Det er til lyden af de finurlige rim fra Malk De Koijns nummer Fågt op i skalle, at jeg entrerer Vesterbro Vinstue på hjørnet af Istedgade og Oehlenschlägergade. Jeg bemærker først den patinerede bardisk, den dunkle belysning og de bare træborde, som hurtigt giver mig følelsen af at være havnet på et værtshus, hvilket sidste del af beværtningens navn også lægger op til. Og stedet er faktisk en vinstue i ordets bogstaveligste forstand. Der er omkring 25 vine på glas, og derudover er der mulighed for at nyde et regulært måltid. Kortet består af cirka 15 retter, der alle koster 90 kroner, og adviseringen fra tjenerne hedder, at der skal tre til fire retter til for at gøre dig mæt. Derfor har Vesterbro Vinstue meget passende sammensat en fire-retters menu til 295, som var den, vi kastede os over denne aften.
I baren er der lekture, som kan indtages sammen med et glas bobler.
Som lydtapetet delvist afslørede, er Vesterbro Vinstue præget af en vis hipsterånd, og blandt personalet er der bestemt plads til underarmstatoveringer og velvoksne fuldskæg. Det kammer dog aldrig over til at blive overfladisk, og attituden er fra første færd afslappet og nede på jorden.
Vi indledte i baren, hvor man også kan nyde sin mad, hvis man er til det, med et glas knastør cava, Brut Nature fra Jordán de Asso (65 kr.) i Nordøstspanien; mineralsk, noter af citrusfrugt og god syrlighed.
Læs også marts måneds vinanbefalinger
Vi havde nu bevæget os ned til vores bord, hvor vi hurtigt blev præsenteret for en lille appetitvækker, der kom ind på en stående ske. Den bestod af røget laksetatar med grøn urteolie og maltjord på toppen. I den dunkle belysning så tataren ud til at være blevet hakket fint, men i munden viste den sig at have en grov struktur med reelle stykker at tygge på, hvilket var en glædelig oplevelse. En god begyndelse.
Læs også: Opskrift på feinschmeckerens gourmettatar
Laks på ske, her i dejligt store bidder.
Første ret på menuen gjorde sig især bemærket på grund af sin kombination af rimmede kammuslinger og frysetørrede hindbær. Det søde skaldyr, som dog var små temmelig neutrale i smagen (var de mon fra frost?), havde det overraskende godt med de sur/søde stykker hindbær, og med stykker af bitter endiviesalat var retten ganske velkomponeret. Papirtynde skiver af jordskokker var marineret i en vanillelage, hvilket bragte delikat sødme og aroma til retten. Det cremede element kom fra en såkaldt vinaigretteskum, der mindede om mellemting mellem cremefraiche og mayonnaise. Fine olivenurter gav en note af olivenolie med ekstra friskhed. En god ret, der illustrerede køkkenets evne til at inddrage alle smagskomponenter.
Dertil fortsatte vi med vores tørre bobler, der på glimrende vis rensede og understregede rettens friskhed og elegance.
En dejlig ret, der spillede formåede at skabe flot balance mellem salt, surt, sødt og bittert.
Vi forblev i havet med næste ret, hvor øjnene hurtigt blev draget af de rundhåndede klynger af stenbiderrogn, der lå imellem spæde salater og bånd af skorzonerrod, der skyggede for stykker af røget pebermakrel, der lå blandt dutter af rygeostcreme. Igen var retten drysset med maltjord, men reprisen fungerede dog også fint her med sin mørke, ristede note. Makrellen og rygeostcremet havde det fortrinligt sammen, og med den salte stenbiderrogn, der havde fået lidt citronskal og bristede delikat i munden, var det en særdeles lækker ret.
Dertil nød vi Mâcon-Villages fra den biodynamiske producent Guillot-Broux. Den burgundiske chardonnayfedme og fad var til at spore, men det overdøvede ingenlunde vinens friske syre og noter af marcipan. En dejligt match til makrellen.
