Johns Hotdog Deli i Kødbyen – byg din egen gourmethotdog

Anbefalinger 1. maj, 2017 0 Kommentarer

Der er godt nyt til tilhængere af kvalitetshotdogs. Den populære hotdogkunstner John Michael Jensen, der til daglig bestyrer pølsevognen Johns Hotdog Deli ved Københavns Hovedbanegård (i lige uger) og Axeltorv (i ulige uger), har nu åbnet endnu et sted, denne gang uden hjul under fundamentet.

johns hotdog deli
Sådan en karl kan du bygge hos Johns Hotdog Deli i Kødbyen.

Johns Hotdog Deli er rykket ind i Kødbyen, hvor han på Flæsketorvet mellem blandt andet Warpigs på den ene side og Gorilla på den anden. Her giver han fastfoodgenren et betragteligt nøk op ad på kvalitetsstigen og understreger dermed, at hurtig mad ikke også partout skal være dårlig mad. Det er der selvfølgelig allerede flere andre steder, der har gjort, men det er vigtigt for den stolte danske hotdogs overlevelse, at der også her er aktører, der vil mere end at servere pølser fra Steff Houlberg.

John Michael Jensen stod selv bag disken på åbningsdagen. Han vil dog være at finde i sin pølsevogn det meste af tiden.

Det er ikke billigt at drive spisested i Danmark, og når man ser på priserne på diverse streetfoodmarkeder, ligger de ofte meget tæt på det, man betaler for en ret på en af byens gode mellemklasserestauranter, og det er i mine øjne helt meningen med genren.

john's hotdog deli
Ingen pølser fra Staff i sigte – her er det Slagter Hallegård på Bornholm, der står for pølserne.

Byg din egen hotdog
Johns Hotdog Deli har til gengæld lagt i den lave ende af prisskalaen, hvor stort set alle kan være med. En hotdog, hvor den kødfulde, saftige pølse baseret på kød fra fritgående dyr kommer fra Slagter Hallegård på Bornholm, koster 50 kroner, og det er på ingen måde dyrt. Udgifterne til personale kan holdes nede, fordi du selv skal gøre hotdoggen færdig. Du får udleveret en opskåret brød med en pølse i, og så bevæger du dig videre ned til en montre, hvor der står 9-10 forskellige garniturer, som du kan komme på din hotdog. Der er blandt andet syltede jordskokker, karamelliseret løgkompot med bacon, peberfrugtrelish og meget andet. Der er også forskellige remoulader ketchup og Johns egne hot sauces.

Du vælger selv, hvad der skal på din hotdog.

Med andre ord kan du samle din hotdog, lige som du vil, og dernæst kan du sætte dig i delien eller uden for, når vejret er godt. Når du er færdig, og fingrene højst sandsynligt er blevet fedtede, fordi du har taget for meget fyld på, kan du vaske fingrene ved håndvasken midt i rummet og fortsætte ud i byen med dagens gøremål. 

johns hotdog deli
Du kan tage plads inde såvel som ude.

Prøv en hotdog hos Johns Hotdog Deli, næste gang sulten melder sig, mens du er i Kødbyen. Det vil du ikke fortryde.

Johns Hotdog Deli skal nok blive hot stuff i løbet af sommeren.

Johns Hotdog Deli
Flæsketorvet 39
1711 København, Denmark
Facebookside