Om lidt er kaffen klar – opskriften på en god morgenstund

Anbefalinger 19. maj, 2017 0 Kommentarer

Sponsoreret indlæg i samarbejde med Siemens 

Bedst som du ligger og sover, ringer vækkeuret. Det er tid til at stå op. Måske har du sovet godt, måske har du været forstyrret af småbørn, onde drømme om chefen eller en bedre halvdel, der har taget godt for sig af dynen. Uanset hvad kan det være udfordrende at skulle adlyde alarmens simple budskab: Det er tid til at stå op, for du skal i gang med dagens opgaver.

Du har sikkert ikke sat alarmen til at ringe i voldsomt god tid, og det sætter en stram ramme for, hvordan dine morgenritualer skal udføres, samtidig med at trætheden endnu sidder i kroppen efter en hel nat på langs. Det er i hvert fald nogenlunde scenariet hjemme hos mig, når jeg står op.

Et vigtigt og ufravigeligt ritual er brygningen af dagens første kop kaffe. Alene duften kvikker mig op og giver et større overskud. Tidligere holdt jeg mig til min filterkaffemaskine, som jeg ikke har noget ondt at sige om, og som i øvrigt brygger glimrende kaffe. Imidlertid blev jeg dog spurgt, om jeg kunne være interesseret i at teste en ny kaffemaskine fra Siemens. Jeg holder meget af kaffe og er altid interesseret i at udforske nye produkter, der kan forbedre oplevelsen.

Således blev jeg udstyret med en Siemens EQ9 s300, en fuldautomatisk kaffemaskine med udgangspunkt i de klassiske espressobaserede kaffer såsom – ja – espresso, macchiato og caffe latte.

siemens eq9 s300

I dag skal det handle om, hvordan du hurtigt og nemt kan få dejlig morgenkaffe.

God kaffe på rekordtid
Egentlig var jeg lidt skeptisk til at begynde med. Det er ikke en decideret lille maskine, hvorfor den selvfølgelig optager noget plads på køkkenbordet (ved siden af alt det andet kaffeudstyr), og jeg havde jo en glimrende maskine i forvejen. Espressobaseret kaffe kunne jeg dog ikke brygge, og nogle gange er det bare det, man trænger til, så maskinen blev budt velkommen.

Jeg tog den i brug, og for at vende tilbage til den omtumlede morgenstund i indledningen, var noget af det første, jeg bemærkede, hvor hurtigt og nemt en god kop kaffe kan brygges. Siemens EQ9 s300 har en indbygget kaffekværn, og beholderen, som sidder øverst på maskinen slutter tæt, således at bønnerne holder sig friske i mindst et par dage. Med denne funktion har man friheden til at veksle mellem forskellige bønner, alt efter hvad du er til denne dag. Holder man sig til én variant, kan man bare fylde beholderen op, og så er der til en del kopper kaffe.

Du tænder for apparatet, og efter 30 sekunder er maskinen klar til at servicere dig. Det sker ved hjælp af drejehjulet, som man bruger til at bladre rundt blandt de otte forskellige kaffetyper, som den kan brygge. Du kan også i et snuptag indstille, hvor stor din kop kaffe skal være, således at den passer til dit aktuelle behov, en funktion som jeg faktisk har haft stor glæde af.

Man indstiller hurtigt og nemt, hvor meget kaffe maskinen skal brygge.

Man vælger sin kaffe ved at dreje på det sølvfarvede hjul. Maskinen er ganske intuitiv.

Har du en partner, som også skal ud af fjerene samtidig, kan Siemens EQ9 s300 snildt brygge to kopper kaffe ad gangen – du indstiller bare antallet, og stiller en kop under hver af de to dispensere, hvorfra kaffen løber.

Er du i den anden situation – at du helst ikke skal vække din partner, må jeg sige, at Siemens EQ9 s300 er imponerende støjsvag. Jeg blev tidligere upopulær, når jeg satte gang i kaffekværnen om morgenen, men nu går det uden problemer, for lyden fra maskinen – inklusiv når den kværner bønner – er imponerende lav.

Når valget er truffet, trygger du på knappen, brygningen går i gang, og få øjeblikke efter har du din kaffe. Specielt min latteelskende kæreste er glad for mælkeskummeren. Mælken hældes i beholderen, der sidder på siden af maskinen. Låget slutter tæt, så man kan sætte beholderen med den resterende mælk i køleskabet, og således behøver man ikke at rengøre den efter hver eneste brygning. Smart. Ligesom med vandmængden kan man også justere mængden af mælk, og man kan vælge, hvor stor en procentdel af den samlede kop kaffe, der skal udgøres af henholdsvis kaffe og mælk. Mælkeskummeren synes at fungere bedst, når man skal brygge eksempelvis en caffe latte, mens den med en macchiato (espresso med et tyndt lag mælkeskum) har svært ved at skumme mælken hurtigt nok, og således bliver denne kaffe en smule vandet.

Jeg er selv mest til sort kaffe, og den sorte kaffe, caffe crema, er blevet mit foretrukne valg. Når det gælder espresso, kunne jeg godt ønske mig mere crema (det lysebrune lag på toppen), og manglen på dette skyldes, at maskinen trods alt ikke arbejder med samme tryk som en professionel baristamaskine. Derfor er de rene espressoer ikke maskinens spidskompetence, for cremaen er særlig ikke tyk eller stabil sammenlignet med en espresso fra en kaffebar. Dog er det ikke ensbetydende med, at smagen som sådan er dårlig, så er man lige glad med crema, er der ikke sket den store skade dér. Skulle jeg give et råd til Siemens, er det dog at skrue op for trykket i næste generation af EQ9 s300.

Cremaen bliver faktisk nydelig, når man laver en sort kaffe.

Nyopdaget behov
Maskinen er så godt som idiotsikker. Den fortæller dig, når vandbeholderen, som sidder på siden af maskinen, er tom. Den fortæller også, hvornår drypbakken skal tømmes for henholdsvis vand og kaffegrums, og den ved tilmed også, hvornår det er tid til rengøring og afkalkning. Begge disse processer sker via et automatisk program, som maskinen elegant guider dig igennem, og det, du primært skal gøre, er at lægge den rigtige tablet i vandtanken.

Siemens EQ9 s300 fortæller, når det er tid til afkalkning og/eller rengøring.

Hvor meget jeg havde vænnet mig til denne nye, hurtige metode til at få god kaffe, viste sig for alvor, da maskinen for anden gang skulle afkalkes. Jeg var løbet tør for kalktabletter, og således måtte jeg vente i nogle dage, indtil posten havde været forbi med nye forsyninger. I den periode måtte jeg tilbage til min filterkaffemaskine, hvilket pludselig virkede som en uoverskuelig opgave så tidligt på dagen. First world problems? Så absolut! Dog må jeg erkende, at Siemens EQ9 s300 har fået en plads i min hverdag, og jeg vil faktisk nødigt undvære den igen.

Kort om Siemens EQ9 s300
Maskinen er en del af Siemens’ EQ9-serie, som tæller storebrødrene s500 og s900. S300 er udstyret med såkaldt sensoFlow, der sikrer en ensartet og optimal temperatur gennem hele brygningen. Derudover rengør den automatisk sig selv mellem hver brygning og sikrer blandt andet, at der ikke sidder mælk tilbage, når maskinen slukkes.

Man kan indstille op til seks profiler på maskinen, så man hurtigt kan finde frem til sin foretrukne kop kaffe.

Vejledende pris er 13.999 kroner, men jeg har flere steder på nettet set den til 8.999 kroner.