Læs også: Storslået bourgogneaften på Brasserie Nokken
Smukt, velsmagende og endnu en gang i flot balance.
Med næste ret afveg vi fra menuen med et nummer fra a la carten, som bestod af torsk i en sprød skorpe af pankorasp. Den perfekt tilberedte fisk lå i en glat spinatcreme, og ved siden af lå stykker af smørpocheret porre, der havde fint bid. Med den grønne salat og en juice af løvstikke, der blev hældt over ved bordet, var det en ret, der overraskede med sin store kontrast mellem fiskens fedme og de friske grøntsager; en dejlig overraskelse med masser af renhed i smagen, men jeg havde gerne set, at stykket af torsk havde været en anelse større.
Den akkompagnerende vin, 2011 Sauvignon Blanc fra Bodegas Mocén, var fra Rueda i Nordspanien, og den bød på noter hyldeblomst og melon, og den havde en vis fylde, der kunne hamle op med fisken, mens den ikke overdøvede de sarte, grønne elementer.
Da jeg bestilte denne ret, forestillede jeg mig noget a la fish ‘n’ chips, men denne servering var langt mere frisk i sit udtryk.
Dejlig kalv
Nu tilbage på sporet med menuens tredje ret, der bestod af braiseret kalveskank i saftige, møre trevler. Den lå på en bund af fedmefuld kartoffelmos, der var smagt til med trøffel, hvilket gav en dejlig aroma til retten. Nederst en sødmefuld, intens sauce, der understregede, at vi havde med en fyldig ret at gøre. Sprøde kartoffelchips med eddikepulver gav syre og balance til retten, der fik et urtespark fra kørvelen og den sprøde vinterportulak på toppen. En sand velsmagsret, som virkelig behagede mig og lagde en god bund som afslutning på den salte afdeling.
Den biodynamiske 2011 Classique fra Domaine du Joncier i Lirac, som er den sydligste cru-appellation i Côtes du Rhône. De 18 måneder på fad fornægtede sig ikke; noter af tobak og vanille var præsente, men den kraftige bærfrugt gav det fornødne modspil, og med en pæn mængde tannin kunne vinen hamle fint op med kalven.
Læs om vinområdet Rasteau i Côtes du Rhône
Braiseret kalv, der var mørt, saftigt og pakket med smag. Delikate trøffelaromaer steg op fra tallerkenen.
Vi rundede af med havtornis, hvis friske karakter blev mødt af en mørk, bitter chokoladeganache og en karamel, der elegant var strøget hen ad tallerkens kant. Stykker af frysetørret havtorn intensiverede smagen af de c-vitaminrige bær, og derfor blev det for voldsomt med den overhældte havtornsuppe, som ganske enkelt var for bitter sammen med den i forvejen bitre chokolade. Abstraherede man for suppen, spillede de øvrige komponenter dog fortrinligt sammen.
Vinmenuens sidste indslag var en ægte klassiker: En lækker portvin, Kopke 10 Year Tawny, der osede af valnødder, chokolade og solbær. Den havde tannin og bitterhed, der gik godt til chokoladen, men sammen med suppen blev det endelige smagsindtryk altså en anelse for bittert.
Havtorn, chokolade og karamel. En dejlig ret, der kunne have undværet den varme havtornsuppe, hvis bitterhed tog for megen styring.
Helhedsindtrykket er dog, at Vesterbro Vinstue har styr på sagerne. De leverer nogle retter med god balance mellem tyngde, fedme og friskhed, og de fire retter til 295 kroner er bestemt særdeles rimeligt. Betjeningen er nede på jorden, og tjenernes vinviden er solid. Er du småsulten, kan en enkelt ret og et glas vin gøres for rundt regnet 150 kroner, og det er noget, jeg vil gøre en anden god gang. Pris og kvalitet hænger sammen, og Vesterbro Vinstue får hermed en varm anbefaling med herfra.
Vesterbro Vinstue
Istedgade 128
1650 København V
Tlf.: 33251090
info@vesterbrovinstue.dk
