Anmeldelse – Madklubben Vesterbro tog min mødom med nænsomhed

Anbefalinger, Anmeldelser 11. juni, 2014 1 Kommentar

Jeg har siden Madklubbens fødsel haft det lidt svært med konceptet, som i korte træk beror på betjening med meget begrænset eller slet ingen dybere viden om mad og vin samt et menukort, der er propfyldt med tilkøbsmuligheder, der forvandler et tilsyneladende billigt måltid til et, der hurtigt kan komme til at koste det samme som en michelinmiddag, hvis du ikke passer på. Madklubben øger diskret omsætningen, mens endnu en halvtredser bliver hevet op af lommen hist og her, når et tilkøb lokker de mange gæster, der ikke kan stå for fristelserne, og det er rent omsætningsmæssigt et genialt træk, som jeg forretningsmæssigt beundrer, men det irriterer mig som gæst. At betjeningen også er reduceret til ufaglærte, der løber med tallerkner, er i mine øjne også en trist tendens for tjenerfaget. Alligevel synes jeg, at det var blevet tid til at undersøge, hvordan Madklubben igen og igen åbner nye filialer med stor succes. Missionen var at gå ind at spise uden at lade sig friste af tilkøb for at se, om der overhovedet er noget, der er værd at spise inden for de grundlæggende rammer, som hedder én ret for 100 kroner, to for 150, tre for 200 og fire for 250 kroner, hvilket som udgangspunkt er særdeles billigt.

Læs også: Kadeaus Pony på Vesterbro sparker fra sig

Vi ankom til restauranten klokken 20.45, hvor der var fuld gang i butikken. Den store tjenerbrigade arbejdede på højtryk for betjene de mange gæster, og selv om de mange ansatte næsten ikke kunne komme til for hinanden i deres iver, blev vi hurtigt modtaget med venlig attitude af en tjener, der førte os ind i den bagerste del af den store restaurant, hvor temperaturen hurtigt fik mig til at smide blazeren. Stemningen havde efterhånden nået et muntert niveau, og lydniveauet var ganske højt, men på trods af det havde vi ingen problemer med at høre hinanden ved vores tomandsbord.

Vi fik serveret glimrende brød med blødt smør, mens vi sonderede menukortets muligheder.
Vi fik serveret glimrende brød med blødt smør, mens vi sonderede menukortets muligheder.

Med menukortet, der lå som en dækkeserviet foran os, kunne vi konstatere, at der var mange fristelser at spore. Min medspiser kastede sig over en kalvetatar, mens jeg satsede pengene på en lammeterrin. En stor skive terrin med finthakket kødstruktur og mild smag af lam blev serveret på et spækbræt beklædt med madpapir for at understrege den rustikke facon. Omkring terrinen lå dutter af rygeostcreme og sennep samt nogle meget vellykkede grønne tomater, der havde opnået en fin balance mellem syre og sødme efter syltning. En simpel, velsmagende forret, som jeg var ganske tilfreds med, selv om jeg gerne havde set en let grovere struktur med reelle stykker kød i terrinen.

I traditionel charcuteristil blev terrinen serveret på et stykke madpapir. Tomaterne var en meget vellykket garniture.
I traditionel charcuteristil blev terrinen serveret på et stykke madpapir. Tomaterne var en meget vellykket garniture.

Min medspisers tatar var af den diskrete slags, med meget mildt smagende kød, grænsende til det kedelige, og det var en anelse undersaltet.  En god creme med markant peberrodskarakter bidrog med fedme til det magre kød, mens dutter af ren dijonsennep var alt for heftige og tårefremkaldende, når man fik for meget af den i munden. Skiver af radiser, syltede rødløg og rugbrødsknas bidrog med sprødhed til den noget jævne tatar, som ikke vil stå klart i erindringen langt frem i tiden, og som også er et eksempel på, at man må tage til takke med et lavere niveau på råvarefronten, når priserne er, som de er.

Tatar, der hverken skuffede eller brillerede.
Tatar, der hverken skuffede eller brillerede.

Blandt de våde varer havde vi forsynet os med en flaske cava (250 kroner), hovedsagligt på druen macabeo, fra producenten Sigura Viudas, Spanien. Det er ikke mange penge for en flaske vin på restaurant, men den leverede det, den skulle: frisk syre og masser af frugtighed, som gjorde den til en vin, der kan hældes ned i hastigt tempo.

Masser af mad
Hovedretssektionen bød også på lokkende sager. Der var fire af slagsen, og to af dem kunne erhverves uden tillæg. Jeg er svært begejstret for sprængt kalvebryst, og således var mit valg truffet, mens min ledsager kastede sig over vegetarretten, der havde porrer som tema.
Mit kalvekød kom i et overraskende stort, rektangulært stykke. Det var omgivet af halve bagte løg, der lå på en blød blomkålspuré. Kødet sad lige i skabet og faldt i fine stykker, da jeg skar i det. Løgene var nye og spændstige, men de var ikke mere en halvbagte, og på det stadie er løg i mine øjne ikke så interessante, fordi skarpheden er forsvundet, mens karamelliseringen endnu ikke er indtruffet. Blomskålspuréen var ligeledes meget mild og bidrog ikke med meget mere end cremet tekstur i den mættende hovedret, der blev bundet sammen at en indkogt sauce med masser af smag. Klassisk servering, der med undtagelse af kødet, som smagte vidunderligt, blev lidt kedelig i længden.

