre-fire millimeters tykkelse og en diameter på ti centimeter, og halvér dem. Steg dem på panden i smør (husk riiigeligt…) med salt og peber, indtil de er møre, men stadig hænger sammen. Læg dem på fedtsugende papir, og sæt dem til side.

– Et stort æble – gerne dansk efterårsæble i sæson.

– To-tre spiseskefulde sherryvineddike eller balsamisk eddike.

– Saft og skal fra en halv citron.

– Salt og peber.

Riv æblet ned i en lille skål og tilsæt eddike, skal og saft fra citronen og salt og peber. Lad det marinere indtil servering.

– 200 gram foie gras terrine

Find et godt produkt på dåse. Ellers kan du følge brødrene Prices opskrift her. At lave foie gras terrine er ikke svært, men det tager tid, faktisk tre dage. Jeg vil altid agitere for, at man laver tingene fra bunden, men denne mandag var den hurtige løsning særdeles velegnet. Opbevar foie gras’en på køl indtil fem-ti minutter før servering. Skær foie gras’en i skiver af cirka én centimeters tykkelse.

– Ét glas syltede kirsebær fra Selleberg.

Når alle ingredienser er klar, lægges tre skiver stegt græskar pænt på tallerknen. Oven på placeres skiven af foie gras. Der toppes med en spiseskefuld revet æble og to kirsebær. Lidt lage fra kirsebærrene dryppes rundt på tallerknen som afslutning. Lidt havsalt og friskkværnet peber på toppen – velbekomme!

Se flere opskrifter her.

  • En ægte gastromand kan naturligvis også selv lave mad – godt at se!

    PS. Ser lækkert ud:)

    • Naturligvis, Anders! Det er et absolut must.
      Det glæder mig, at du synes om retten i øvrigt.

  • Jens Erik Knudsen

    Det sker saftsusme godt ud. kan du måske lægge en video op hvor du laver det? Du skriver nogle meget fine artikler.

    • Hej Jens Erik

      Mange tak for din kommentar og de pæne ord – de varmer!
      Fedt, at du kommer med ønsker og forslag til bloggen – de vil blive taget med i overvejelserne.

      God weekend
      Rasmus

  • Det ser godt ud Rasmus. Jeg kunne især godt tænke mig at smage de kirsebær sammen med den fede foie gras.
    Kh Nadia