Braiseret kalvebryst med løg, blomkålspuré og sauce - dejligt kød, kedelig garniture.
Braiseret kalvebryst med løg, blomkålspuré og sauce – dejligt kød, kedelig garniture.

Omvendt var der mere spræl i porreserveringen, der størrelsesmæssigt også gjorde opmærksom på sig selv. Henholdsvis syltede og grillede porrer lå i rækker med dejligt fedmefulde, ristede hasselnødder og en cremet, syrlig hollandaise, der sikrede, at det ikke blev for magert. De syltede porrer var lige lovligt eddikesure i smagen, mens de grillede bød på masser af de karamelliserede aromaer, jeg savnede hos løgene i min ret. Der var knas, blødhed, syre og fedme, og man savnede ikke noget i retten, om end vi blev enige om, at kalvebrystet passede eminent ind i retten – en venlig opfordring er hermed videregivet.

Rent visuelt havde vi at gøre med lidt af en rodebunke, men smagen var god med flere teksturer i den mættende portion.
Rent visuelt havde vi at gøre med lidt af en rodebunke, men smagen var god med flere teksturer i den mættende portion.

Hele dessertkortet

På nuværende tidspunkt havde vi spist for 150 kroner hver, og det var på ingen måde den fysiske sult, der gjorde, at vi alligevel besluttede at afprøve desserterne. Her lod vi os alligevel friste af et tilkøb, i det man enten kunne vælge én dessert for 50 kroner eller tage alle tre på én gang for 50 kroner mere, og i jagten på den gode smags tjeneste gav det valg sig selv.

Vi dykkede ned i ’kaffekærlighed’ som den første. En is på Bailey’s lå i en blød kaffecreme med kaffestøv ovenpå, og rundt om var stykker af mokkamarengs stablet på højkant. Cremen og isen frembragte i forening fornemmelsen af at spise Bailey’s, og marengsen var spækket med overraskende meget kaffesmag. En rigtig dejlig dessert, der strøg én med hårene, og det var fint, at kaffe forblev den røde tråd i alle rettens elementer.

Kaffe og Bailey's i forskellige teksturer på mågestel; velsmag!
Kaffe og Bailey’s i forskellige teksturer på mågestel; velsmag!

Videre til ’skildpadde’, der var en fortolkning af Toms klassiker med karamel og romcreme. Øverst lå tynde flager af mørk chokolade, hvor tempereringen desværre havde slået fejl, hvorfor de bløde stykker hurtigt faldt sammen i stedet for at knække. Underneden lå en temmelig vandet, både i smag og tekstur, chokoladesorbet, der svømmede rundt i en karamel- og romcreme, der dog var doseret i for små mængder, og dermed druknede den lidt i den vandede sorbet.

Fortolkningen af Toms chokoladeskildpadde var ikke den største oplevelse.
Fortolkningen af Toms chokoladeskildpadde var ikke den største oplevelse.

Sidste dessert i rækken var en rabarberdessert, hvor stykker af syltet rabarber og sprøde kornflager, formentlig havregryn, lå i en luftig, blød flødeskum, der var smagt til med rabarber. Sidstnævnte kunne dog sagtens have trukket mere rabarbersmag, ikke mindst fordi antallet af reelle stykker rabarber næsten kunne tælles på én hånd, hvilket gjorde desserten noget drøj i længden med al den flødeskum uden modspil. Ærgerligt for en dessert, der burde levere masser af friskhed.

Der var gode takter i denne dessert, men den lille mængde af rabarberstykker gjorde flødeskummet for drøjt i længden.
Der var gode takter i denne dessert, men den lille mængde af rabarberstykker gjorde flødeskummet for drøjt i længden.

Helt og aldeles ude af stand til at indtage mere mad sad vi med en regning på beskedne 650 kroner, hvoraf de 400 kroner var for maden, mens vinen udgjorde resten. Skulle man diske op med tilsvarende mad i sit eget hjem, ville det næppe kunne lade sig gøre til de penge, og i mine øjne giver det god mening at betragte Madklubben som et godt alternativ til selv at stå og svede ved komfuret. Der er ingen kulinariske landvindinger på tallerkenerne, men det ville også være uretfærdigt at forvente til de priser. Til gengæld smager maden ganske udmærket, man får rigeligt, og stemningen er god for de få penge, det drejer sig om, og det er på mange måder sympatisk. Jeg var fra flere sider blevet forberedt på, at servicen var dårlig, men det kunne jeg ikke genkende. Der var ingen forklaringer om mad eller vin, men der var smil, venlighed og effektivitet at spore over hele linjen. Vi ventede ikke på noget tidspunkt for længe på vores mad, og vi blev forsynet med koldt postevand (som er gratis) i løbet af hele aftenen. Derfor kan jeg ikke komme med nogen gode grunde til ikke at anbefale Madklubben til dem, hvor det primært handler om at gå ud at spise et veltilberedt måltid, og hvor forventningen om en decideret gastronomisk oplevelse ikke er i højsædet. Alting til sin tid.

Læs flere anmeldelser her.

Madklubben Vesterbro
Vesterbrogade 62
1620 København V
Tlf: 38 41 41 43
vesterbro@madklubben.dk
Hjemmeside

 

  • Madklubben

    Kære Rasmus.

    Tusind tak for besøget og for den varme anbefaling. Det sætter vi stor pris på!

    Bedste hilsner
    Anne Mette Hancock
    PR- og presseansvarlig
    http://www.madklubben.dk